To mænd jagter millioner af skattekroner, som er havnet i de forkerte lommer
I 2022 opklarede de 14 syd- og sønderjyske kommuner socialt bedrageri for 69 mio. kroner.
De sidder tæt i den lille sølvgrå Toyota Aygo, Sean Iversen og Michael Petersen.
De udgør tilsammen det to mand store 'Team Kontrol', der tjekker, om indbyggerne i Varde Kommune får de sociale ydelser, som de er berettiget til.
Hverken mere eller mindre.
Folk har en forestilling om, at vi ligger på lur i hækken med paryk og blå briller, men det gør vi ikke
Sean Iversen, kontrolmedarbejder, Varde Kommune
Team Kontrol redede sidste år godt 6,7 millioner kroner fra at falde i sociale bedrageres hænder.
I alt opklarede de 14 syd- og sønderjyske kommuner i 2022 socialt bedrageri for 69.102.034 kroner.
Det viser tal fra kommunerne, som TV SYD har fået indsigt i.
Det er vel at mærke kun de kommunale sociale ydelser såsom sygedagpenge og kontanthjælp.
Tallet er endnu højere, hvis man medregner snyd med Udbetaling Danmarks ydelser såsom SU og boligstøtte, som kommunerne også hjælper med at opklare.
Socialt bedrageri er, når man bevidst giver forkerte oplysninger for at få en højere social ydelse.
Det er ikke altid, der er tale om bevidst bedrageri. Sommetider er folk bare ikke opmærksomme på at få givet de rette oplysninger.
Og her er det også Sean Iversens og Michael Petersens opgave at vejlede folk uden nødvendigvis at komme med den store hammer.
Uanset hvad opklarer landets kontrolgrupper i kommunerne for flere og flere penge.
På virksomhedsbesøg
Hver torsdag tager Sean Iversen og Michael Petersen ud af kontoret på virksomhedsbesøg for at tjekke, om dem, der får eksempelvis sygedagpenge ikke arbejder på det spisested, det landbrug eller den campingplads, som de samtidig er sygemeldt fra.
For så falder hammeren - konsekvensen er ofte et tilbagebetalingskrav og hel eller delvis fratagelse af den sociale ydelse.
Nogle kalder dem "dyneløftere", fordi de går tæt på i deres vurdering af, om man er enlig eller samlevende.
Selv siger de, at de mere har en vejledende rolle og ikke er konfrontatoriske, når de møder borgere, som de mistænker for bevidst at give falske oplysninger.
- Folk har en forestilling om, at vi ligger på lur i hækken med paryk og blå briller, men det gør vi ikke. Vi har en åben dialog i øjenhøjde med borgeren. Vi løfter sagerne på en anden måde, end man gjorde engang, siger Sean Iversen.
- Vi gør en stor dyd ud af, at samtalerne - der måske ender i et knapt så godt resultat for borgeren - foregår på en ordentlig måde. Man er ikke dømt på forhånd, hvis man skal til samtale hos os, siger Michael Petersen.
Tip os
Har du bevidst eller ubevidst fået højere sociale ydelser, end du havde ret til, og har du anonymt lyst til at fortælle hvorfor? Så hører TV SYD gerne fra dig. Kontakt os på sogr@tvsyd.dk
Sommetider møder de folk, der står i en svær situation. På den måde siger de, at de både er detektiver og socialrådgivere på samme tid.
- Vi møder mennesker, der er presset økonomisk og menneskeligt. Det sker oftest af en grund, at man prøver at tilegne sig lidt ekstra. Man kan godt forstå, hvis folk er pressede, men der er regler, der skal overholdes, siger Sean Iversen.
Der er det vores opgave at finde ud af, om der noget indhold i den anmeldelse, eller om det bare er chikane
Sean Iversen, kontrolmedarbejder, Varde Kommune
Chikane?
Fire ud af ugens fem arbejdsdage er Sean Iversen og Michael Petersen dog på deres fælles kontor og undersøger sagerne derfra.
Sagerne starter hovedsageligt som tip fra borgere, kolleger eller myndigheder som Skat.
Der kommer også en del sager fra 'Den fælles dataenhed' - også kaldet registersamkøring.
Det er et computerprogram, der kan sammenholde data fra en lang række offentlige registre og automatisk finde uregelmæssigheder, der potentielt kan være socialt bedrageri.
Disse ydelser bliver der snydt mest med
Sygedagpenge
Kontanthjælp
Økonomisk friplads
Flexjobydelse
Boligstøtte
SU
Familieydelser
Pension
Barselsdagpenge
Kilde: Kommunernes Landsforening og Udbetaling Danmark
Når I får et anonymt tip, hvordan sikrer I jer så, at det ikke bare er chikane?
- Det ved vi af gode grunde ikke. Vi indkalder som udgangspunkt altid den borger, der er blevet anmeldt til en samtale. Så plejer vi at spørge, om vedkommende har en formodning om, hvem anmelderen er, og det har de som regel, siger Michael Petersen, og Sean Iversen tilføjer:
- Og der er det vores opgave at finde ud af, om der noget indhold i den anmeldelse, eller om det bare er chikane. Det oplever vi engang imellem.
Vi lykkes 100 procent, når vi slet ikke finder noget. Det er nok utopisk at tro, at vi når det
Helle Marquertsen, borgerservicechef, Varde Kommune
Opklarer for flere og flere penge
Kigger man på udviklingen, skiller Varde Kommune sig ud. I 2018 opklarede Team Kontrol nemlig sager for 3,2 mio. kroner, og sidste år var det 6,7 mio. kroner - mere end en fordobling.
- Jeg har to meget dygtige medarbejdere på den her opgave. De får mere og mere erfaring og bliver bedre til at vælge, hvilke sager, vi skal se grundigere på. Så vi kan fokusere ressourcerne der, hvor der er noget at finde, siger borgerservice i Varde Kommune, Helle Marquertsen.
Derudover bliver kommunerne stadigt bedre til at dele erfaringer indbyrdes, og så er samarbejdet med forskellige myndigheder blevet bedre.
- I bund og grund er det slet ikke et issue for os, hvor mange penge vi finder. Vi lykkes 100 procent, når vi slet ikke finder noget. Det er nok utopisk at tro, at vi når det, siger Helle Marquertsen.
Ifølge Varde Kommunes borgmester er det vigtigt at sikre sig, at borgere ikke får ydelser, de ikke er berettiget til. Men de to medarbejdere i Team Kontrol er passende, siger han.
Kunne man ikke sagtens ansætte en mere og så betale dén løn hjem, tænker du?
- Vi er ikke ude på at begå heksejagt på borgerne. Vi skal sikre, at midlerne bliver retmæssigt udbetalt, og så har kontrolgruppen selvfølgelig også en præventiv effekt til, at folk lige tænker sig en ekstra gang om, om man nu stadigvæk er i den situation, som man er blevet bevilget midlerne efter, siger Mads Sørensen (Venstre), borgmester i Varde Kommune.