Politikere gjorde ikke deres arbejde færdigt - nu må naboer leve med de grimme konsekvenser
Da planer om en togbane fra Vejle til Billund Lufthavn blev droppet i 2021 efterlod politikerne lovgivning, som betyder, at naboer nu må finde sig i, at tre lokale ejendomme falder sammen for øjnene af dem.
- De var jo pæne og nydelige. Den ene var lige blevet sat i stand og havde fået nyt tag.
Martin Fogh Skovlyst er nabo til to af tre ejendomme, som i løbet af få år er forvandlet fra ”slot til skrot”.
Ejendomme, som Banedanmark forlods-eksproprierede, mens planerne om at bygge en togbane mellem Vejle og Billund Lufthavn stadig levede.
Dengang brugte Martin Fogh Skovlyst syv år på at kæmpe mod togbanen som formand for Facebook-siden ”Drop Billundbanen.”
Nu må han konstatere, at kampen for at få ruinerne fjernet er den næste, han må tage.
Svar fra Banedanmark: Vi er fanget i et limbo
Det er ikke en kamp, han er alene om.
Vejle Vesteregns lokalråd og Vejle Kommune har både i 2021, 2022, 2023 og 2024 rykket Banedanmark for svar på, hvad der skal ske med de tre ejendomme, som står og forfalder.
I 2021 fik lokalrådet at vide, at Banedanmark forventede at rive ejendommene ned i 2022.
Det skete ikke, og da lokalrådet skrev til Banedanmark igen i efteråret 2022, lød svaret, at ejendommene var indstillet til nedrivning, og at styrelsen forventede, det ville ske i 2023.
Da 2023 var ved at rinde ud, uden der skete noget, kontaktede lokalrådet igen Banedanmark, som denne gang svarede, de ville vende tilbage ”inden jul”.
”Idet Banedanmark officielt ikke har fået at vide, at Billundbanen som projekt er nedlagt, har vi heller ikke hjemmel til at afhænde de tilhørende ejendomme. Vi er desværre fanget i et limbo, hvor vi ikke har hjemmel til hverken nedrivning eller salg.”
Banestyrelsens svar til Vejle Kommune i september 2024.
Der kom bare aldrig noget svar, og i efteråret 2024 skrev Vejle Kommune derfor til styrelsen.
Svaret fra Banedanmark lød:
”Idet Banedanmark officielt ikke har fået at vide, at Billundbanen som projekt er nedlagt, har vi heller ikke hjemmel til at afhænde de tilhørende ejendomme. Vi er desværre fanget i et limbo, hvor vi ikke har hjemmel til hverken nedrivning eller salg.”
Det her fortæller mig, at der mangler en politisk stillingtagen.
Gerda Haastrup Jørgensen (V), formand, Teknisk Udvalg, Vejle Kommune
Glemt af politikerne
De mange henholdende svar og manglen på handling er årsag til, at kommunen og lokalrådet nu har bedt et lokalt folketingsmedlem om at gå ind i sagen.
- Det her fortæller mig, at der mangler en politisk stillingtagen. Det kan godt være, at der i manges hoveder, da kommer ikke nogen bane til Billund. Men men så er det bare nødvendigt at gøre opmærksom på, at så mangler der en lille bitte beslutning eller en en stykke papir på, at det er sådan det er. Så de i Banedanmark kan for få sagen lukket, siger Gerda Haastrup Jørgensen (Venstre), formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune.
Mandag mødte medlem af folketingets transportudvalg, Christoffer Melson (Venstre) op ved to af de forlods-eksproprierede ejendomme.
Hvad vil det sige, at en ejendom kan forlods-eksproprieres?
I visse tilfælde kan Banedanmark give tilladelse til fremrykket ekspropriation (tidligere kendt som "forlods overtagelse") af ejendomme, som kan berøres særligt indgribende af et kommende projekt.
Dette gælder i tilfælde, hvor der er særlige personlige grunde hos ejeren, og hvis ejendommen skønnes at blive særligt indgribende berørt af projektet.
Som eksempel på særligt indgribende berørt, kan nævnes banen kører direkte hen over ejendommes hovedhus, eller at størstedel af matriklen med hovedhus bliver inddraget af baneprojekt.
Som eksempel på særlige personlige grunde kan nævnes skilsmisse, flytning til ældre/plejebolig, dødsfald, økonomiske ved tab af f.eks. job eller lign. Fremrykket ekspropriation gælder også for virksomheder, hvis der f.eks. foreligger særlige økonomiske forhold typisk med risiko for et væsentligt indtægtstab, hvis ejendommen ikke bliver overtaget på et tidligt tidspunkt.
Ejeren skal dokumentere sine særlige personlige grunde ved eksempelvis at fremsende separations/skilsmisseerklæring, lægeerklæring, dødsattest m.m og virksomheder skal kunne redegørelse for økonomisk tab.
Det er desuden et krav, at ejendommen ikke kan sælges på normale vilkår. Ejeren skal dokumentere dette ved at anmode en ejendomsmægler om en erklæring, hvori det bekræftes, at ejendommen ikke kan sælges på grund af det kommende jernbaneprojekt.
Kilde: Banedanmark
Og det er et overvældende syn, der mødte ham og de fremmødte naboer.
- Husene var i orden da de blev købt. Og så gik det ret hurtigt med, at de begyndte at se sådan her ud, konstaterer Martin Fogh Skovlyst, og fortsætter:
- Det ene hus var lige blevet sat i stand og havde fået nyt tag, så så husene var i orden da de blev købt.
Omsluttet af vildtvoksende efeu
På det ene hus troner et næsten absurd blankt – og tydeligvis nyt – sort tegltag, mens huset nedenunder ligner en hærget ruin:
Smadrede vinduer. Et gennembanket toilet. Lofter, vægge og inventar hænger i laser.
Man skulle ikke tro, det kun er fem-seks år siden, der boede mennesker i huset.
Jeg synes ikke, det er i orden, at en offentlig myndighed bare kan trække nogle streger i samfundet og så lade tingene ligge og forfalde, og uden at der sker noget som helst.
Jens Uth, formand, Vejle Vesteregns lokalråd
Bedre ser det ikke ud i det lyserøde nabohus. Her har vildtvoksende efeu omsluttet murværk og tag fra sokkel til kvist.
Kun de lavtgående fly, der hvinende og brummende sejler hen over husene, minder om, at befinder os i 2024 og ikke i en kulisse fra Tolkiens Ringenes Herre.
Ærgerlig over hvad skattepengene bruges til
Det er ikke et syn, der huer formanden for Vejle Vesteregns lokalråd:
- Det giver området et kedeligt indtryk, for dem der kommer hertil, og så bliver vi lynhurtigt kaldt ”Udkantsdanmark” og alt mulig andet i verdenspressen, siger Jens Uth.
- Jeg synes simpelthen det er træls, fortsætter han.
- Jeg synes ikke, det er i orden, at en offentlig myndighed bare kan trække nogle streger i samfundet og så lade tingene ligge og forfalde, og uden at der sker noget som helst, siger han.
Det er Martin Fogh Skovlyst enig i:
- Når man betaler skat, er det ærgerligt at se de penge gå til opkøb af sådan noget her, og så står det og forfalder. Samtidig med at stat og kommune laver nedrivningspuljer for at få den slags ryddet væk fra landskabet, så køber de selv noget og lader det stå sådan her. Det kan man kun undre sig over, siger Martin Fogh Skovlyst.
Frygter forladte huse presser priser ned
Med mailen til Vejle kommune om, at Banedanmark ikke officielt ”har fået at vide, at Billundbanen er nedlagt som projekt”, og at styrelsen mangler ”hjemmel” til at gøre noget ved ejendommene, føler de lokale sig ikke overbevist om, at gamle planer ikke lige pludselig kan hives op af skuffen igen.
Og i princippet har han ret.
For selvom Billundbanen blev droppet af politikerne bag togfonds-forliget i 2021, så undlod de ved samme lejlighed at sikre, at selve anlægsprojektet blev fjernet.
Det kan påvirke hele prissætningen i området, at der ligger en linjeføring, som betyder, at der kan komme en togbane. Det er uanstændigt.
Karl Skovgaard, Næstformand, Vejle Vesteregns lokalråd
- Siden 2021 har der ikke været et politisk flertal for en jernbane til Billund. Så derfor tror vi da, den er død. Men vi ved det rent faktisk ikke, siger Jens Uth med henvisning til, at der stadig eksisterer et anlægsprojekt.
Næstformand i Vejle Vesteregns lokalråd, Karl Skovgaard mener ikke kun, sagen handler om de tre ejendomme:
- Husene er ét problem, siger han.
- Men det kan påvirke hele prissætningen i området, at der ligger en linjeføring, som betyder, at der kan komme en togbane. Det er uanstændigt, siger Karl Skovgaard.
Det er manglende respekt for folk
Folketingsmedlem Christoffer Melson er enig:
- Det der med at lade sådan noget ligge, det synes jeg er manglende respekt for borgere, der bor i området.
Han tror dog, der er tale om en ”formalistisk” fejl:
- At man ikke har fået sendt en henvendelse over til Banedanmark om, at de skulle finde en løsning i forhold til de ejendomme, de har købt op i det her område, siger Christoffer Melson.
- Jeg tænker, at den her sag er faldet ned mellem nogle stole, og jeg syntes vi skal have det løst hurtigst muligt, siger han.
Gerda Haastrup Jørgensen, som er formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune er enig:
Jeg forstår godt, at ejendommene ikke pynter i landskabet, og det er vi opmærksomme på. Vi er i gang med at afklare, hvordan vi kan få fjernet de tre ejendomme, som er indstillet til nedrivning.
Martin Gardezi Aggergaard, områdechef i Banedanmark
- Jeg tror simpelthen, det er blevet glemt. Der er jo ingen interesse for Billundbanen længere, og så tror jeg bare den er lagt ned i alles hoveder, men der mangler lige en beslutning for at man kan komme videre, siger hun.
Hos Banedanmark kan man stadig ikke give et bud på, hvornår der sker noget med bygningerne.
I et skriftligt svar siger Martin Gardezi Aggergaard, områdechef i Banedanmark:
"Jeg forstår godt, at ejendommene ikke pynter i landskabet, og det er vi opmærksomme på. Vi er i gang med at afklare, hvordan vi kan få fjernet de tre ejendomme, som er indstillet til nedrivning. "
For at sætte fart under processen vil folketingsmedlem Christoffer Melson nu tage sagen med til trafikministerten:
- Jeg tror, at det her handler om, at vi får sat noget fokus på sagen, så den kommer lidt op i bunken igen. Det kan godt være, sagen virker lille i de store sammenhænge inden Transportministeriet, men det betyder altså rigtig meget for det her område, at man får ryddet op i det her, siger Chr