Klokken var otte om morgenen, da det bankede på den dengang 17-årige Naja Kreutzer Rosagers dør.

Udenfor stod hendes mor og far og hendes lillebror. Hvorfor stod de der?

At se hendes mor og far sammen en lørdag morgen var ikke en normal situation. De var skilt. Og de græd.

Grunden til, de stod der, var hjerteknusende. Deres førstefødte, Najas søster, som hun lige havde besøgt to dage tidligere, var død. Ramt af et tog.

Det gav ingen mening. Hvordan kunne det ske?'

Alt kan slutte med ét

Naja svævede ind i meningsløshedens sfære i dagene efter. Hun fik brug for at være sammen med venner.

Festede lidt. Fik sikkert noget alkohol. Gik i fitness klokken fire om morgenen. Det betød intet, om man sov. Om man gik på arbejde. Alt var mærkeligt. Ligegyldigt. En åbenbaring af, at alting kan slutte pludseligt og med ét.

Et par dage tidligere, da de skiltes på Odense Banegård, havde hun sagt ”vi ses”.

- Men da jeg satte mig ind i toget, kom jeg til at tænke på, om jeg egentlig skulle have sagt farvel? Jeg tror, det var min lillebror, der for nylig havde sagt, at man jo dybest set aldrig vidste, om man sås igen, fortæller Naja Kreutzer Rosager.

Nu havde livets endeligt vist sit dystre ansigt. Alt, alt for tidligt.

Ved ikke, hvordan man skal reagere

Naja Kreutzer Rosager valgte at bearbejde tabet af søsteren selv.

- Jeg havde brug for selv at tænke over tingene, fortæller hun.

- Psykologer har aldrig været mig, og i min aldersgruppe er der er ikke særligt mange, der ved, hvordan de skal reagere, hvis jeg fortæller, at min søster er død. Så bliver der meget hurtigt stille. Og lidt - okay…  De ved jo heller ikke, hvad de skal svare, for det er de ikke vant til at høre – lige som jeg ikke var vant til, at det skulle ske så tidligt for hende, siger Naja.

Tal om det

Det er ikke unormalt, at unge, der har mistet, har svært ved at tage imod netværkets hjælp. En mindre undersøgelse blandt ti tætte veninder til ti kvinder i alderen 15-24 år, lavet i forbindelse med et speciale på DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse), viste, at mange unge faktisk ender med at skifte ud i deres netværk ovenpå et tab.

Langt de fleste – både unge og voksne – kommer dog igennem sorgen uden hjælp fra psykologer.

Ifølge Det Nationale Sorgcenter er det vigtigt, at man taler med andre om det, når man har mistet en nærtstående.

Og det er vigtigt, at man som ven eller pårørende viser omsorg og ikke er bange for at stille spørgsmål.

Det fortæller Preben Engelbrekt, som er stifter af og direktør for Det Nationale Sorgcenter, der er specialiseret i unge og sorg.

Her er Det Nationale Sorgcenters16 råd fra unge, der har mistet. Du kan finde forklaringer på det enkelte råd på Det Nationale Sorgcenters hjemmeside.

Kan udløse depression og angst

I et normalt sorgforløb aftager sorgen, så den bliver lettere at leve med i løbet af seks til 12 måneder.

Men 10-15 procent af alle, der mister, oplever komplicerede sorgforløb, hvor den efterladte eksempelvis fastlåses i sorg, intenst savn og eventuelt manglende accept af tabet.

Kompliceret sorg kan udløse blandt andet depression og angst, som kan kræve psykologhjælp.

I Region Syddanmark vurderes det, at mellem 5.400 og 8.000 mennesker årligt gennemgår komplicerede sorgforløb.

Ifølge Preben Engelbrekt, Det Nationale Sorgcenter, opsøger seks ud af ti, der mister, en psykolog.

- Det er langt flere, end de 10-15 procent, der har komplicerede sorgforløb, og understøtter, at vi har en sorgkultur, der foregår i terapi, i stedet for at vi bliver bedre til at tale med hinanden, siger Preben Engelbrekt.

Søsterens ting holder mindet i live

Det er snart to år siden, Naja Kreutzer Rosagers søster døde. Men tårerne sidder stadig på lur, når hun taler om den søster, der lærte hende at stå på rulleskøjter.

- Jeg har fået mange af hendes ting: Hendes spisebord, hendes glas og service. Hendes tv, et billede, noget tøj og hendes rulleskøjter.

- Selvom det kan gøre ondt at leve med hendes ting omkring mig, så hjælper det også. De holder mindet om hende i live. Det fylder rigtig meget i hverdagen, at jeg har de ting, fordi det gør, at man aldrig glemmer hende, hvilket jeg jo ikke vil, siger Naja Kreutzer Rosager.