Kommune beder sine borgere om at hjælpe de svageste
Et nødberedskab for pleje- og sundhedspersonale i Varde Kommune, skal være med til at afhjælpe en i forvejen presset situation, der kan spidse endnu mere til.
Social- og sundhedsvæsenet i Varde Kommune er presset.
Det er det på grund af rekrutteringsudfordringer kombineret med den stigende coronasmitte.
Og det får nu kommunen til at række ud til borgerne i håbet om, at de kan assistere i plejen af kommunens svageste.
I alt mangler kommunen lige nu at besætte 34 social- og sundhedsstillinger.
Derfor har kommunen lanceret en kampagne i aviser og på sociale medier, hvor de opfordrer både sundhedsuddannede og interesserede ufaglærte borgere til at tilmelde sig et nødberedskab på social- og sundhedsområdet.
Det oplyser Varde Kommune i en pressemeddelelse.
Direktør for Social og Sundhed i Varde Kommune, Claus Fjeldgaard, mener dog ikke, at det på nuværende tidspunkt har nogle konsekvenser.
- Vi sætter ind nu, for at udvise rettidig omhu, og for at undgå, at det kommer til at få konsekvenser for de svage borgere i vores kommune, siger han.
Allerede presset
Varde Kommune er i forvejen udfordret i deres rekruttering af SOSU'er, hvor der lige nu er 34 ubesatte stillinger.
Claus Fjeldgaard peger på, at man til forskel fra blandt andet hospitalerne, ikke kan skrue særligt meget på serviceniveauet.
- Vi er forpligtet til at kunne understøtte de her svage borgere med hjælp, og det gør situationen noget presset, siger han.
Der vil dog kunne skrues på nogle ting, hvis situationen spidser til.
- Det kan ske, at vi skal udskyde praktiske opgaver som for eksempel rengøring, siger Claus Fjeldgaard
Til nødberedskabet leder Varde Kommune efter:
- Uddannede social- og sundhedshjælpere
- Uddannede social- og sundhedsassistenter
- Uddannede sygeplejersker
- Sygeplejerskestuderende
- Farmakonomer
- Ufaglærte indenfor det sundhedsfaglige, som har interesse for plejeområdet.
De, der melder sig til nødberedskabet, kan dog ikke forvente den helt store oplæring.
- Vi er så presset, at vi ikke har tid til at lave et stort træningsforløb, siger Claus Fjeldgaard.
I stedet vil man kunne forvente sidemandsoplæring, og ens arbejdsopgaver vil være afhængige af ens faglige baggrund.
Er man for eksempel ufaglært, vil man primært komme til at stå for praktiske opgaver, mens det faglærte personale, der træder til, vil skulle tage sig af de faglige opgaver.