I lille by har børn og voksne fundet et modsvar til generationskløften og overforbruget
Håndens arbejde er i fokus i landsbyen Billums nye reparations- og håndarbejdscafé. Her samles generationer på tværs om en voksende trend, hvor det handler om at bekæmpe overforbrug ved at reparere og upcycle tøj.
Hullede gamacheknæ. En genbrugstop med lidt for lange stropper. Og et par bukser, der skal have nyt liv som shorts.
Projekterne er mange og forskellige i sydvestjyske Billums nye reparations- og håndarbejdscafé, som åbnede i sidste uge.
Hvordan kan vi deles om tingene og reparere i stedet for at smide ud?
Nina Charlotte Lund, medinitiativtager til reparationscaféen
Et nyt initiativ i landsbyen med godt 500 indbyggere, hvor lokalfællesskabet i forvejen interesserer sig for genbrug og deleøkonomi, fortæller Nina Charlotte Lund, der er en af byens fire initiativtagere til reparationscafeen.
- Først og fremmest handler det om vores miljø, og det handler om, at vi skal til at tænke anderledes. Hvordan kan vi deles om tingene og reparere i stedet for at smide ud? Der syntes vi, at en reparationscafe passer rigtig godt ind, og så bringer det bare en hel masse andet godt med sig også, siger den vestjyske kvinde.
Hvad er upcycling?
"Det at skabe flotte og eftertragtelsesværdige møbler, beklædningsgenstande el.lign. af genbrugsmaterialer".
Kilde: Ordnet.dk
Modpol til overforbrug
Tekstilindustrien er i dag den fjerdestørste klimasynder målt på CO2-udledning.
Ifølge mediet Zetland viser en ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, at op til 600.000 tons tekstil hvert år bliver brændt, genanvendt eller kørt på lossepladsen. Vel at mærke uden nogensinde at have været brugt.
Samtidig viser tal fra Eurostat ifølge mediet, at danskerne har et tøjforbrug, der ligger 35 procent over gennemsnittet i EU.
Det er de tal og statistikker, den nye reparationscafé i Billum gerne vil agere modpol til.
Og da initiativtagerne præsenterede idéen på et infomøde i oktober, blev de kun bekræftet i, at de havde fat i noget rigtigt.
- Der mødte simpelthen omkring 25 mennesker op i alderen 11 til plus 70 år. Der blev vi faktisk blæst bagover, for det havde vi ikke lige regnet med her i lille Billum sådan en mørk aften oppe i skolens billedkunstlokale, fortæller Nina Charlotte Lund.
I reparationscaféen mødes de nu hver 14. dag for at reparere tøj, der ellers bare samler støv i klædeskabet. De har allieret sig med en pensioneret borger fra byen, der har undervist i syning. Så der er også hjælp at hente til nye projekter.
Man kan for eksempel komme forbi med et genbrugsfund, der skal upcycles og gøres personligt. Og den del tiltrækker især de unge, fortæller Nina Charlotte Lund, der også driver en eftermiddagsklub for børn og unge på landsbyens friskole.
- Jeg ved af erfaring, efter at have været meget sammen med de unge, at det er noget, som de går op i. Det er fedt at have et outfit på, man har købt i genbrug og selv har stylet og upcyclet eller gjort fedt med et broderi. Det er faktisk federe end at komme i noget nyt. Det mærker vi også, at der er et stort rum for i vores lokalsamfund og på vores friskole, hvor vi går meget op i det her med, at man er sig selv, siger hun.
Populær trend
Trenden med at reparere, upcycle og lappe tøjets huller selv, vinder også frem flere andre steder i det syd- og sønderjyske.
På Varde Bibliotek holdt man i oktober en fuldstændig udsolgt workshop i teknikken visible mending, som handler om at upcycle hullede bukser eller gamle stykker tøj med små sjove broderier.
Interessen mærker de også på den sønderjyske strikkefestival 'Masker i Marsken', som samlede over 3.000 strikkere til workshops og foredrag i slutningen af oktober.
Her måtte man udbyde workshoppen "restestrik" - med fokus på at anvende selv de mindste garnnøglerester - ad to omgange, da den første workshop lynhurtigt blev fyldt.
Også workshoppen "Lap dit strik" var fuldstændig udsolgt, fortæller festivalforeningens formand Marianne Rosalie Kalb.
- Det er en større og stadig stigende trend. Der er nogle forbrugere og nogle strikkere, som er meget bevidste om kvalitet og det her med virkelig at bruge materialerne til ende, siger hun.
Samler generationer
Tilbage i Billum glæder Nina Charlotte Lund sig til, at reparationscaféen åbner igen på mandag, for hun har selv meget at lære.
- Det her med at sy, strikke og reparere, det er som om, at det er sprunget en generation over. Mange af os, som har små børn eller unge mennesker derhjemme tager måske stadig hjem til en bedsteforælder og får lagt bukser op. Så det handler også om, at vi skal have givet det videre til vores børn, inden de her kundskaber dør ud med de ældre, siger hun og tilføjer:
- Og når man forpligter sig til et fællesskab, så forpligter man sig også til nogle mennesker. Og så stiller man også hinanden lidt til ansvar – blandt andet for måden, vi behandler vores miljø på.