Han tjener flere penge end nogensinde før ved at tale om biler på YouTube
En youtuber fra Varde er kåret som Årets Bil-influencer 2024. Jimi Rosa startede sin YouTube-kanal som en hobby, i dag er den hans fuldtidsjob.
Hver måned følger omtrent 100.000 mennesker med i videoerne fra en indkørsel i Varde, hvor Jimi Rosa deler ud af sin viden og sine oplevelser med elbiler.
- Ekspert er måske så meget sagt, men jeg tror godt, de kan lide at følge med i mit univers, fordi jeg er nørden, der godt kan lide at formidle, siger Jimi Rosa.
Han er i dag youtuber på fuldtid med sin kanal Biler. TV, der egentlig startede som en hobby for fire år siden.
- Jeg havde jo egentlig et godt job, men jeg tror ikke, jeg ville stå i den situation, at jeg som 80-årig fortrød, at jeg ikke prøvede at springe ud i det. Men kunne jeg leve af YouTube? Det har jeg gjort i to år nu. Så det har jeg ikke fortrudt, siger youtuberen.
Altså uden at sætte beløb på, så tjener jeg væsentlig mere i dag, end jeg gjorde, da jeg sad som kommunikationsmedarbejder
Jimi Rosa, youtuber
Nu med titlen Årets Bil-influencer prøvekører Jimi Rosa elbiler på sin kanal. Han er fortaler for elbiler, og tilsyneladende kan mange danskere også godt lide elbiler.
Ud af 2,85 millioner biler på de danske veje i dag er knap 300.000 af dem elbiler.
Lever af reklamer
Elbiler er blevet populære, og det er Jimi Rosa's YouTube-kanal også. Lige nu har den 43.300 abonnenter.
Youtuberen leverer som udgangspunkt én video i ugen, men pengene tjener han på reklamerne i videoerne. Og det kan man ifølge ham leve godt af.
- Det er blevet rigtig godt, især efter jeg har fået de store sponsorer på. Altså uden at sætte beløb på, så tjener jeg væsentlig mere i dag, end jeg gjorde, da jeg sad som kommunikationsmedarbejder, siger Jimi Rosa.
Hvordan har du det med at leve af reklameindtægter?
- Det har jeg det fint med, fordi jeg deklarerer det. På min kanal er du aldrig i tvivl om, når jeg siger noget, jeg har fået penge for. Så står det med orange bogstaver i bunden af skærmen, siger Jimi Rosa.
Jeg har jo haft 46 biler
Jimi Rosa, youtuber
Der er dog en grænse for, hvor mange samarbejdspartnere youtuberen kan og vil have. Som influent har han flere gange sagt nej til samarbejder, der ellers kunne indbringe mange penge.
- Der kommer næsten dagligt tilnærmelser fra virksomheder, som gerne vil samarbejde. Og der har jeg jo valgt de virksomheder, som jeg synes passer ind i mit univers og ind i mit liv.
Så man behøver ikke være ekspert for at regne ud, at en elbil-kanal kan være en god forretning.
Salget af elbiler går også ret hurtigt, og det har lige slået en rekord. I oktober 2024 var 60 procent af alle nye biler, der kom på vejene, elbiler.
Har haft 46 biler
Hver uge har Jimi Rosa en ny bil at lege med på sin YouTube-kanal, men hvor mange biler har han egentlig selv haft?
- Jeg har jo haft 46 biler, siger Jimi Rosa.
Men hvis han skulle pege på sin egen drømmebil, er det overraskende nok ikke en elbil. Men en Mercedes C63 fra 2017 eller 2018 med plads til hele familien.
Og netop at være familiefar kan ikke altid komme i første række, når man er youtuber på fuldtid.
- Det har jo taget alt, hvad der hedder fritid. Det er ikke mig, der hjælper på spejderlejr, det har jeg sgu ikke tid til. Der er de grimme uger på 90 timer, men sådan almindeligvis har jeg nok mellem 50 og 60 timer i ugen. Det, synes jeg, er acceptabelt, når man er selvstændig og solo, siger Jimi Rosa.
Hvad tror du, fremtiden kommer til at bringe?
- Ja, det er jo et godt spørgsmål - lige nu laver jeg det her. Om jeg gør det om 5 år? Det ved jeg ikke, siger han.
Tre gode overvejelser inden du køber en elbil ifølge Jimi Rosa
Hvordan med rækkevidden?
Lad være med have så meget fokus på rækkevidde, med mindre du kører 80.000 kilometer om året.
Hvor kan du lade til dagligt?
Det er rigtig vigtigt at have fokus på. For hvis man har sin egen indkørsel til en ladestander, så er det barnemad. Men der skal flere overvejelser til, hvis ikke man har sin egen lader.
God software til lange ture
Hvis du gerne vil have det nemt på din langtur til Gardasøen, så er god software nødvendigt. Så hjælper bilen dig i navigationsanlæget med at finde ladestanderne og fortæller, hvor meget strøm du kommer frem med. Hvis det fungerer godt, så kan man bare køre, ligesom man altid har gjort med diesel og benzin