Engang blev kvinder slået ihjel for det, som hun gør

Udgivet

Én milliard af klodens befolkning tror på onde hekse. Hekse er dog ikke ondskab, mener Ritte Freja Toft Møller, som har momsregistreret sig selv som netop heks.

Denne artikel blev publiceret første gang den 23. juni 2023. TV SYD genudgiver artiklen i forbindelse med sankthansaften søndag.

Varmen fra ilden ramte hende i ansigtet. Knitrende flammer snoede sig ad kosteskaftet og blev kraftigere, i takt med at de åd sig gennem stofheksen. 

Imens holdt en kvinde tale. 

- Vi har alle hekse i os. Det er som vrede, misundelse, jalousi og had, sagde hun.

Talens ord spredte et ubehag i kroppen på en 32-årig kvinde blandt tilskuerne. Et ubehag som hun nok var den eneste omkring bålet, der mærkede.

For den 32-årige kvinde, Ritte Freja Toft Møller, er en heks.

Drevet af ubehaget gik hun op til den kvindelige taler og konfronterede hende.

- Jeg følte mig defineret som ondskab. Jeg var ikke forarget over bålet og stofheksen, men det gjorde ondt på mig at vide, at hun betragtede mig på den måde, fortæller Ritte Freja.

- Jeg sagde til hende, at jeg er en heks, og at jeg også er naturen, formidleren og den højere bevidsthed.

Jeg ville aldrig tage et menneske under mine vinger, hvis jeg kunne se, at deres problemer krævede medicinsk eller psykologisk hjælp

Ritte Freja Toft Møller, momsregistreret heks

Kvinden blev forbavset og undskyldte misforståelsen. Langt de fleste reagerer med netop forbavselse, når Ritte Freja fortæller, at hun er heks.

Måske fordi de ikke tror på hekse. Eller måske fordi Ritte Freja ikke ligner den karakter, som de kender fra eventyr.

Flyver ingen steder på en kost

Hun har hverken vorter på næsen eller en spids, sort hat. Hun kan ikke flyve på en kost, hun bor ikke på Bloksbjerg, og hun kan ikke trylle folk om til frøer, som hendes søn ellers troede efter at have lyttet til en fortælling i børnehaven om en heks med netop dén evne.

Da Ritte Freja Toft Møller er momsregistreret under en branchekode, som omfatter en bred vifte af personlige serviceydelser, er det ikke muligt at oplyse, hvor mange momsregistrerede hekse der findes i Danmark.

- Jeg er et ganske normalt menneske, men jeg har nogle evner, som gør, at jeg kan hjælpe folk med at få det bedre med sig selv og pege dem i en retning af, hvor de skal hen. Det er den magi, jeg laver, fortæller Ritte Freja, som er momsregistreret heks under branchekoden 'Andre personlige serviceydelser'.

Da branchekoden omfatter en bred vifte af personlige serviceydelser såsom astrologi, spiritisme, tatovører og escortbureauer, er det ikke muligt at se, hvor mange der er registreret som heks.

På TV SYD PLAY kan du se, hvordan det foregår, når Ritte Freja har besøg af en klient.

Almindelige mennesker anklagede hinanden

At skilte med den slags evner var livsfarligt for 500 år siden. Men ifølge leder af Historie og Formidling hos Sydvestjyske Museer og en af hovedkræfterne bag HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe, Lulu Anne Hansen, var overnaturlige evner ikke noget, man på nogen måde kunne finde på at reklamere med.

Billedet er af Albrecht Dürer med titlen ”Heksen” (o. 1500). Heksens hår blæser imod vinden. Det er med til at understrege, at hun er den onde spejling af en almindelig, god kvinde. Gedebukken symboliser begær, og den er almindelig i trolddomsforestillinger. Hekse blev af flere lærde set som driftsstyrede. Ligeledes ses djævelen ofte afbilledet som en gedebuk eller lignende hornede skabninger. Foto: Michael Fornitzs Samling

Heller ikke de 40-60.000 mennesker som blev dømt for trolddom og brændt på bål rundt om i Europa i årene 1500-1700.

- Det var ganske almindelige mennesker, som mistænkte hinanden. Dengang havde man en overbevisning om, at der fandtes magiske kræfter, som nogle mennesker kunne bruge til at skade andre. Hvis så for eksempel en kvinde i et skænderi havde sagt ‘må fanden tage dig’ til modparten, og vedkommende så efterfølgende blev syg og måske endda døde, så kunne man finde på at anklage hende for trolddom, fortæller Lulu Anne Hansen.

9 ud af 10 var kvinder

Fra slutningen af 1400-tallet blev det alvorligt at blive anklaget som heks. Man mente, at heksene havde indgået en aftale med djævelen. Djævelen gav heksene magiske evner til at gøre onde ting. Til gengæld fik djævelen heksenes sjæl.

Myndighederne forfulgte folk, som man hævdede var hekse. Først efter 1650’erne tog forfølgelsen af. Forskere mener, at der var op mod 100.000 retssager mod mænd og kvinder, som blev anklaget for at være hekse. Af dem er cirka halvdelen endt i en dom, hvor den dømte er brændt på bålet.

I Danmark blev den første heks brændt på bålet i 1540. Den sidste heksebrænding fandt sted i 1693.

I Danmark blev under 1.000 henrettet for trolddom. 9 ud af 10 var kvinder.

Kilde: HEX! Museum of Witch Hunt

Det var netop, hvad der skete for Maren Splids fra Ribe, som blev brændt på bålet for trolddom i 1641. Det mentes, at hun havde forhekset en lokal mand, da hun en dag 13 år tidligere kom op at skændes med ham.

Han havde under sin sygdom kastet en mystisk klump op, som lægerne ikke vidste, hvad var, og derfor mente man, at det måtte være heksekunst. Ydermere havde han under sin febervildelse set tre hekse ride på sig, hvoraf han genkendte den ene som Maren Splids.

Heksefeberen ramte Europa i årene 1500-1700, men ordet heks opstod først langt senere. Indtil da talte man i stedet og troldkvinder og -mænd.

Momsregistreret heks

Efter at have hørt historien om heksen, der kunne trylle mennesker om til frøer, konstaterede Ritte Frejas søn, at hans mor ikke var en rigtig heks, eftersom hun ikke kunne trylle.

Et besøg hos heksen

En af de ydelser, som Ritte Freja Toft Møller tilbyder, er en heksebehandling. Den indeholder akupressur, krystalarbejde på kroppen samt healing med urter, besværgelser og knogler. En sådan behandling koster 450 kroner.

Hun tilbyder også tarotoplæg og krystalhealing til 600 kroner for en time og krystal reading med ni krystaller til 1500 kroner.

Ønsker man at snakke med hende og læsse følelser og tanker af, tilbyder hun et opkald. 30 minutter koster 300 kroner, mens 60 minutter koster 600 kroner.

For at bestille en tid hos Ritte Freja Toft Møller kan man blandt andet sende hende en besked på Instagram.

Magien, som Ritte Freja bruger i sit arbejde som heks, handler dog ikke om at forvandle, men om at udvikle mennesker fra én udgave af sig selv til en ny og bedre.

- De mennesker, der kommer til mig, er mennesker, som vil selvudvikles. De har problematikker, som de har brug for at se fra et andet perspektiv. De har brug for et lys i mørket, siger hun.

Sine evner til at fornemme og forstå mennesker har Ritte Freja haft hele sit liv. I løbet af de seneste år har hun uddannet sig krystalbehandler og fået certifikat på, at hun må lægge tarotkort for folk.

Der er ikke nogen eller noget, som man skal tro blindt på

Ritte Freja Toft Møller, momsregistreret heks

Sådan ser Ritte Freja Toft Møllers besværgelser ud. Hun kalder dem for 'spells', og de er ifølge hende en 1000 år gammel heksekunst. Hun bruger dem til at hjælpe folk i gang med at fokusere på dem selv og deres udvikling.

Alt sammen ydelser som hun tilbyder i sin praksis som momsregistreret heks.

Du er hverken psykolog, terapeut eller psykiater, og du er ikke uddannet i at håndtere sårbare mennesker, der måske har brug for professionel hjælp eller medicin. Så hvad gør dig kvalificeret til at hjælpe de mennesker, der kommer her hos dig?

- Jeg ville aldrig tage et menneske under mine vinger, hvis jeg kunne se, at deres problemer krævede medicinsk eller psykologisk hjælp. Så ville jeg i stedet hjælpe dem videre til den rette hjælp.

Vicki giver heksen en chance

En af dem, der har søgt Ritte Frejas hjælp, er salgsassistent Vicki Schou fra Esbjerg.

- Jeg har været skeptisk i mange år, men nu vil jeg prøve at åbne mere op og sige pyt med, hvad andre tænker. Jeg vil være åben over for det, som hun kan, siger Vicki Schou kort før sit første møde med Ritte Freja.

Vicki Schou er vokset op i samme by som Ritte Freja Toft Møller. Dog har de to intet haft med hinanden at gøre, og derfor vurderer Vicki, at Ritte Freja ikke kan have kendt til Vickis barndom og opvækst på forhånd.

Vicki Schou forklarer, at hun har haft det svært som teenager, og at hun, efter at have født sin søn, fik en fødselsdepression.

- Så det her er en del af min selvudvikling, og jeg håber, at Ritte Freja kan hjælpe og guide mig i en retning, og at jeg kan gå herfra med en følelse af, at det hele giver mere mening.

Tror du på hekse?

- Ja, men ikke i den forstand som mange forbinder med en heks fra eventyr med en høj hat og vorter på næsen. I stedet tror jeg på, at der sker ting, som vi ikke kan forklare, og at der er nogle, som kan noget med naturen og energier.

Vicki Schou får under sit første besøg hos Ritte Freja Toft Møller lagt tarotkort. Det menes, at man vil blive tiltrukket af de kort, der afspejler ens energi samt udfordringer. Kortene skulle efter sigende derfor være et redskab til at dykke dybere ned i en selv.

Én milliard mennesker svarer ja

Netop spørgsmålet ‘Tror du på hekse?’ har en forsker ved American University i Washington i USA stillet 140.000 mennesker fra 95 lande.

Undersøgelsen viser, at 40 procent af den voksne befolkning i de 95 adspurgte lande mener, at der er mennesker, der kan forhekse andre og få dårlige ting til at ske.

Den amerikanske forsker definerer hekse, som mennesker der med vilje kan forårsage skade ved hjælp af overnaturlige metoder. Og ud fra hans undersøgelser er der altså en milliard indbyggere på kloden, som tror, ​​at der er mennesker, der har disse evner.

De mener, at hekse og trolddom kan stå bag dårligt vejr, fejlslagen høst, død, sygdom, ulykker, økonomiske vanskeligheder, arbejdsløshed, infertilitet og ægteskabelige problemer.

Kvinder og unge tror mest

Det amerikanske studie viser, at personer fra alle samfundslag tror på hekseri, men at der er flere forskelle:

Personer med en uddannelse og sikker økonomi tror sjældnere på hekse og trolddom end andre.

Kvinder og unge tror mest på hekse.

Folk tror oftere på hekse i lande og kulturer med lav tillid til myndighederne og stor social kontrol.

Kilde: Witchcraft beliefs around the world: An exploratory analysis | PLOS ONE

Der er stor forskel på, hvor udbredt heksetroen er i de 95 adspurgte lande. I Tunesien tror ni ud af ti eksempelvis på hekse, mens det tilsvarende tal i Danmark og Sverige nærmere er én ud ti.

Hun ramte ind i noget fra min barndom. Jeg havde ikke regnet med, at hun kunne være så korrekt

Vicki Schou, salgsassistent, Esbjerg

En del af forklaringen på den forholdsvis beskedne heksetro herhjemme er muligvis Danmarks stærke offentlige institutioner. Jo stærkere et givent lands institutioner er, desto færre har nemlig tilbøjelighed til at tro på hekse, viser undersøgelsen.

Hvem er den moderne heks?

I magasiner og på sociale medier betegner flere kvinder sig i dag som en ny slags hekse, som adskiller sig markant fra dem, man forbinder med sankthansbål.

Louise Nyholm Kallestrup har som historiker ved Syddansk Universitet forsket i trolddomsforfølgelse i mere end 20 år og beskriver fremvæksten af “praktiserende” hekse som kvinder, der søger at leve i pagt med naturen og typisk knytter hekseidentiteten til en positiv, feministisk agenda.

- De tolker heksen ind i en bølge af feminisme, hvor identiteten handler om at stå ved sig selv og finde styrke i at stå uden for normerne, siger hun, men pointerer, at heksen som feminist er en myte.

- Selvom denne moderne hekseidentitet er en udvikling af en historisk figur, ligner den ikke den historiske virkelighed.

Skal vi tro blindt på dig?

Ritte Freja kan godt forstå dem, der stiller spørgsmålstegn ved hende. For modsat lægevidenskaben kan hun ikke argumentere for eller bevise sine evner med undersøgelser og studier.

Skal folk tro blindt på dig?

- Nej, aldrig nogensinde. Der er ikke nogen eller noget, som man skal tro blindt på. Derfor lader jeg det op til folk selv at vurdere og mærke efter, hvad der føles rigtigt for dem, siger hun og tilføjer:

- Jeg siger altid, at folk skal prøve det på egen krop, og at vi så derefter kan tale om det.

Vicki Schou fortæller, at hun ikke er troende, men at hun tror på, at der er mere mellem himmel og jord. Dog har hun altid været skeptisk i frygt for, hvad andre mon måtte tænke om hende, hvis hun for eksempel fortalte, at hun tror på hekse. Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

Hvad kan du bruge det til, at hun fortæller dig, hvem du er?

- Nogle gange kan man godt have brug for at høre det udefra. Når man går med sig selv hver dag, så ser man ikke, at man udvikler sig. Så når et andet menneske sætter ord på det, kan man selv se det. Så kan jeg udvikle mig videre.

Tror du stadig på hekse nu?

- Ja, det gør jeg. Eller jeg tror på det, som Ritte Freja kan. Så man kan vel sige, at jeg tror på Ritte Freja.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com