Efter 22 år er argentiner vendt tilbage med kunst og farver
Argentineren Gonzalo Duport fik smag for kunsten, da han var på udveksling på HF i Varde i 2002. Nu giver han tilbage med farver.
Som ung mand for 22 år siden ankom Gonzalo Duport til Varde på et udvekslingsophold. Han skulle gå på HF på Varde Gymnasium. Besøget i den vestjyske by satte et stort aftryk på den unge mand.
Selvom der er omtrent 12.000 kilometer mellem Varde og Argentina, så har det ophold givet ham et klart og farvestrålende mål med livet.
Han er kunstner.
- Jeg startede med at arbejde med kunsten her på skolen. Og nu er jeg tilbage med mine egne ting. Det her en en god og positiv måde at slutte ringen på, fortæller Gonzalo Duport.
På opholdet i Varde fik han nemlig øjnene op for kunsten gennem sin underviser P. P. Pedersen. I dag lever han af kunsten. Med sig har han taget maling og pensler og en farvestrålende fantasi.
Han vil give tilbage, det har han rigtig gerne ville.
Inge Lise Mateos
- Jeg er glad for at være her. Jeg føler også, det hjælper mig videre i min karriere, at jeg får inspiration her. Processen, hvor jeg har arbejdet sammen med de unge, har også været meget spændende, siger han.
Det var ikke kun inspiration, han fandt i sit ophold. Det var også første gang, han fik smag for den professionelle del af kunsten. Varde Gymnasium var de første, der købte et maleri af ham.
- Jeg tænkte ikke rigtig på, hvor mange penge jeg fik for det. Det var mere det, at der var nogen, der var interesseret i min kunst, fortæller han.
Tilbage til Varde mere end én gang
Igennem de 22 år, der nu er gået, har argentineren været på besøg adskillige gange. Han har ønsket at holde sit danske ved lige. Samtidig har han kunnet lære de danske unge, hvordan det spanske sprog lyder, når man er fra Argentina.
Det er gymnasielæreren Inge Lise Mateos, der har inviteret ham ind i undervisningen. Det startede med et tilfælde møde i Varde, da hun mødte ham til en udstilling.
- Personligt synes jeg godt om hans kunst. Det er nogle fantastiske farver. Det er dejligt, at det er lykkedes at få ham hertil og male, siger hun.
Det er også i hendes timer, at kunstmaleren har hjulpet med undervisningen i spansk.
- Det er sådan en dejlig historie, at han har gået her og har fået inspiration til at male, og at han nu vil give noget tilbage, fortæller Lise Mateos.
Et værk i fællesskab med elever
40 elever fra skolen har hjulpet med at udføre værket på væggene i gymnasiets musikhus. En af dem er Alizee Langer, der har hjulpet med at farvelægge kunstværket.
- Jeg kan godt lide at male, så det er interessant at hjælpe Gonzalo. Det er sjovt at male ting, som måske ikke giver mening for alle. Processen med at arbejde hårdt og til sidst se et smukt værk, det er spændende, fortæller hun.
Det er Sydbank Fonden, der har støttet Varde Gymnasium og Gonzalo Duport med 30.000 kr. til flybillet og ophold. Det bliver til et 14 meter langt værk, som officielt har fernisering den 1. november.
- Det har været kæmpe oplevelse at lære nye unge mennesker at kende, at forstå hvordan de har det i dag, og hvordan de tænker, fortæller Gonzalo Duport.
Han håber, at værket fremover skaber glæde.
- De skal føle glæde, de skal se de stærke farver. Det virker som en slags positiv psykologi, siger han.