Mand meldte hund skudt - nu er han tiltalt for falsk anmeldelse
Da en 38-årig mand meldte sin hund skudt i Ansager, skabte det utryghed i lokalområdet. Nu er han tiltalt.
I august sidste år indgav en 38-årig mand en anmeldelse til Syd- og Sønderjyllands Politi om, at to drenge havde skudt hans hund ved Kvie Sø i Ansager.
Der er nu rejst tiltale på baggrund af sagen.
Det er dog ikke de tre drenge, men manden der indgav anmeldelsen, der nu skal retsforfølges.
Syd og Sønderjyllands Politi har nemlig rejst tiltale mod manden for falsk anmeldelse.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Efter anmeldelsen om skyderiet indledte politiet en omfattende efterforskning, der har dannet grundlag for, at anklagemyndigheden har rejst en tiltale for falsk anmeldelse.
Manden er tiltalt efter en paragraf i straffeloven, der handler om, at det er strafbart at anmelde en strafbar handling, der ikke er fundet sted, til en offentlig myndighed.
Strafferammen er op til seks måneders fængsel.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi skabte omtalen af sagen om skyderiet ved Kvie Sø en del utryghed i lokalområdet.
Sagen skal for i Retten i Esbjerg. Hvornår vides endnu ikke.