59-årig fremstilles i sag om forsvunden bil
En 59-årig mand bliver torsdag klokken 11 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Her er han sigtet for frihedsberøvelse i en sag, hvor politiet onsdag efterlyste en bil.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyste onsdag klokken 13.49 en sølvgrå Opel Astra via det sociale medie Twitter. Allerede 14.39 var meldingen på selvsamme medie, at man havde fundet bilen og anholdt en mand.
I en pressemeddelelse udsendt samtidig kom det frem, at man havde afspærret Bakkevej i Varde som led i efterforskningen af sagen.
Den efterlyste bil blev fundet med hjælp fra borgere i Tistrup. Politiet vil anmode om at få lukket dørene ved grundlovsforhøret.