Politiet anholder mand efter fund af forsvundet bil
En mand er onsdag kort før klokken 14 blevet anholdt i forbindelse med efterforskningen i en sag, hvor politiet tidligere på dagen efterlyste en sølvgrå Opel Astra. Bilen er senere på dagen blevet fundet i Tistrup.
Politiet arbejder flere steder i politikredsen i forbindelse med efterforskningen. Et af stederne er på Bakkevej i Varde, som i samme forbindelse er afspærret.
- Det er tale om en sag med personfarlig kriminalitet. Lige nu er vi ved at sporsikre to gerningssteder, og derefter skal vi foretage en vurdering af, om vi skal have fremstillet en person i grundlovsforhør, siger vicepolitiinspektør Jan Lambertsen.
Vicepolitiinspektøren fortæller, at politiet er ved at være færdige med deres arbejde på gerningsstederne, så det varer ikke længe før, at afspærringerne bliver ophævet.
Indtil da opfordres borgere til at respektere afspærringen og følge politiets anvisninger.