Hun skiftede side i 11. time og snuppede borgmesterposten selv

Fanøs borgmester Sofie Valbjørn fra Alternativet foran hallens solceller. Foto: Thomas Hoffmann-Møller, TV SYD
A
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sofie Valbjørn (Alternativet) overraskede alle, da hun pludselig slog kløerne i borgmesterkæden på Fanø i 2017. Hun genopstiller ikke igen ved kommunalvalget i november. Nu ser hun tilbage på fire år med dårligt samarbejde.

Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste fornemmede, at Sofie Valbjørn fra Alternativet havde noget at fortælle, da hun spurgte, om hun måtte komme forbi. Det var om formiddagen den 9. december 2017 - 18 dage efter seneste kommunalvalg.

I begyndelsen troede hun, at Sofie Valbjørn ville springe fra deres aftale. Kristine Kaas Krog vidste, at Sofie Valbjørn var utilfreds med, at de ikke kunne få de andre partier med i en bredere konstituering til byrådet på den lille ø.

Jeg kan og kunne til enhver tid kigge mig selv i spejlet og sige, at jeg har gjort det her ordentligt.

Sofie Valbjørn

Kristine Kaas Krog var nogle dage forinden stået frem og fortalt, at hun blev den nye borgmester på Fanø efter Erik Nørreby (Venstre), som havde siddet på posten siden 2006. 

Der var lavet en konstitueringsaftale mellem Fanø Lokalliste, SF, Det Konservative Folkeparti og Alternativet, som pegede på Kristine Kaas Krog som borgmester. Det var et snævert flertal på seks mandater mod fem.

På gaden snakkede Fanøs borgere om den nye, unge og første kvindelige borgmester på den lille ø med 3.400 indbyggere.

Men sådan gik det ikke.

Humøret var højt, da Kristine Kaas Krog regnede med, at hun blev Fanøs nye borgmester. Foto: Thomas Larsen-Bjerre, TV SYD

Sofie Valbjørn havde det ikke godt med det, hun skulle sige til Kristine Kaas Krog, da de satte sig om hendes runde spisebord.

Nogle timer senere var alt forandret.

Nu fortæller Sofie Valbjørn, hvordan hun oplevede dagene i et nyt TV SYD-program om de forskellige dramaer, som hændte ved seneste kommunalvalg i 2017, og som kan ses søndag aften på TV SYD.

Konstitueringskaos

Efter kommunalvalget i 2017 var partierne Fanø Lokalliste, SF, Det Konservative Folkeparti og Alternativet enige om de fleste poster i deres konstituering. 

Men Kirstine Kaas Krog og Sofie Valbjørn arbejdede også på at lave en aftale, som fik flere partier med. Altså en bredere konstituering som inddrog Venstre, Miljølisten og Socialdemokratiet.

- Vi kæmpede for at lave den aftale, fordi vi var enige om, at det var vigtigt for Fanø og samarbejdet i byrådet, siger Sofie Valbjørn.

Hvad er konstituering?

I dansk kommunalpolitik (byråd, regionsråd etc.) er konstitueringen den proces, hvor borgmester- og andre poster besættes. Konstitueringsprocessen begynder som regel på valgaftenen og munder ud i en skriftlig konstitueringsaftale, der - udover aftalen om fordelingen af poster - også kan indeholde politiske hensigtserklæringer, men ikke nødvendigvis gør det.

Kilde: Wikipedia

En uge efter valget lavede Kristine Kaas Krog et opslag på Facebook, hvor hun inviterede de andre partier i Fanø Byråd ind til en bredere konstituering. Partierne bag den oprindelige konstituering var rystede. De følte sig forrådt og ikke inddraget.

Aftalerne faldt til jorden med et brag. Det stod klart for Sofie Valbjørn, at hendes drømme for det politiske arbejde ikke var realistiske.

- Det ville ikke fungere i praksis. Der var en fastlåst tilgang og ikke vilje til at lave løsninger, siger hun.

De tilbageværende partier var ifølge Sofie Valbjørn ikke tilfredse med deres indflydelse i en bredere konstituering og erklærede, at de ville være i hård opposition.

Sådan så det ud, da Sofie Valbjørn stod frem og kaldte sig selv borgmester på Fanø. Til venstre ses Erik Nørreby fra Venstre og til højre Niels Heinel fra Miljølisten. Foto: John Melin, TV SYD

- Der var jeg modløs og bekymret for, hvordan byrådsarbejdet ville gå. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg kunne bidrage til at løse den her knude. Men så fik jeg en henvendelse fra Erik Nørreby (V) med et tilbud, siger hun.

”Det kan jeg ikke se for mig, men…”

Erik Nørreby sad i byrådet for Venstre og havde været borgmester på Fanø siden 2006. 

Ifølge Sofie Valbjørn foreslog han hende en anden løsning end den, som Sofie Valbjørn og Kristine Kaas Krog havde arbejdet på. 

Men Sofie Valbjørn var betænkelig.

- Han foreslog, at jeg stillede mig i spidsen. Min første reaktion var, at det kunne jeg slet ikke se for mig. For det første kunne jeg ikke se, hvordan vi politisk skulle kunne blive enige om en konstituering, som gav mening fra mit perspektiv. Jeg var gået til valg på Kristine Kaas Krog som borgmester, og det var jo fordi, at jeg ikke syntes, at den måde, Venstre drev Fanø kommune, var den rigtige måde, siger Sofie Valbjørn.

Jeg følte mig ydmyget og sat til skue. Det var ubehageligt.

Kristine Kaas Krog

Derudover havde hun aldrig set sig selv som borgmester. Hun brød sig ikke om at diskutere, hvem hun pegede på som borgmester. 

Hun var jo debutanten fra det dengang unge parti Alternativet, der to år forinden var stormet ind på Christiansborg med ni mandater ved valget i 2015. Alternativet havde aldrig siddet på en borgmestertaburet. 

Der var altså ikke erfaren hjælp at hente i baglandet.

Men Sofie Valbjørn fik løfter. Den nye gruppe ville være imødekommende over for Sofie Valbjørns politiske temaer som grøn omstilling, involvering af borgere og nye måder at arbejde på. Derudover fik hun også et andet løfte.

- De var indstillet på at hjælpe mig med at finde mig til rette i borgmesterrollen og understøtte mig - især i den første periode, hvor jeg fik brug for det. Så derfor endte jeg med at sige, at det kan godt være, at jeg kan løfte det her, siger Sofie Valbjørn.

Jeg fortalte hende, at jeg var blevet tilbudt borgmesterposten. Min oplevelse var, at det kom meget bag på hende.

Sofie Valbjørn

Dermed var banen kridtet op til, at hun blev tronraner på Fanø.

Men først tog hun forbi Kristine Kaas Krog, som dagen før havde udråbt sig selv til borgmester.

En tur om det runde bord

Da de sad rundt om bordet, leverede Sofie Valbjørn den ødelæggende besked.

- Jeg fortalte hende, at jeg var blevet tilbudt borgmesterposten. Min oplevelse var, at det kom meget bag på hende, siger Sofie Valbjørn.

Luften blev slået ud af Kristine Kaas Krog, som på et øjeblik så sin drøm smuldre. Hun var sikker på, at de holdt fast i deres aftale. I hendes verden løber man ikke fra aftaler.

- Det var et personligt nederlag på en offentlig scene. Jeg følte mig ydmyget og sat til skue. Det var ubehageligt, sagde Kristine Kaas Krog til Fanøposten i november 2018.

Sådan så det ud i 2017, da Sofie Valbjørn blev valgt ind i Fanø byråd. På trods af kritik og forsøg på retningslinjer for et sundt arbejdsmiljø blev tonen aldrig god i Fanø byråd. Foto: John Melin, TV SYD

Hun blev tilbudt at indgå i en ny konstituering med den nye gruppe partier, men det takkede hun nej til. 

Efterfølgende udtalte hun til Fanøposten, at hun kommunikerede sin strategi om et bredere samarbejde klodset ud på Facebook, men at hun også føler, at partierne i den gamle konstituering overreagerede.

Senere samme dag trådte Sofie Valbjørn frem foran Fanøs rådhus med Erik Nørby fra Venstre på den ene side og Niels Heinel fra Miljølisten på den anden side. For rullende kameraer fortalte hun om den aftale, hun havde indgået med Venstre, Socialdemokratiet og Miljølisten.

- Jeg var rolig og afklaret med, at jeg havde gjort alt for at finde en anden løsning. Jeg kan og kunne til enhver tid kigge mig selv i spejlet og sige, at jeg har gjort det her ordentligt, siger Sofie Valbjørn om de dramatiske dage på Fanø.

Dronning Margrethe besøgte Fanø den 1. september 2021. Her blev hun vist rundt af Sofie Valbjørn (th). Dronningen havde ikke været på øen siden 1957. Foto: Fanø Kommune

Nu var debutanten den nye borgmester på Fanø. Det krævede dog ikke erfaring at mærke det arbejdsmiljø, som prægede byrådet de næste fire år.

Hvad så nu?

De fire år er gået. Kristine Kaas Krog er ikke længere en del af politik. Sofie Valbjørn vil ikke være borgmester mere.

- I få sætninger har de sidste fire år været spændende, meningsfulde og til tider hårde og svære, siger Sofie Valbjørn.

Traumet fra kommunalvalget 2017 sad dybt i medlemmerne i det nye byråd. Det stod klart for Sofie Valbjørn, at der var sår, som skulle heles, og at det ville tage tid. Det nye mindretal i byrådet, som bestod af Fanø Lokalliste, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, erklærede ifølge Sofie Valbjørn, at de var i hård opposition.

Men hun var alligevel overrasket over, hvor vrede og skuffede mindretalsgruppen var på hende.

Forsøg på god tone på Fanø rådhus

Det dårlige arbejdsforhold på Fanø rådhus blev flere gange adresseret. 

Blandt andet anbefalede Økonomi- og planudvalget i efteråret 2019 retningslinjer for godt og konstruktivt samarbejde i Fanøs byråd. Det skrev JyskeVestkysten.

- Vi anerkender og viser respekt for andres holdning og går altid efter bolden - også når vi er uenige. Vi taler pænt, anstændigt og respektfuldt med hinanden ved møder og om hinanden i læserbreve, på sociale medier eller på anden vis, lød en af retningslinjerne.

- De troede ikke på, at jeg kunne løfte opgaven som borgmester, og helt åbenlyst gav de udtryk for, at de ville gøre livet svært for mig, siger Sofie Valbjørn.

Ifølge hende arbejdede hun intenst de første seks måneder på at samle byrådet igen, da røgen fra kommunalvalget havde lagt sig. Hun drømte om at forene partierne, og hendes vision var at lave politik tæt på borgerne på øen.

Men sårene efter valget var for dybe.

- Det lykkedes ikke. Jeg har været utroligt tålmodig og accepteret, at processerne tog længere tid, fordi der var brug for tryghed og tillid. Men efter to år kunne jeg ikke vente længere. Jeg havde en forpligtelse over for Fanøs borgere og blev nødt til at skabe resultater, erkender hun.

Det ærgrer Sofie Valbjørn, at hun ikke forløste det potentiale, hun så i en kommune så lille som Fanø. 

Mange beslutninger i byrådet er foretaget ved afstemninger seks mod fem. Det lille flertal mod det store mindretal.

Den 10. januar i år skrev hun så på Facebook, at hun ikke genopstillede ved det kommende valg den 16. november. En beslutning hun havde tumlet med længe. Hun mener, at det dårlige samarbejde i byrådet gør, at beslutninger simpelthen tager for lang tid.

Men hendes udmelding har også haft en overraskende virkning.

Til nytårsskiftet slutter Sofie Valbjørns borgmestervagt. Foto: John Melin, TV SYD

- Samarbejdet er blevet væsentligt bedre. Så de seneste måneder har jeg da tænkt, at hvis det kan være så godt, så skulle jeg måske alligevel genopstille. Men det gør jeg ikke. Jeg er afklaret med, at mine kræfter kan bruges på en anden måde for Fanø.

På selve valgdagen skal hun være med til at styre valget på Fanø, og den 31. december forlader hun borgmesterkontoret for sidste gang. 

Kommune frygter, at det bliver sværere at rekruttere efter ny reform

Akutsygeplejerskerne på kontoret inden de skal ud på aftenens opgaver. Foto: Christina Hoffmann-Møller, TV SYD
Udgivet

Regionerne skal overtage akutsygeplejen og den specialiserede genoptræning fra kommunerne. Det er man kede af i Sønderborg Kommune, hvor man frygter, at det kan give endnu større rekrutteringsudfordringer i fremtiden.

Der er bekymrede miner i Sønderborg Kommune her i dagene efter at regeringen lancerede den nye sundhedsreform.

Den indeholder 50 forskellige initiativer, som har til hensigt at gøre op med uligheden i det danske sundhedsvæsen. Selvom regeringen ifølge formanden for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, Didde Lauritzen (S), har fat i noget af det rigtige i reformudspillet, så er der særligt en ting, som bekymrer udvalgsformanden.

Regionen skal overtage akutsygeplejen og den specialiserede genoptræning fra kommunerne.

- Der er ingen tvivl om, at vores akutteam og specialiserede genoptræning er en meget stor dynamo på vores faglige udvikling. Det er centrum for den faglige udvikling vi gøre rigtig meget ud af at skabe. Hvis man tager dem væk, så er vi rigtig bekymrede for, om vi kan blive ved med at rekruttere og følge med de høje faglige krav, som vi stiller til os selv, siger Didde Lauritzen (S), formand for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune Foto: Christina Hoffmann-Møller

Hos Sønderborg Kommune er man kede af den beslutning fordi, at akutsygeplejen med udvalgsformandens ord "er flettet sammen, arbejder sammen og hænger tæt sammen" med hjemmeplejen.

Den specialiserede genoptræning hænger sammen med den almene genoptræning.

- For os er det en udfordring fordi, det er to funktioner, som vi har løftet i så mange år, så det er dybt kørt ind i hinanden. Så forestillingen om, at man bare lige kan skære ned mellem de to og skille dem ad, det kan vi slet ikke se for os, fortæller udvalgsformanden og fortsætter:

- Det samme er gældende på genoptræningsområdet. Tanken om at man bare kan skære en del af genoptræning fra og lægge den over i en anden sektor, det er for os at se utopi.

Frygter modsat effekt

Didde Lauritzen frygter, at det kan komme til at have den modsatte effekt end det, der egentlig var hensigten - bedre rekruttering og højere faglighed.

Hun fortæller, at man i Sønderborg Kommune har investeret meget for at være et attraktivt sted at søge arbejde, især når man som yderkommune skal "arbejde benhårdt" for at rekruttere til fagområder, hvor der er brug for flere og flere hænder på grund af den voksende gruppe ældre borgere.

Akutsygeplejerskerne i Sønderborg kommer fremover til at høre under Region Syddanmark i stedet for Sønderborg Kommune. Foto: Christina Hoffmann-Møller

Derfor frygter hun, at det nu bliver sværere at rekruttere folk, fordi man mister akutsygeplejen og den specialiserede genoptræning. To områder, som hun kalder for dynamoen for den faglige udvikling.

Bekymringen hos Sønderborg Kommune

Akutsygeplejens opgave er at forebygge indlæggelser af borgere gennem behandling i eget hjem.

Men bliver akutsygeplejen taget fra kommunerne, så frygter man i Sønderborg, at det bliver sværere for kommunen at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, fordi de fagligt stærke arbejdsmiljøer forsvinder.

Og manglen på dygtige medarbejdere kan i sidste ende betyde dårligere behandling af borgerne, ifølge Didde Lauritzen (S), formand for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune.

Ifølge folketingsmedlem og sundhedsordfører Christoffer Melson (V), der er valgt i Vejle Nordkredsen, er der flere årsager til, at man vil flytte opgaven med akutsygeplejen og den specialiserede genoptræning over til regionerne.

Christoffer Melson, sundhedsordfører for Venstre. Foto: Jonatan Dybro, TV SYD

En af dem er, at dem, der har investeringen i dag ikke også har gevinsten.

- Det vil sige at ved at lave en god indsats i hjemmet i behandlingen af mennesker, som forhindrer dem i at komme på sygehuset, så er det i dag kommunerne, der har omkostningerne, men regionen, der har gevinsten. Derfor peger rigtig mange på - inklusiv den her strukturkommission - at der bliver underinvesteret i det, og derfor ender for mange på sygehusene, siger han.

En kattelem

I det nye reformudspil er der dog en kattelem.

I de nye sundhedsråd, som i dette tilfælde vil inkludere politikere fra de fire sønderjyske kommuner (Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev red.) og Region Syddanmark, kan den enkelte kommune få lov til fortsat at beholde akutsygeplejen og den specialiserede genoptræning.

- Hvis man nu har en kommune med et velfungerende setup, så kan kommunen få lov til at løse den for regionen, fortæller Didde Lauritzen.

Hun frygter dog, at det kan blive svært at lykkes med det projekt, da sundhedsrådene kommer til at have et flertal af medlemmer fra regionerne og at man som kommune kan ende med at blive afvist af regionens flertal.

Til det siger Venstres sundhedsordfører Christoffer Melson.

- Der må man jo have tillid til folkestyret og håbe på, at hvis Sønderborg kan stille med en løsning, som er bedre og billigere end det regionen selv ville kunne drive, at man så kan se fornuften i den løsning. Men det er rigtigt at vi har taget et valg om, at ansvaret for, hvem der skal stå på mål for løsningen og at kvaliteten er rigtig vil være de her sundhedsråd, hvor der vil være et flertal af regionsrådsmedlemmer, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få dagens vigtigste nyheder direkte i din indbakke

2/2

Nu skal vi blot bruge dit navn og dit samtykke

Stage 3

Ifølge sundhedsordføreren må regeringen kigge på andre tiltag, så man kan hjælpe kommunerne i forhold til at ansætte den tilstrækkelige arbejdskraft og de rigtige kvalifikationer.

- Der kan man jo have en debat om, hvor meget det betyder, for det er trods alt relativt få akutsygeplejersker kommunerne har ansat i dag i forhold til det samlede antal plejepersonale. Så der kan være forskellige syn på, hvor stort et problem det vil give dem rekrutteringsmæssigt, at der ikke er en akutsygeplejerske, som de fleste hjemmeplejere nok alligevel ikke har så meget kontakt med. Men det må man tage en dialog med kommunerne om, om de kan gøre yderligere for at hjælpe dem med at rekruttere i den situation, siger han.

Hos Sønderborg Kommune vil man nu gå i dialog med Kommunernes Landsforening og finde ud af, hvor de andre kommuner står i denne sag.

- Der er helt sikkert nogle små kommuner, som synes, at det her kan være en god løsning, mens der er flere, som har det som os, siger sundhedsudvalgsformand i Sønderborg Kommune, Didde Lauritzen.

TV SYD har forsøgt at få en kommentar fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), men hun har ikke haft mulighed for at stille op til interview.

I et skriftligt svar siger hun:

- Jeg er fuldt ud opmærksom på, at der flere steder i landet er mangel på sygeplejersker og andet sundhedspersonale, og derfor er det også vigtigt, at de nye sundhedsråd, hvor der både er repræsentanter for den enkelte region og en række kommuner, får koordineret indsatserne og brugt ressourcerne bedst muligt, så man spiller hinanden stærke og får skabt attraktive arbejdspladser.

Parti på Fanø jubler ikke over mange færgeafgange - Overvejer nu turistskat

Lasse Harder Schousboe klapper bestemt ikke i hænderne over rekordmange færgeafgange. Han frygter for at turisterne ødelægger naturen på vadehavsøen. Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Udgivet

Flere færgeafgange vil øge trykket på den unikke natur på vadehavsøen og fremmer ikke bosætningen, siger Enhedslistens mand i Fanø byråd.

- Vi skyder os selv i foden, hvis vi bliver ved med at få flere turister til Fanø.

Ordene kommer fra Enhedslistens byrådsmedlem Lasse Harder Schousboe.

Så mens mange andre - politikere, erhvervsfolk og borgere - på Fanø klappede i hænderne over Molslinjens udmelding om rekordmange færgeafgange til næste år, så klappede han og partiet bestemt ikke med.

- Erhvervslivet på Fanø vil gerne have flere turister. Vi anerkender, at Fanø lever af turismen, men hvis vi skal bevare den skønne og unikke natur, så er der også en grænse for, hvor mange mennesker, der kan besøge øen. Mange besøgende peger på roen, som de kan finde på Fanø. Det varer bare ikke ved, hvis Molslinjen øger antallet af afgange år efter år, siger Lasse Harder Schousboe.

Fanø-færgen sejler Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Turistskat

Nu peger han på en turistskat som en mulighed for at regulere antallet af turister. Sidste år var antallet af overnatninger på Fanø 868.681 ifølge VisitDenmark. I det første halvår i år lyder tallet på 480.295. Dertil kommer de mange éndags-turister.

- Jeg har lige været i Østrig og skulle betale 5 euro for en overnatning på et hotel. Så det kan lade sig gøre indenfor EU, siger Lasse Harder Schousboe.

Andre steder i verden indfører politikere skatter eller andre regler for at styre turiststrømmen. Også i Danmark er der forslag om det. Flere partier i den københavnske borgerrepræsentation vil indføre en turistskat i hovedstaden. 

Tidligere har erhvervsminister Morten Bødskov (S) afvist forslaget. Men nu har partierne SF, Alternativet og Enhedslisten sendt fire modeller for en potentiel turistskat til Erhvervsministeriet og bedt ministeren forholde sig til dem. 

- Jeg ved selvfølgelig godt, at der skal en lovændring til, hvis det skal indføres. Nu afventer vi med spænding, hvad der sker i sagen om København, siger Lasse Harder Schousboe.

Færgeafgange 2025

Fanø Kommune og Molslinjen er blevet enige om et udspil, som både betyder rekordmange afgange og billetpriser, der forbliver på et historisk lavt niveau

Aldrig har færgerne sejlet så ofte imellem Fanø og Esbjerg, som de kommer til i 2025. Her vil overfarten for første gang nogensinde runde 35.000 afgange, hvilket svarer til næsten 100 afgange i døgnet i gennemsnit.

Samtidig kan de rejsende glæde sig over, at priserne forbliver på samme niveau som i 2024, hvor man med prisfald på over 40 pct. på årskort og personbilsaftaler samt gratis sejlads for alle børn og unge mellem 0 og 17 år året rundt, sikrede historisk lave færgepriser for øens borgere.

Kilde: Fanø Kommune

Christian Lorenzen, byrådsmedlem for de konservative på Fanø, undrer sig over Enhedslistens manglende begejstring for flere færgeafgange .....

Ikke farbar vej

Afventer. Det gør også byrådsmedlem Christian Lorenzen, de konservative.

- Jeg tror vi bare skal slå fast, at en kommune ikke kan udskrive skatter. Og altså heller ikke en turistskat. Så den vej er ikke farbar nu. Vi kan ikke bruge “fugle på taget” til noget, hvor vi står lige nu, siger han.

Det konservative byrådsmedlem har dog respekt for, at Enhedslisten ønsker en debat om det øgede tryk, som turisterne udgør. En debat, som allerede løbende finder sted, men han er klar til at gøre den mere formel og afklaret.

- Vi har jo under corona-krisen oplevet en situation, hvor der kom så mange turister, at det var over bristepunktet. Der skal vi ikke hen igen, siger han.

For mange biler

Lasse Harder Schousboe erkender, at det private selskab kapitalfonden Molslinjen spiller en afgørende rolle.

- De ser jo en god forretning i at kunne transportere flere folk på færgerne, men vi som kommune bliver nødt til at diskutere, hvor mange turister, vi på Fanø har lyst til at have. Og den holdning skal så indgå i dialogen med Molslinjen.

- Men er mange afgange ikke et gode for Fanø-borgerne?

- Vi ønsker flere afgange i ydertiderne, hvor fastboende ikke kan komme til øen, hvis de for eksempel har et arbejde, hvor de arbejder til sent. Men flere vil forstørre det miljømæssige fodaftryk, når der både kommer flere færgeafgange og dermed også en potentiel risiko for flere biler på øen. Dem er der i forvejen mere end rigeligt af, siger Lasse Harder Schousboe.

Urimelig tone

At Enhedslisten ikke klapper i hænderne over de mange flere og billige afgange forstår Christian Lorenzen ikke. Og han mener, at tonen overfor rederiet Molslinjen er urimelig.

- De er jo netop med til at gøre det nemmere for os øboere at passe et arbejde udenfor "normale" tidspunkter. Jeg tager ofte til København sent om aftenen, og jeg har da flere gange været eneste passager på færgen . Det kan kun lade sig gøre, hvis vi har afgange, der har høj belægning. Skulle de kun tænke på penge, ville de jo ikke have de afgange med tynd belægning, siger han.

750 pendler dagligt fra Fanø. Cirka 300 pendler dagligt til Fanø.

- Så en historisk billig færgedrift med en høj regularitet er da ubetinget et gode, ikke mindst også i et bosætningsperspektiv, mener han.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com