Vejle-musiker stillede dronningen et modigt spørgsmål foran hele Danmark
Kronprinsesse Mary måtte tørre tårer væk, da Malte Ebert optrådte med en sang, han havde skrevet særligt til dronning Margrethe.
Søndag løb det store gallashow af stablen, hvor dronning Margrethes 50 års regeringsjubilæum blev fejret. Det skete med en række store øjeblikke og optrædener, men der var særligt én, der skilte sig ud.
Foran hele Danmark havde popsanger Malte Ebert, der er født og opvokset i Vejle-området, en modig henvendelse til dronning Margrethe:
- Må jeg kalde Dem for du?
Spørgsmålet var en del af en sang, som Malte Ebert har skrevet særligt til dronningen i anledning af jubilæet.
Til klavermusik indledte han sangen med stroferne: ”Første gang jeg så Dem, var jeg syv år, klistret til skærmen, det var nytår. Deres tale var så smuk.”
Da kameraet stillede ind på dronningen, anede man et skeptisk udtryk, mens hun vendte blikket nedad. Noget, som Malte Ebert også fornemmede fra scenen.
- Jeg vil sige, at ved de første linjer var der en lille smule skepsis, sagde han efter gallashowet til TV 2.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs for at synge den her sang
Malte Ebert, sanger
Men da han kort efter sang stroferne: ”Jeg har hørt, De ryger Kings, jeg kunne være deres prince”, kunne man se smilene brede sig i salen.
- Der kunne jeg mærke, at nu har jeg dem, og nu går jeg planken ud, lød det fra Malte Ebert.
"Må jeg kalde Dem baby?"
Ud fra reaktionerne i publikum så gæsterne ud til at nyde sangerens tur ud ad planken.
Da han brød ud i omkvædet og sang til dronning Margrethe: ”Vil De lade mig kalde Dem for du?”, kunne kronprinsesse Mary ses med et bredt smil, mens hun tørrede tårer væk.
Og hurtigt var det skeptiske udtryk afløst af et smil hos dronningen, særligt da han så ned mod hende og spurgte: ”Må jeg kalde Dem baby?”.
Men den særlige sang var ikke den eneste overraskelse, som Malte Ebert havde planlagt.
- Da jeg så sang: ”Må jeg kalde Dem baby”, og fik øjenkontakt med Hendes Majestæt, og hun grinede, så tænkte jeg, at nu bliver jeg nødt til at gå ned og give hende en rose, sagde han.
Det er uden tvivl et af de største øjeblikke i mit liv
Malte Ebert, sanger
Og ganske rigtigt trådte han ned fra scenen og gik på knæ for dronningen, der smilende tog imod sangerens røde rose.
- Jeg er utrolig glad og meget lettet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs for at synge den her sang. Og at gå ned og give Hendes Majestæt en blomst var jeg også virkelig nervøs for og i tvivl, om jeg skulle gøre.
Stor ros til sangeren
Malte Ebert afsluttede sin optræden med et buk for dronningen, og efter showet lagde han heller ikke skjul på, hvor meget det betød for ham.
- Det er uden tvivl et af de største øjeblikke i mit liv at få lov at spille for den her forsamling og med en spritny sang, som ingen har hørt før. Det var stort.
Tager man et kig rundt på sociale medier, er der også stor hyldest til sangeren for at overraske med den både modige og grænsesøgende sang.
Tilbage står spørgsmålet, om Malte Ebert så gerne må kalde dronningen for "du"?
- Det ved jeg ikke. Hun gav jo et lille nik, men jeg må vente og høre, om vi er blevet dus. Det tænker jeg, vi er, siger Malte Ebert.