Danskere har hæklet hundredvis af versioner af Dronning Margrethe
Lørdag åbner en ny udstilling på Kongernes Jelling, der fejrer Dronning Margrethes 50 års regentjubilæum.
- Jeg kan slet ikke lade være med at være kreativ.
Sådan lyder det fra Mette Nørregaard Christensen, der sidder hjemme i sin sofa og har godt gang i hæklenålen.
Hun kalder sig selv for håndarbejdsnørd, og nyder at bruge tid på stort set alt, der er en smule kreativt.
- Jeg står gerne en halv time tidligere op hver dag, så jeg kan strikke, hækle eller brodere, mens jeg får min morgenkaffe, siger Mette Nørregaard Christensen.
Vi føler, at vi deler denne udstilling med alle, der har haft hæklenålen igang
Mette Sørensen, Museumsvært, Kongernes Jelling
Frivillige hækler Margrethe
Derfor var hun heller ikke i tvivl om, at hun skulle bidrage til en ny særudstilling på Kongernes Jelling.
Udstillingen markerer Dronning Margrethes 50 års regentjubilæum, og består af to dele. Den ene del hedder Den Hæklede Kongerække. Her kan man se alle 53 danske regenter i hæklede format, helt fra Gorm Den Gamle til vores nuværende Dronning Margrethe.
Den anden del hedder Danmark Hækler Margrethe, og den består af over 150 forskellige hæklede versioner af Dronning Margrethe, som helt almindelige danskere har lavet og sendt til museet.
- Det er ret fantastisk, at så mange har haft lyst til at være med i denne udstilling, siger Mette Sørensen. Hun er museumsvært på Kongernes Jelling og er med til at skabe udstillingen.
- Vi føler, at vi deler denne udstilling med alle, der har haft hæklenålen igang, og vi er meget taknemmelige til alle, der har hjulpet, siger hun.
En blev til fem
Og det er altså til denne del af udstillingen, den selvudnævnte håndarbejdsnørd har hæklet Dronning Margrethe. Men en figur var ikke nok til at stille den kreative tørst. Derfor fortsatte hun først med endnu en Dronning Margrethe, og derefter Gorm Den Gamle, Thyra Dannebod og Harald Blåtand.
- Det giver bare en helt basal følelse af tilfredsstillelse, når man på den måde kan lave et produkt med sine hænder, siger Mette Nørregaard Christensen.
Hun har altid interesseret sig for at kombinere det kreative håndarbejde med historiske aspekter. Derfor har hun blandt andet lavet strikkeopskrifter til vanter med motiv af Jellingestenen.
- Det motiverer mig helt enormt, når man på den måde bliver spurgt om at lave en figur til en udstilling. Derudover er det også en god måde at engagere publikum på, siger Mette Nørregaard Christensen.
Gør noget unyttigt
Idéen til udstillingen stammer fra Christine Sørensen. Hun har lavet de 53 hæklede regenter, som hun har arbejdet på de seneste år.
- Det hele udspringer af Dronningens nytårstale i 2017. Der opfordrede hun os alle til, at vi skulle gøre noget, der ikke er nødvendigt. Noget unyttigt, fortæller Christine Sørensen.
Den opfordring tog hun til sig, og begyndte at hækle den danske kongerække.
- Jeg vidste godt, at det var en stor opgave, men det var rart at have noget, at koble af med, siger hun.
Da hun startede, havde hun ingen idé om, at det en dag ville ende på et museum som en hyldest til det danske kongehus.
- Det var noget, jeg gjorde for mig selv, og jeg har virkelig nydt det.
Hun lagde billeder af sine figurer op på Instagram, og der opdagede Kongernes Jelling dem.
- Vi ville rigtig gerne lave noget med de hæklede figurer, fordi vi synes, de var så fine, siger museumsværten Mette Sørensen, og fortsætter:
- Og vi håber, at de mange figurer, der ofte har et særligt karaktertræk fra regenterne, får folk til at tænke en ekstra gang over de danske konger, og hele historien om det danske kongehus.
Udstillingen kan ses fra lørdag på Kongernes Jelling frem til nytår.