Midt i glæden sagde Esbjerg farvel til verdens bedste
Vilde Mortensen Ingstad spillede torsdag sin sidste kamp for Team Esbjerg. Hun siger farvel efter syv sæsoner i klubben.
- Det er noget lort.
Selvom Mette Tranborg siger det med et stort smil, er det tydeligt, at hun mener det. Vilde Mortensen Ingstads farvel til Team Esbjerg er en kæmpe bet for den nykårede mester.
- Det er sindssygt, hvad Vilde har bidraget med i den her klub. Det er helt vildt at tænke på, at vi har haft verdens bedste stregspiller til rådighed i så mange år. Og det er et kæmpe tab, at hun skal væk – men jeg forstår godt, at hun skal prøve noget nyt og vise, hvad hun kan i udlandet. I Bucuresti er de sindssygt heldige at få Vilde til klubben, uddyber Mette Tranborg.
Vilde Mortensen Ingstad har spillet i Team Esbjerg siden 2016. Torsdag rundede hun kamp nummer 299 og mål nummer 1000, da Esbjerg udraderede Odense i den anden DM-finale og dermed blev dansk mester.
Vilde Mortensen Ingstads meritter:
To VM-titler
To EM-titler
Tre danske mesterskaber
Tre pokaltitler i Danmark
To Super Cup-sejre
- Det var stort at opleve et DM-guld på hjemmebane. Helt vildt, siger Vilde Mortensen Ingstad.
Hendes Esbjerg-exit blev meldt ud tilbage i december 2022 under overskriften ’Vilde Mortensen Ingstad har truffet sin sværeste beslutning’. Senere blev det også offentligt, at hun efter sommerferien fortsætter karrieren i rumænske CSM Bucuresti, som hun har lavet en toårig aftale med.
Lyn-analyse
Bent NyegaardHåndboldekspert, TV 2 SPORT
- Hun er verdens bedste stregspiller, og det er en forbandet skam, at Vilde Mortensen Ingstad ikke er i den danske liga til næste år.
- Jeg er virkelig ked af at skulle af sted, og jeg har gået mange runder om mig selv både før og efter, jeg satte min signatur på kontrakten. Men jeg tror, det er på tide at prøve noget nyt. Og så ser jeg tilbage på de år her med mange gode minder. Jeg er virkelig taknemmelig for at have været i Esbjerg, siger Ingstad.
- Jeg har tilbragt næsten alle mine år i 20’erne her, så jeg er på en eller anden måde blevet voksen her. Jeg har lært meget som håndboldspiller, men jeg føler også, at jeg har lært meget som menneske. Jeg har mødt mange skønne personer både i og uden for klubben, og det sværeste ved at tage af sted er, at jeg skal sige farvel til dem.