Grillaften endte med bøde på mindst 5.000 kroner
Der gælder et afbrændingsforbud i 15 kommuner landet over fra fredag morgen.
Et grillarrangement i et skovområde ved Nysø syd for Varde har torsdag aften fået et kedeligt efterspil.
To mænd og en dreng holdt en grillaften på en shelterplads i et skovområde, hvor de havde tændt op i en kulgrill.
Men i Varde har der siden klokken 09.00 torsdag morgen været et afbrændingsforbud i hele kommunen, og derfor falder hammeren nu.
Det oplyser Richard Borring, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV 2.
Politiet fik en anmeldelse om episoden klokken 17.42 og rykkede straks ud til skovområdet.
- En 38-årig mand har taget ansvaret og er blevet sigtet for at overtræde afbrændingsforbuddet, siger vagtchefen og uddyber:
- Det står tydeligt i loven, at man må ikke bruge en kulgrill i naturen, hvor der gælder et afbrændingsforbud. Det skyldes, at en kulgrill kan give gnister og let antænde en brand.
Den 27-årige mand og den 17-årige dreng, der også var til stede, vil muligvis også blive sigtet i sagen.
Dette vil Syd- og Sønderjyllands Politi dog først afgøre fredag.
- Den 38-årige mand kan se frem til en bøde på mindst 5.000 kroner, forklarer Richard Borring.
Hvis de to andre implicerede bliver sigtet kan de ligeledes se frem til en firecifret bøde.
Grillaftenen udviklede sig heldigvis ikke til en decideret brand i skoven, lyder det fra politiet.
Afbrændingsforbud i 15 kommuner
I alt 15 kommuner er fra fredag klokken 09.00 omfattet af et afbrændingsforbud.
Det gælder følgende kommuner på Sjælland:
Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Gribskov (Tisvilde Hegn), Halsnæs (Tisvilde Hegn), Helsingør (fra fredag klokken 8.00) og Lejre (fra fredag klokken 9.00).
Samt i Jylland og øerne:
Esbjerg, Varde, Tønder, Sønderborg (fra fredag klokken 8.00), Odder (Tunø), Norddjurs (Anholdt), Samsø samt Bornholm.
Yderligere to sigtelser
Yderligere to personer er torsdag blevet sigtet for overtrædelse af afbrændingsforbuddet.
Det oplyste vagtchef Richard Borring tidligere på aftenen til TV 2.
- Begge sager stammer fra Esbjerg Kommune, siger han.
Vagtchefen ønsker ikke at gå i detaljer om de specifikke forhold, men han oplyser, at de to personer er blevet sigtet torsdag eftermiddag mellem klokken 13 og 14.
- De kan i udgangspunktet se frem til en bøde på 5.000 kroner, oplyser Richard Borring.
Han pointerer, at bødestørrelsen afhænger af alvoren af den enkelte situation og eventuelle skaders omfang.
Richard Borring opfordrer til, at danskerne i denne tørre tid, mens tørkeindekset er helt i top, bruger deres sunde fornuft med hensyn til brug af ild i naturen.
- Er man det mindste i tvivl, om man overtræder afbrændingsforbuddet, så lad være med at tænde ild, lyder det fra vagtchefen.
Reglerne for afbrændingsforbuddet findes på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.