Disse ting må du ikke under et afbrændingsforbud - sådan skal du forholde dig i tørken
Sidste år rykkede brandvæsenet ud til 243 brande efter uforsigtig brug af grill og bål. Se listen over ting, du skal være opmærksom på under et afbrændningsforbud.
Brandvæsenet rykkede i 2022 ud til 243 brande, fordi folk var uforsigtige med grillen eller bålet ude i naturen.
I to ud af tre tilfælde var brandårsagen aske, som var blevet smidt væk uden at være slukket ordentligt bagefter. Det kan nemlig tage over et døgn, før aske og kulrester er helt kolde og fri for gløder.
I denne tørre sommer, hvor tørkeindekset er helt i top og naturen knastør, er der derfor al mulig grund til at tænke sig om.
I de tre vestjyske kommuner Varde, Esbjerg og Fanø samt i sønderjyske Sønderborg er der indført afbrændingsforbud. På Rømø ligeså. I resten af Syd- og Sønderjylland overvejer beredskaberne stadig situationen her i dagene op til sankthansbålene næste fredag.
Når der foreligger et afbrændingsforbud, er det ikke tilladt at
Grille
Ryge i naturen
Lave bål og åben ild udendørs
Bruge genstande, der skaber gnister, gløder eller flammer udendørs
Når der ikke foreligger et afbrændingsforbud, kommer her et par gode råd til at undgå brand i naturen.
Brug dertil indrettede bålpladser, hvis du skal tænde et bål eller grill
Hav altid vand klar ved bålet og hold altid afstand til bevoksning
Tænd aldrig bål, hvis det blæser meget eller er meget tørt
Tænd aldrig bål tæt på buske og træer, eller hvis ilden kan brede sig
Tænd aldrig bål uden en voksen i nærheden
Sørg altid for at slukke gløderne helt, inden du forlader bålet
Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – få gnister kan starte en brand
Smid ikke cigaretskod og lignende i naturen
Parker ikke en varm bil i højt tørt græs, katalysatoren kan antænde en brand
Efterlad ikke flasker i naturen. Flasker kan i solen virke som brændglas
Brug kun åben ild i stille vejr
Parker aldrig din bil i høj, tør vegetation
Sikker brug af ukrudtsbrænderen:
Ukrudtsbrænderen skal være DG-mærket
Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
Hav en vandslange eller andet tæt på, som du kan slukke en eventuel brand med
Husk god afstand til bygninger, biler og hække
Tjek efter, at du ikke efterlader gløder, når du er færdig
Gå aldrig fra en tændt ukrudtsbrænder
Afmonter gasbeholderen efter brug og gem brænderen væk, så børn ikke får fingre i den
Særligt om engangsgrill
Stil altid grillen på et ikke brændbart underlag, aldrig i sandet eller på jorden hvor man kan komme til at træde på den.
Vær altid sikker på at engangsgrillen er helt slukket med vand efter brug.