Krisemøde i børnehave: - Det bliver taget alvorligt på en anden måde den her gang
Et møde mellem ledelse og forældre var første skridt til at løse problemerne i daginstitutionen Solstrålen.
Forældre til børnehavebørn i daginstitutionen Solstrålen i Hatting var tirsdag inviteret ind til et forældremøde af børnehavens ledelse.
Det sker efter TV2 Østjylland i sidste uge kunne fortælle, at Arbejdstilsynet har givet et påbud til institutionen, fordi flere af børnene har udsat personalet for vold.
Så er min bekymring selvfølgelig, om de kan løse det den her gang
Rasmus Bissenbakker
- Det bliver taget alvorligt på en anden måde den her gang, og de første små ændringer er allerede sat i værk, siger Rasmus Bissenbakker.
Arbejdsro
Rasmus Bissenbakker er én af flere forældre til børn i Solstrålen, som i sidste uge kunne fortælle til TV2 Østjylland, at også deres børn var blevet udsat for vold af andre børn i institutionen.
- Med den situation der er, og med den konstante udskiftninger og rokader, som der har stået på i lang tid. Så er min bekymring selvfølgelig, om de kan løse det den her gang, siger han.
Han er i dag lettet over, at ledelsen tager sagerne alvorligt, men han venter stadig på løsningerne.
- De skal selvfølgelig også have noget arbejdsro til at kunne fokusere på det her, og personalet skal have noget ro til at passe på vores børn, siger Rasmus Bissebakker.
Dagstilbudschef Anne Bust ønskede onsdag ikke at stille op til interview med TV2 Østjylland. Hun fortæller i et skriftligt svar, at kommunen arbejder hårdt på at løse problemet.
- Vi forsøger lige nu i et tæt samarbejde og dialog med forældre, forældrebestyrelse, medarbejdere og ledelse at finde en god og tryg løsning på den aktuelle sag, og det er her vi bruger vores kræfter.
- Vi oplever et utrolig godt og tillidsfuldt samarbejde med institutionens forældrebestyrelse, og vi arbejder lige nu på i fællesskab at løse den aktuelle udfordring i en daginstitution, hvor den seneste forældretilfredshedsmåling fra 2022 i øvrigt viste en høj grad af forældretilfredshed, skriver Anne Bust.