Efter blodpropper og mentalundersøgelse: Nu genoptages sagen om Hjarnø Havbrug
Efter et års ventetid går sagen mod havbrugsejer Anders Østergaard Pedersen nu igang igen.
I dag kommer der svar på flere centrale spørgsmål, når Retten i Horsens genoptager sagen mod havbrugsejer Anders Østergaard Pedersen, der er tiltalt for omfattende overproduktion og forurening i sine havbrug ved udmundingen af Horsens Fjord.
En overproduktion, der ifølge anklagemyndigheden uberettiget har indbragt hovedpersonen over 190 millioner kroner.
Der er sket noget overraskende, hver gang vi har været i retten.
Flemming Seiersen, pensioneret journalist
Første spørgsmål er, om Anders Østergaard Pedersen selv møder op?
- Det karakteristiske for den her sag er, at der er sket noget overraskende, hver gang vi har været i retten. Det, man kunne forestille sig, er, at Anders Østergaard Pedersen ikke kan stille op i retten, og at forsvareren så vil sige, at sagen må falde, siger Flemming Seiersen, der som pensioneret journalist har fulgt sagen tæt og skrevet om den på bloggen gylle.dk.
Han har flere gange været vidne til uventede drejninger i sagen, der nu har stået på siden august 2018, hvor politiet rejste sigtelse mod Anders Østergaard Pedersen.
Mentalundersøgelse
Ved det seneste retsmøde i oktober 2022 var Anders Østergaard Pedersen ifølge sin forsvarer for syg til at deltage, og ved samme lejlighed bad forsvareren om at få mentalundersøgt Anders Østergaard Pedersen, da han skulle lide af hukommelsestab som følge af flere blodpropper.
Derfor blev sagen udskudt, og spørgsmålet er nu, hvad mentalundersøgelsen viser? Også det ser Flemming Seiersen frem til at få svar på.
- Det har vi ventet på et helt år, efter sagen blev udsat. Jeg har dækket mange retssager i min tid som journalist, og jeg har da aldrig været ude for, at det har taget et år at lave en mentalerklæring, siger han.
Tærer på tilliden til myndighederne
Flemming Seiersen har i det hele taget fået testet sin tålmodighed under retssagen, hvor de implicerede også har været en tur forbi Vestre Landsret, efter Sydøstjyllands Politi mistede 77 ringbind, som politiet havde beslaglagt fra havbrugets administration.
Landsretten afgjorde, at sagen kunne fortsætte til trods for de manglende ringbind, men det tog halvandet år, og de mange forsinkelser tærer på tilliden til myndighederne, mener Flemming Seiersen.
Anklager
Anders Østergaard Pedersen er tiltalt for massiv overproduktion af fisk og udledning af over 750 ton kvælstof og fosfor.
Han er også tiltalt for at have udsat over 373.000 sølvlaks uden tilladelse.
Anklagemyndigheden estimerer, at Hjarnø Havbrug har tjent over 190 millioner kroner på ulovlig havbrugsdrift i perioden 2013-2018.
Kilde: Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi
- Ifølge de mange kommentarer, jeg har fået, når jeg har skrevet om sagen, så har det virkelig svækket folks retsbevidsthed. Hvordan kan det lade sig gøre, at man kan forurene så meget? Havbrugene kører jo videre. Det har svækket retsfølelsen, siger han.
Tror han bliver kendt skyldig
Flemming Seiersen ser derfor frem til, at sagen går i gang igen med eller uden Anders Østergaard Pedersen. Og lige meget om han møder op eller ej, mener Flemming Seiersen, at beviserne i sagen er så stærke, at den bør kunne køres, selv om hovedpersonen ikke selv er i stand til at møde op.
Jeg håber, sagen kommer til at gå sin gang, som vi har ventet på i årevis.
Flemming Seiersen
- Nu er jeg ikke jurist, men det vil jeg mene, at den kan, for der ligger en masse materiale. Så jeg håber, sagen kommer til at gå sin gang, som vi har ventet på i årevis, siger han.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og konfiskation af 191 millioner kroner, og Flemming Seiersen forventer, at Anders Østergaard Pedersen bliver kendt skyldig.
- Det tror jeg, han gør. Om det bliver fængselsstraf, som anklageren forlanger, kommer jo an på den mentalerklæring, der kommer nu, og som jeg regner med, vi får resultatet af på det første retsmøde. Om det bliver 191 millioner eller færre, det er ikke til at vide, siger han.
Forsvarer: Ingen kommentarer
TV2 Østjylland har spurgt både havbrugsejer Anders Østergaard Pedersen og hans forsvarer, om deres forventninger til de kommende dage i retten, og om Anders Østergaard Pedersen møder op?
- På nuværende tidspunkt ønsker jeg ikke at kommentere sagen, siger Thomas Andreas Pedersen, der er forsvarer for havbrugsejer Anders Østergaard Pedersen.
Anders Østergaard Pedersen er ikke vendt tilbage til på TV2 Østjyllands henvendelse, men han har tidligere gjort det klart, at han nægter sig skyldig i alle anklager.
Ifølge specialanklager ved Sydøstjyllands Politi Pernille Moesborg er det da heller ikke usandsynligt, at havbrugsejeren selv møder op i retten.
- Vi har fået en tilkendegivelse om, at det er forventeligt, at han møder op, siger Pernille Moesgaard til TV2 Østjylland.
Hun ønsker dog ikke at kommentere, om hun mener retssagen kan fortsætte, hvis hovedpersonen udebliver?
- Det er rettens vurdering, siger Pernille Moesborg.
Anklageren oplyser desuden, at de 77 ringbind fortsat ikke er fundet.