Celine sad i kørestol til Harry Styles koncert - det her var hendes udsigt
Mette Buschmann var sammen med sin datter, der sidder i kørestol, til Harry Styles koncert. Men de havde ikke en god oplevelse.
De havde håbet på at se Harry Styles - men alt hvad de de så, var numserne på personerne foran.
Nogenlunde sådan kan Mette Buschmann og hendes datters oplevelse opsummeres, da de var til Harry Styles koncert i Nordstern Arena i Horsens lørdag aften.
Celine Buschmann sidder nemlig i kørestol, og de havde derfor fået en plads i kørestolsområdet på arenaen.
Der var ifølge dem nemlig særligt ét problem med pladserne. Når personerne foran rejste sig op, kunne de nemlig overhovedet ikke se scenen.
Problemerne for mor og datter startede allerede, inden koncerten gik i gang.
Her skulle de i første omgang gå hele vejen rundt om arenaen for at komme til kørestolsområdet - en hård tur i kørestol.
- Der er der så kun ét handicaptoilet og én elevator. Det er altså ikke hensigtmæssigt til så mange kørestolsbrugere, siger Mette Buschmann.
Var i Fields
Mette Buschmann havde sammen med sin datter glædet sig til koncerten i lang tid.
De havde også billetter til Harry Styles' koncert i 2022, som blev efterlyst efter skyderiet i Fields, hvor de selv var gået ud af storcentret blot 15 minutter, før skyderiet begyndte.
- Det var en overvindelse bare at tage afsted til koncerten, fortæller moren.
Hun er derfor ekstra ærgerlig over den dårlige oplevelse i Horsens.
- Det var virkelig skuffende. Det er bare ikke i orden. De skulle ikke have solgt billetter til de to rækker foran kørestolsområdet. Generelt skulle det bare ikke have være holdt i Horsens, de havde simpelthen ikke tænkt over forholdene, siger Mette Buschmann.
TV2 Østjylland sendte syv spørgsmål til Livenation.
Hvad siger I til deres oplevelse?
Hvorfor er kørestolspladserne, hvor de er?
Er det rimeligt, at folk i kørestol ikke har udsigt under koncerten?
Har I ikke et ansvar for, at folk foran kørestolspladser ikke rejser sig op? F.eks. med en vagt?
Hvorfor er der kun 1 handicaptoilet og 1 elevator?
Kommer I til at gøre noget anderledes til koncerten i aften?
Hvis I ikke kan gøre noget ved forholdene - hvorfor gør I så ikke opmærksom på det på forhånd, så folk er klar på, hvad de går ind til?
Livenations svar:
- Vi er selvfølgelig kede af, at de har haft en dårlig oplevelse. Vi er derfor i dialog med moderen Mette. I forhold til i aften arbejder vi på at optimere forholdene for kørestolsbrugerne.
Arrangør vil optimere forholdene
Hos Livenation vil de kigge på forholdene forud for aftenens koncert, når Harry Styles igen går på scenen i Horsens.
- Vi er selvfølgelig kede af, at de har haft en dårlig oplevelse. Vi er derfor i dialog med moderen Mette.
- I forhold til i aften arbejder vi på at optimere forholdene for kørestolsbrugerne.
Mette Buschmann fortæller, at de er blevet tilbudt nye billetter til koncerten søndag aften. Det kunne dog af praktiske årsager ikke lade sig gøre for dem at tage afsted.
- Vi blev tilbudt det klokken 15, og det er lidt sent, når koncerten er klokken 19, og man har en datter med autisme, siger hun.