Konkursramt læge fik kras kritik af vagthund
Gentagne gange har Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udtalt kritik af lægen, der indtil 6. juni drev Lægehuset Skjern, Dit Lægehus i Ølgod samt turistklinikken i Blåvand.
Det er ikke kun pengene, der har voldt den konkursramte læge Niels Jacob Borup Søndergaard problemer.
Han har tilsyneladende også haft svært ved at overholde de regler, der gælder for praktiserende læger.
Gentagne gange har Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udtalt kritik af lægen, der indtil 6. juni drev Lægehuset Skjern, Dit Lægehus i Ølgod samt turistklinikken i Blåvand.
Det fremgår af tre afgørelser, som i efteråret 2022 blev offentliggjort på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside.
Trods gentagne forespørgsler er Niels Jacob Borup Søndergaard ikke vendt tilbage på TV Midtvests henvendelser.
Dog har Niels Jacob Borup Søndergaard skrevet på lægehusets Facebookside, at der ikke ligger nogen anden årsag bag konkursen, end for store udgifter: - Der er hverken taget af kassen, taget tårnhøje lønninger ud eller hvad der ellers gisnes om på nettet/Facebook'
Han oplyser også, 'at klagesagerne mod ham intet har med konkurssagen at gøre'.
Glemte at tjekke resultat
Den 51-årige læge har blandt andet fået kritik for at bryde sin tavshedspligt, da han i august 2021 videregav en 27-årig patients private oplysninger til hendes arbejdsgiver.
Han videregav ifølge afgørelsen oplysninger om patientens afførringsmønster og sexliv til hendes arbejdsplads.
Derudover har Niels Jacob Borup Søndergaard ikke ydet den tilstrækkelige behandling, da en 29-årig mand søgte behandling for en kønssygdom.
Niels Jacob Borup Søndergaard glemte blandt andet at tjekke resultatet af en undersøgelse. Samtidig henviste den nu konkursramte-læge sin patient til en hudlæge.
Det medførte ifølge Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, at den mandlige patient ikke fik relevant behandling tidligere.
Den 29-årige mand valgte derefter at skifte læge, fremgår det af afgørelsen.
Det har disciplinærnævnet kritiseret
Marts 2017 - En patient henvender sig gentagne gange til Niels Jacob Borup Søndergaard med ryg- og mavesmerter. Niels Jacob Borup Søndergaard undersøger ikke smerterne, men anbefaler i stedet patienten smertestillende medicin.
Marts til maj 2021 - Niels Jacob Borup Søndergaard ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen af en patient med en kønssygdom.
August 2021 - Jacob Borup Søndergaard overtrådte sin tavshedspligt ved at videregive private oplysninger, samt oplysninger der ikke var anmodet om, vedrørende i en statusattest til en patients arbejdsgiver.
(Kilde: Styrelsen for Patientklager)
I alt har Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn tre gange på fem år udtalt kritik af lægen.
Derfor er kritikken i efteråret 2022 blev offentliggjort af Styrelsen for Patientklager.
Frem til 1. juni 2023 har Niels Jacob Borup Søndergaard drevet praksisser i Holstebro, Skjern, Ølgod og Blåvand, oplyser kurator.
Det fremgår ikke af disciplinærnævnets afgørelser, hvor de pågældende patienter har været tilknyttet, men ifølge Det Centrale Virksomhedsregister har Niels Jacob Borup Søndergaard drevet den nu konkursramte lægevirksomhed siden 2015.
Konkursen påvirker i alt cirka 11.000 patienter fordelt på praksisserne i Skjern, Ølgod og Blåvand.
På trods af kritikken fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har Niels Jacob Borup Søndergaard stadig sin lægeautorisation, fremgår det af Autorisationsregisteret.
TV SYD har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Niels Jacob Borup Søndergaard.