Tyske strikkere fik ny inspiration på festival i Marsken
Strikkeworkshops, foredrag, udstillinger og koncerter har igen været omdrejningspunktet for deltagerne på årets sønderjyske strikkefestival Masker i Marsken. I år har flere tyske strikkeentusiaster hentet inspiration på festivalen.
Igen i år har godt 3000 strikkeentusiaster været samlet til tre dage fyldt med strikketeknikker, håndfarvede garner og hvad der ellers fylder, når man interesserer sig for den magi, der kan opstå på to pinde.
Der er kommet flere busser hertil med kvinder fra tyske strikkeforeninger
Marianne Rosalie Kalb, formand for festivalforeningen
Det er blot den tredje udgave af Masker i Marsken, og igen i år er deltager kommet langvejs fra for at være med til de mange workshops og foredrag i marsklandet omkring Højer og Ballum.
- Overordnet set er det gået rigtig godt. Vi har haft en velbesøgt festival med strikkere fra hele landet og glade udstillere, som har solgt godt. Sidste år var vi cirka 3100 deltagere, og det har vi også nået i år, siger festivalforeningens formand Marianne Rosalie Kalb.
Får ny inspiration
Hun fortæller også, at flere tyske strikkere i år har fundet vej til festivalen.
- Der er kommet flere busser hertil med kvinder fra tyske strikkeforeninger. Rigtig meget af det garn, vi får lavet i Danmark er plante- og håndfarvet, og det ser man ikke så meget i Tyskland. Men de danske designere og garnproducenter kan noget andet, end det de kan i Tyskland, så strikkerne får en helt anden inspiration ved at komme her, forklarer Marianne Rosalie Kalb.
Derfor vil Masker i Marsken gerne gøre mere for at tiltrække de tyske strikkere til næste års festival.
- Vi har på flere planer brygget på, om vi kunne lave tiltag for at få flere tyske gæster. Derfor har vi blandt andet lavet et grænseoverskridende strikkearrangement for både danske og tyske strikkere her i foråret, som der var stor opbakning. Så der er et tysk marked for os dernede, siger festivalforeningens formand.