Skole iværksætter initiativer efter problemer med asylansøgere
Skærbæk Realskole har iværksat en række initiativer forud for skolestart, efter borgere i byen har haft ubehagelige oplevelser med asylansøgere bosat på Skærbæk Distriktsskole.
Efter den seneste tids fokus på borgernes ubehagelige oplevelser med asylanter på asylcenteret i Skærbæk, iværksætter Skærbæk Realskole nu en række initiativer for at sikre trygheden for eleverne, forud for skolestart.
I et opslag fra skolederen Tina Israelsen, som er delt med skolens forældre, fremgår det, at skolen ikke som vanligt er blevet orienteret om indflytningen af asylanter, eller hvor længe de skal opholde sig der. TV SYD har set disse beskeder.
Ydermere nævnes det, at asylansøgerne ikke vil være flyttet ud før skolestart, hvilket de på Skærbæk Realskole havde forventet.
Derfor har de fra skolens side valgt at sende den omtalte besked ud, for at sikre tryghed blandt elever og forældre, før skolestart. I den fortælles det, at der har været et møde mellem skoleledelsen og lærere, hvor følgende er fremlagt:
Ledelse og bestyrelse er i kontakt med politiet og Asylsyd.
En skolegård mod Birkeallé lukkes med hegn, ligesom et stort vinduesparti på en skolegang skærmes af, så der ikke kan ses ind udefra.
På skolens tre matrikler vil der være synlige gårdvagter ude om morgenen og i pauserne.
Når skolen begynder, vil lærerne tage en snak med alle elever omkring situationen, hvor der også vil være fokus på ikke at skræmme dem.
Slutteligt nævnes det, at skolen har en god dialog med med Asylsyd og politiet omkring et samarbejde.