Borgere deler ubehagelige oplevelser med asylansøgere i beskedgruppe, og flere kommer hele tiden til
Det er primært mandlige asylansøgere fra Ukraine, der er på asylcentret. Men de er ikke Center Skærbæks ansvar, når de er uden for centrets område.
Tricktyverier, overfald, blufærdighedskrænkelser og forfølgelse.
Det er nogle af de ting, som Skærbæk-borgere i Tønder Kommune har oplevet i forbindelse med byens asylcenter og som de fortæller om i en intern beskedgruppe, som TV SYD har set.
- Det er så sindssygt, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. Jeg er bange for at gå alene.
Sådan forklarer Nina, der er initiativtager til gruppen. Hun ønsker ikke at stille sig frem med sit fulde navn, men hun har boet i Skærbæk hele sit liv - og bor tæt på asylcenteret.
- Jeg har fået sat overvågning op og er bange, selv hvis jeg hører en lille lyd. Nu skal jeg også have installeret alarm.
Ungarbejdere bliver forfulgt, 15-årige piger bliver klappet bagi, og en er blevet blufærdighedskrænket imens hun lå i sin have og fik sol
Nina, Skærbæk
Nye beboere på 'den gamle skole'
Der bor omkring 3.200 borgere i Skærbæk. Og selvom der i asylcenterets tid, ifølge Nina, aldrig har været problemer med beboerne, så har det seneste indryk af særligt mandlige asylsøgere ændret tilværelsen i byen.
- Det handler om mænd, der glor ind ad vinduerne, ungarbejdere bliver forfulgt, 15-årige piger bliver klappet bagi, og en er blevet blufærdighedskrænket, imens hun lå i sin have og fik sol, forklarer Nina.
Og oplevelserne har skabt stor utryghed i den lille sønderjyske by. Så meget, at Nina og en anden borger har oprettet en besked-gruppe, hvor lokale kan dele deres hændelser med hinanden.
- Folk tilføjes hele tiden, og nu er vi omkring 60 medlemmer.
TV SYD har adgang til besked-gruppen, der viser, at vidnesbyrdene ikke kun omfatter et par enkelte borgere.
- Følelsen af, at du ikke ved, hvad der kommer rundt om hjørnet, eller hvem der møder dig - en har kigget ind af mit vindue i 10 minutter. Vi snakker meget om utryghed, og at vi ikke føler os sikre på vores egen matrikel. Vi tør ikke gå alene om aftenen eller bare gå ned og handle.
Herover kan du scrolle dig igennem et par af de beskeder, der er blevet sendt i beskedgruppen.
Det er voksne mennesker og ikke centrets ansvar
Niels Bøgskov Frederiksen, der er leder af Asyl Syd - som blandt andet driver Center Skærbæk - forklarer, hvem der i øjeblikket opholder sig på asylcenteret.
- For tiden har vi 41 beboere, der er her på baggrund af særloven om, at ukrainere kan være i Danmark i tre måneder uden visum, men har brug for hjælp indtil deres asylansøgning er afgjort. Det tager ofte 3-4 uger, men det kan tage længere tid, hvis der er informationer, som Udlændingestyrelsen skal undersøge nærmere.
Hidtil har beboerne på centret været en blanding af mænd, kvinder og børn. Nu er det primært mænd.
Så snart de træder uden for vores matrikel, ophører vores ansvar
Niels Bøgskov Frederiksen, leder, Asyl Syd
Hvorfor det har ændret sig til kun at være mænd, kan Niels Bøgskov Frederiksen ikke forklare, da det alene er Udlændingestyrelsen, der afgør, hvem der skal placeres på centret, mens asylansøgningen undersøges.
Han er dog klar over, at der, efter det seneste indryk af beboere, har været en længere række af klager.
- Det er klart, at opfører asylanterne sig ikke ordentlig, kan det skabe utryghed, og det er vi ikke glade for at erfare, men vi kan desværre ikke gøre andet end at tale med dem. Så snart de træder uden for vores matrikel, ophører vores ansvar. Der er tale om voksne mennesker, og hvis de begår noget kriminelt, er det politiets opgave. Men vi er i gang med en dialog med både politiet i Tønder og med Udlændingestyrelsen, siger han.
Politiet vil være mere til stede
I en pressemeddelelse, som Tønder Kommune onsdag har udsendt, anerkender kommunen borgernes bekymringer.
Heri understreger borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti), at kommunen tager situationen meget alvorligt og er i dialog med både Udlændingestyrelsen og Syd- og Sønderjyllands Politi for at sikre tryghed og ro i området.
Onsdag vil politiet være til stede med Den Mobile Politistation i Skærbæk. Her kan borgere komme og få en snak med politiet og stille spørgsmål.
Politiet vil være ved det store kryds ved gågaden i Skærbæk fra klokken 11.00 til 13.00. Derefter kører Den Mobile Politistation til Falckvej, hvor den vil være til stede fra klokken 13.10 til 14.30. Derudover oplyser politiet, at de øger tilstedeværelsen i dagligdagen.
Derfor vil borgerne i Skærbæk se flere patruljer, end de er vant til i den kommende tid.
AsylSyd har ansøgt Udlændingestyrelsen om at udvide vagtordningen på centret, så der også er en tryghedsvagt i dagtimerne. Dette er særligt med henblik på skolestarten i næste uge.
Tønder Kommune opfordrer alle borgere til at deltage i dialogen og samarbejde med myndighederne for at finde de bedste løsninger. “Vi er her for at lytte og handle, slutter Jørgen Popp Petersen.