Skærbæks borgere mødte talstærkt frem til dialog om asylcenter
Tønder Kommune inviterede onsdag Skærbæks borgere til dialog om byens asylcenter efter flere episoder, hvor asylanter har skabt utryghed i landsbyen.
Den mulighed havde mange af byens borgere grebet, for ikke et eneste sæde var ledigt i lokalet.
Til stede ved aftenens møde var blandt andet repræsentanter fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Tønder Kommunes borgmester Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti og Niels Bøgskov Frederiksen, der er asylchef for asylcenteret i Skærbæk.
- Jeg er enormt ked af årsagen til, at vi er her i dag. Det er ikke det, AsylSyd står for, lød det indledningsvist fra Niels Bøgskov Frederiksen.
Tager alvorligt
Størstedelen af sagerne med asylanter fra asylcenteret, handler om upassende adfærd og uorden.
Det er noget, som Syd- og Sønderjyllands Politi tager alvorligt, og derfor har de i den seneste tid været synligt til stede i Skærbæk.
- Det er en situation, vi tager alvorligt. I skal opleve, at der er en tilstedeværelse af politiet, mens det står på, lød det fra en betjent, der deltog i mødet.
- Der er en lang række af asylansøgere, der kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Men der er en lille håndfuld, som skal adfærdsreguleres, slog han samtidig fast.
Stort problem
Nina Andresen har boet i Skærbæk hele sit liv. Hun har selv set sig nødsaget til at sætte overvågning op ved sit hjem, der ligger tæt ved asylcenteret.
Hun synes, det var rart, at der blev taget initiativ til borgermødet.
- Jeg synes jo, det er rigtig rart, at der har været så stor deltagelse i hvert fald fra borgerne her i Skærbæk. Det viser bare, hvor stort et problem, det har været. Det er ikke kun mig og de få. Det er faktisk rigtig mange, sagde Nina Andresen.
Kommunens borgmester var også tilfreds med aftenens dialog.
- Nu er man jo igen blevet gjort opmærksom på, at det er simpelthen med at melde sig ved myndighederne, hvis man oplever noget, der er ubehageligt for at der kan blive taget action på det, lød budskabet fra borgmester Jørgen Popp Petersen.