• Kæmpebjørneklo (Heracleum mantegazzianum) stammer fra Kaukasus og blev indført i forrige århundrede til haver i det meste af Europa - planten kom til Danmark i 1870.

• I 1950’erne var kæmpebjørneklo stadig ualmindelig i Danmark, og mange haveejere såede den imponerende plante i haven. Mange tørrede også de store skærme til dekorationsbrug. Dermed blev arten spredt til nye voksesteder. Her trivedes arten fint, og efter at have været i landet i omkring 100 år begyndte arten at sprede sig voldsomt og ukontrollabelt.

• I dag er den et stort problem i moser, enge og strandenge, i skove, rekreative områder og andre åbne arealer i hele landet. Kæmpebjørneklo skygger så voldsomt, at den oprindelige vegetation og de dertil tilknyttede dyr må vige.

• Ud over de naturmæssige konsekvenser kan arten have sundhedsmæssige konsekvenser, idet saften fra kæmpe-bjørneklo kan fremkalde et eksemlignende udslet, der ligner brandvabler.

• Kæmpebjørneklo bekæmpes mange steder i Danmark, bl.a. i mange kommuner. Mange metoder er taget i brug: Fra fåregræsning over rodstikning til anvendelse af herbicider. Danske forskere har desuden deltaget i et stort europæiske projekt i forsøget på at finde en eller flere organismer, der kunne anvendes til biologiske bekæmpelse (www.giant-alien.dk).

• Det vurderes, at kæmpebjørneklo dækker et areal på over 3.500 ha i Danmark.

• Kæmpebjørneklo er den eneste invasive planteart, som er omfattet af lovgivning om bekæmpelse.

• Det indebærer, at kommunerne kan udarbejde indsatsplaner for bekæmpelse af kæmpebjørneklo og pålægge ejere eller brugere af arealer, hvor der findes kæmpebjørneklo, at bekæmpe planten i overensstemmelse med planen.

Invasive arter er ikke et isoleret dansk problem, men anses af i Biodiversitetskonventionen for globalt set at være en af de største trusler mod den biologiske mangfoldighed/biodiversiteten, hvor ødelæggelse af levesteder anses for værende den største trussel. Derfor er der i internationalt regi også vedtaget beslutninger og strategier, der retter sig mod en begrænsning af problemet. Nærværende handlingsplan har således afsæt i Biodiversitetskonventionens beslutninger fra 2002 og den Europæiske strategi om invasive arter fra 2003, og den vil desuden være et dansk bidrag til et af EU-Kommissionens identificerede fokusområder i 2010-målet om at stoppe tilbagegangen af arter.

Kilde: Miljøministeriets handlingsplan for invasive arter

Hvad mister vi egentlig, hvis vi ikke bekæmper invasive arter? 

Svar: I første omgang mister vi chancen for at slippe af med dem igen. Derudover vil man i mange tilfælde opleve, at de vil sprede sig hurtigere, og at der vil være flere af dem, hvilket vil medføre øgede skader på naturen, biodiversiteten, borgernes helbred og infrastruktur m.m. 

 Så vi skal ikke bare opgive? 

 Svar: Det er altid en konkret afvejning af problemets omfang og mulighederne for at bekæmpe dyrene og planterne. For nogle arter som fx kæmpebjørneklo og rotter giver en national bekæmpelse rigtig god mening, selvom at de næppe bliver udryddet helt. For andre arter kan man beskytte de mest sårbare naturområder, og andre gange igen er det umuligt at stille noget op, efter at arterne først har spredt sig. 

 Hvorfor er listen over invasive arter skrumpet ind? 

Svar: Miljøstyrelsens beslutning er baseret på vurderinger fra en ekspertgruppe, der er blevet nedsat for at skabe overblik over de invasive arter i Danmark. Der er flere grunde til, at vi nu arbejde med færre arter, den vigtigste grund er, at vi har skærpet kriterierne omkring arternes spredningspotentiale og deres negative påvirkning af naturen i Danmark. Det har vi gjort for at gøre vores opgørelse mere sammenlignelig med, hvad man gør internationalt. 

Det er ifølge undersøgelser – og vel også almindelig sund fornuft – at det gælder om at gribe ind hurtigt, inden den invasive art får fodfæste. Har vi sovet i timen med kæmpebjørneklo – har vi et eksempel på en god og hurtig indsats overfor anden art?  

 Svar: Forebyggelse er altid bedst. Hvis det slår fejl, er tidlig bekæmpelse meget vigtigt. Kæmpebjørnklo har været her i landet siden 1800-tallet, så længe før at man var opmærksom på, at det kunne være et problem. Jeg vil beskrive den nuværende indsats som robust og virksom, selvom at der stadig findes bjørnekloer i de fleste hjørner af landet.  

Bekæmpelsen af mårhund er et godt eksempel på en effektiv indsats. Takket være et godt samarbejde mellem en stor gruppe frivillige jægere og Miljøministeriet ser det ud til, at den første store tilvækst af bestanden nu er vendt til et fald, og at Fyn er helt uden en mårhundebestand. 

 Gør vi nok? Kan vi gøre mere? Hvordan? Skal private gøre mere?

Svar: Kommunerne kan pålægge lodsejere at bekæmpe kæmpebjørneklo. Det kan gribes an på mange måder, det vigtigste er, at man beskytter sin hud mod plantesaften, der kan forårsage alvorlige hudproblemer, og at man benytter den valgte fremgangsmåde på den rigtige årstid. Der findes en vejledning på Miljøstyrelsens hjemmeside. 

For de fleste mennesker er det vigtigste, man kan gøre, at undgå at skabe nye problemer med invasive arter. Man skal derfor undlade at smide haveaffald i naturen, holde sine kæledyr så de ikke kan slippe ud og undlade at plante invasive arter i haverne. Vi opfordrer derudover alle til at rapportere deres fund af invasive arter på Arter.dk.