Kræftsyg mand bruger sine sidste måneder på at give noget tilbage
Læger har stillet kræftsyge Flemming Pedersen otte måneders levetid i udsigt. Han vil ikke læne sig tilbage, og derfor har han arrangeret en velgørende koncert.
Flemming Pedersen fik i 2022 konstateret uhelbredelig kræft i endetarmen med metastaser i lever og lunger. Siden har han fået forsøgsbehandling på Odense Universitetshospital, men for en måned siden overgik han til livsforlængende behandling.
Otte måneder vil man typisk have tilbage at leve i, fik Flemming at vide.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg hoppede rundt og råbte hurra. Men jeg er afklaret. Jeg har mottoet 'lev dit liv hele livet', som jeg siger til andre, så det gør jeg også, fortæller 62-årige Flemming Pedersen.
Derfor har han igen valgt at udrette noget godt, nemlig at sætte en ny koncert til fordel for 'Knæk Cancer' op.
Den finder sted den 11. september i Skærbæk Centret, hvor Ole Kibsgaard og Mika Vandborg fortolker hinandens musik.
Hvad er Knæk Cancer
Knæk Cancer er en fælles indsats mod kræft, hvor TV 2 og Kræftens Bekæmpelse i fællesskab samler befolkningen i et stærkt og aktivt fællesskab mod kræft og samler penge ind til forskning, forebyggelse og patientstøtte.
Kilde Knæk Cancer
I februar 2023 afholdt Flemming, der er tidligere musiker og chauffør, en koncert, hvor de to musikere også spillede. Derudover solgte han en guitar og et plankebord, begge med signaturer fra flere kendte bands, på auktion til fordel for Knæk Cancer Brøns.
Da han opdaterede Ole Kibsgaard og Mika Vandborg om de negative sygdomsnyheder, kom en positiv melding retur.
- De svarede begge tilbage, at hvis der skulle en ny koncert til for at holde humøret højt, så var de klar, fortæller Flemming Pedersen.
Kræftdiagnose gav motivation
Motivationen til at skabe gode koncertoplevelser i kombination med bidrag til kræftforskningen blussede op hos Flemming Pedersen, da han selv fik kræftdiagnosen.
- Så snart jeg blev ramt af sygdommen, fik jeg motivationen til at få det bedste ud af resten af livet. Have flest mulige oplevelser. Hvis ikke nogen havde forsket i kræft inden jeg blev ramt, så havde jeg allerede været død, så jeg vil gerne hjælpe til forskningen, fortæller Flemming Pedersen.
Der er 250 billetter til salg, og Flemming regner med, at der bliver udsolgt. Hele billetindtægten går ubeskåret til Knæk Cancer.
Igen er der også auktioner af guitarer, denne gang har kunstnerne Ussel, Loveshop, Kasper Buch, Michael Hausted samt mindre lokale bands sat deres underskrift på.
Om Flemming når at arrangere flere koncerter er ikke til at sige, men kan det lade sig gøre, sker det.
- Mine kræfter er små, så jeg kan ikke lave meget, men har stadig gode ideer. Kan jeg finde måder at holde flere på, så giver jeg ikke op. Jeg har ikke tænkt mig at sætte mig og sige 'det var det', fortæller Flemming Pedersen stålfast.
Ser frem til en speciel aften
Igennem sit liv har Flemming Pedersen været proaktiv og hjælpsom. Netop de dyder ligger bag, hvorfor Mika Vandborg igen har lyst til at stille op til en ny koncert.
- Jeg har respekt for og holder af folk, der "gør noget". Flemming har altid et nyt skib i søen. Enten hjælper han en ung guitarist med at få ordentlig guitar eller som nu, støtter Knæk Cancer, forklarer Mika Vandborg, der blev venner med Flemming gennem musikarrangementer og jagtture, de begge var en del af.
Fra Ole Kibsgaard er det lignende vendinger, der sendes i retning af Flemming.
- Jeg har kendt ham i snart 10 år, og man skal lede længe efter en mere positiv, venlig og gæstfri mand. Jeg stiller op for Knæk Cancer og Flemming, fordi jeg holder af ham og fordi han dealer med kræft på den mest livsbekræftende og forbilledlige måde, fortæller Ole Kibsgaard.
På bagkant af dommen fra lægerne og med udsigten til at spendere aftenen med sine venner, forventer Flemming Pedersen, at det bliver en speciel aften.
- Jeg forventer, at det her bliver den sidste store koncert, jeg arrangerer. Det bliver en god oplevelse og en speciel måde at være sammen med mine venner på, siger Flemming Pedersen.