Kæmpevindmøller i marsken er også upopulære syd for grænsen
En bustur skulle i dag lørdag overbevise indbudte folketingsmedlemmer om, at kæmpevindmøller i marsken er en dårlig ide. Det virkede i hvert fald på en, der ikke sidder i Folketinget, Thiemo Koch fra SSW.
En håndfuld folketingspolitikere havde taget imod invitationen til en bustur i marsken. Inviteret har lokale modstandere af planerne om måske at placere en vindmøllepark med 450 høje vindmøller plus 300 meter høje lystårne i Ballum Enge. En beslutning er lige om hjørnet, og lokale modstandere kæmper mod til det sidste og med næb og klør.
En af dem, der var med, var en repræsentant for det danske mindretal syd for grænsen, Thiemo Koch fra SSW.
- Hvad de har vist os i dag, er virkeligt verdenskulturarv, et enestående landskab. Hvis det kommer, som de har planlagt, vil det skade natur og turisme også på den tyske side af grænsen i årtier. Det kan man kun ryste på hovedet af, siger Thiemo Koch fra SSW.
Selvom de lokale har været på krigsstien i månedsvis, så er lyden af krigstrommerne ikke nået over grænsen.
- Det er ikke så kendt på den tyske side af grænsen. Vi i SSW ved det, men de store partier ved ikke, at sådan et projekt kunne komme, beretter Thiemo Koch.
Manden fra SSW har også fået noget med hjem i dag.
- Det, jeg har fået med i dag, er, at vi må bekymre os noget mere om det her projekt på tysk side. Vi må banke på i København og sige, at det her går ikke. Og så skal regeringen i Slesvig Holsten tage det alvorligt. Den er blevet informeret, men har ikke forstået dimensionerne. De store partier og det meste af befolkningen ved det slet ikke, siger Thiemo Koch.
En af de nærmeste dage bringer vi en længere reportage fra busturen i marsken.