Wilhelmine Sass tog sin pelsfrakke på og fortalte sin 6-årige datter, at hun snart ville være hjemme igen.

Det var den 28. december 1948, og sammen med det tyske mindretals nye organisation, Bund Deutscher Nordschleswiger, skulle hr. og fru Sass for første gang efter krigen samles til julefest og teater på Hotel Løgumkloster.

Klokken 18.00 samme aften spiste den 30-årige snedker Johan Christensen tre stykker smørrebrød på Hotel Løgumkloster, som han skyllede ned med lige så mange bajere.

Derefter gik han hen på Centralhotellet, hvor han ligeledes drak tre pilsnere. Her kom han i klammeri med en vognmand og gik derfor videre til Hotel Royal klokken 21.30, hvor han yderligere indtog fem øl, mens han ventede på sin kammerat.

Begge mænd havde efter krigen videreført deres engagement i modstandsbevægelsen som medlemmer af hjemmeværnet, og begge nærede de fra besættelsestiden et stærkt had til det tyske mindretal.

Ifølge retten i Løgumkloster havde Johan Christensens familie ‘ret aggressive nationalpolitiske synspunkter’ og han selv en impulsiv natur.

En kombination der denne aften i december fik fatale konsekvenser, og som fik afgørende betydning for forholdet mellem det tyske mindretal og danskerne.

På TV SYD Play kan du i programserien 'Gry og forrædernes lejr' møde Wilhelmine Sass' datter, Heimke, når hun for første gang tager tilbage til det tidligere Hotel Løgumkloster og hører en øjenvidneberetning fra den skæbnesvangre aften i 1948.

Ville låne en pistol

På Hotel Royal mødtes Johan Christensen med sin kammerat. Klokken 23.15 besluttede de at gå hjem til kammeraten. På vejen gik de forbi Hotel Løgumkloster, hvor Johan Christensen kastede en frossen jordklump ind gennem et vindue til garderoben.

Tyskernes teaterforestilling var netop afsluttet, men jordklumpen påvirkede ikke festen, for ifølge den tyske mindretalsleder, Ernst Siegfried Hansen, var man i mindretallet vant til sådan chikane.

Johan Christensens hensigt havde været at forskrække de festende tyskere fra mindretallet, og det var af samme årsag, han senere på natten foreslog sin kammerat, at de skulle skyde ind gennem hotellets vinduer.

Kammeraten ville dog ikke være med og afslog i første omgang Johan Christensen, da han bad om at låne hans pistol. Efter gentagne forsøg på at overtale sin kammerat, lykkedes det Johan Christensen til sidst.

Klokken to om natten til den 28. december begav han sig derfor alene af sted og nåede ad en omvej til stien bag Hotel Løgumkloster.

Et skud gik gennem ruden

Efter teaterforestillingen på Hotel Løgumkloster befandt hr. og fru Sass sig i omklædningsrummet ved siden af scenen.

De andre medlemmer af det tyske mindretal stod i en kreds og sang på tysk inde i festsalen, da de hørte skud.

Alle blev stille og kiggede mod omklædningsrummet.

Et pistolskud var gået gennem ruden.

To skud ramte jorden, hvoraf det ene sprang op og gik ind i muren til garderoben, som hørte til teatersalen på Hotel Løgumkloster. Det tredje skud ramte direkte ind i muren.

Det fjerde gik gennem et vindue og ind i garderoben, hvor lederen af det tyske teaterarbejde, lærer Wilhelm Sass, befandt sig sammen med sin hustru.

Skuddet traf Wilhelmine Sass i nakken, og hun døde umiddelbart efter.

Et drab som skulle vise sig at have afgørende betydning for forholdet mellem det tyske mindretal og danskerne efter krigen.

Fem måneders fængsel

Landbetjenten i Løgumkloster anholdt den 28. december både Johan Christensen og kammeraten. De tilstod begge, og forløbet blev hurtigt opklaret.

Den 25. februar 1949 kom de to mænd for retten i Løgumkloster, som gav Johan Christensen en fængselsdom på fem måneder, mens kammeraten fik tre måneder.

- Det er uforståeligt set fra nutiden, at man kunne blive dømt så mildt i retssystemet, for selvom Johan Christensen var fuld, så var der tale om et drab, som var politisk motiveret, siger Hans Schultz Hansen, som er forskningsleder ved Rigsarkivet i Haderslev og tilføjer, at utilfredsheden med strafudmålingen hurtigt bredte sig i befolkningen.

Døde ikke forgæves

Om morgenen den 28. december fandt Heimke og hendes 5-årige lillebror deres far liggende på sofaen, grædende og med et tæppe trukket op over hovedet.

- Ingen sagde noget til os om mordet. Vi fik kun at vide, at vores mor var død, fortæller Heimke Schmidt.

Ved retsopgøret efter krigen var hr. Sass blevet fradømt retten til at undervise, og familien ernærede sig i stedet ved, at begge ægtefæller arbejdede på en dukkefabrik.

Fru Sass' død var derfor i enhver henseende en tragedie og katastrofe for familien.

Men drabet på Wilhelmine Sass vakte samtidig afsky over en bred kam i landsdelens presse og blev fordømt af danske politikere.

Blandt andet udtrykte Vilhelm la Cour det således i sit månedsskrift Grænsevagten:

“Det menneskeligt afgørende i denne sag er naturligvis, at et menneskeliv er gået tabt, at to mindreårige børn har mistet deres moder og en mand sin hustru. Det politisk afgørende ligger dog ikke i selve drabet, men i den rystende kendsgerning, at mennesker fra den aktive danskheds rækker udfører bevidste og grove provokationer mod det tyske mindretals møder.”

Drabet blev derfor benyttet til et opgør med de kredse på dansk side, som endnu mere end tre år efter Befrielsen stadig nærede et fanatisk had til alt tysk, og Hans Schultz Hansen fra Rigsarkivet i Haderslev forklarer, at Wilhelmine Sass’ død derfor var en del af afslutningen på årene med et stærkt gensidigt had imellem landsdelens dansk- og tysksindede indbyggere.

- Man var enige om, at det nu var gået for vidt, og at man måtte besinde sig på at forbedre det dansk-tyske forhold, så man kunne nå tilbage til naboskabet, som havde været før krigen, fortæller han.

Året 1949 blev derfor begyndelsen på en forsigtig tilnærmelse, som siden udviklede sig videre til en fredelig sameksistens mellem flertal og mindretal.

Set i lyset af at drabet og den enstemmige fordømmelse heraf fik de yderligtgående kredse til at besinde sig, døde Wilhelmine Sass ikke helt forgæves.