Første danske tilfælde af smertefuld og smitsom dyresygdom konstateret i Sønderjylland
Det er det første tilfælde af den smitsomme sygdom i Danmark i 15 år. Sygdommen smitter ikke mennesker, men er smertefuld for dyr.
Det første tilfælde af den smitsomme og smertefulde sygdom 'bluetongue' har ramt en sønderjysk fårebesætning.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Fødevarestyrelsen tog torsdag aften prøver af et dødt får på en fåre- og kvægbesætning ved Travsted i Tønder Kommune efter mistanke om 'bluetongue', hvilket der viste sig at være tale om.
De øvrige knap 220 dyr på besætningen, der huser ca. 180 får og ca. 40 kreaturer, har ikke symptomer på bluetongue.
- Vi har lagt restriktioner nedover den ramte besætning for ad den vej at bidrage til at mindske risikoen for smittespredning. Restriktionerne betyder, at der ikke må flyttes dyr ud og ind af besætningen uden Fødevarestyrelsens tilladelse’, forklarer enhedschef og dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Mette Kirkeskov Sie.
Fødevarestyrelsen fremhæver i pressemeddelelsen, at det aktuelle fund i Sønderjylland understreger, at danske landmænd skal være opmærksomme på symptomer hos deres dyr.
Giver blå tunge
Bluetongue smitter via insekter eller dyrene imellem, men smitter ikke mennesker.
Ofte er det nødvendigt at aflive dyrene, da sygdommen og smittespredningen er nærmest umulig at stoppe.
Symptomerne er mange, og de tæller blandt andre åndenød, væskeansamlinger i hovedet, sårdannelser i mund og næse og nedstemthed.
Symptomer på bluetongue
Får
Kliniske symptomer hos får kan omfatte
Gispende åndenød
Væskeansamlinger i hovedet
Høj feber
Nedstemthed
Sårdannelse på slimhinderne i mundhulen (især på tandpladen)
Cyanotisk tunge (blåfarvning)
Halthed som følge af kronrandsbetændelse
Udbredte muskelnekroser
Torticollis
Øjenbetændelse
Hårtab
Dødeligheden hos får varierer meget.
Kvæg
Kliniske symptomer hos kvæg kan omfatte
Væskeansamlinger i hovedet
Læsioner i mund- og næsehulen
Savlen
Næseflåd
Tåreflåd
Halthed
Hævede røde patter
Sygdommen kan være dødelig hos kvæg.
Sygdommens navn, 'Bluetongue', henviser til, at dyrenes tunger bliver blå, fordi blodtilførslen bliver dårlig.
Rammer sygdommen en dansk besætning, er der i dag ikke mulighed for at få erstatning, hvis dyrene skal aflives eller slåes ned.
Det skyldes ifølge Fødevarestyrelsen, at sygdommen ikke er klassificeret, ligesom fx fugleinfluenza og afrikansk svinepest.
Fødevarestyrelsen forventer, at en vaccine kan blive godkendt i EU og dermed tilgængelig senere i 2024.
Påvirker markedet
Det aktuelle udbrud betyder, at Danmark mister sin internationale status som fri for bluetongue, skriver Fødevarestyrelsen.
Det betyder også, at dansk eksport af hovedsagelig levende kvæg og tyresæd til en lang række lande uden for EU stopper.
Også andre produkter som avlsmateriale, oksekød og mejeriprodukter er påvirket i et vist omfang.
Det skyldes, at landene har forskellige regler for, hvilke produkter de vil aftage, når Danmark mister sin status som fri fra bluetongue.
Samhandlen med drøvtyggere til lande inden for EU vil også blive påvirket. En stor del af de kvæg, der samhandles, flyttes til opfedning i Nederlandene og Belgien. Denne handel forventes påvirket i mindre grad.