Fødevarestyrelsen lukker ikke politianmeldt spisested med stribevis af sure smileyer
Efter fire sure smileyer i år og en politianmeldelse er Døstrup Kro stadig i gang. Vi gør, hvad vi kan, siger Fødevarestyrelsen.
Artiklen er opdateret med reaktion fra Hans Henrik Hjortshøj.
Fødevarestyrelsen og Døstrup Kro ved Skærbæk er ikke på samme side i menuen.
Faktisk har Døstrup Kro scoret 10 i sure smileyer de seneste to år. Sidste år blev kroen tvangslukket, og nu er den blevet politianmeldt, efter at et kontrolbesøg blandt andet fandt rejer, der var næsten en måned efter sidste anvendelsesdag.
Læs kontrolrapporten her.
- Vi følger virksomheden meget tæt og følger op med regelmæssige besøg, siger Kim Laugesen, sektionsleder i Fødevarestyrelsen i Vejen.
Men hvorfor er kroen ikke blevet lukket ligesom sidste år?
- Det er et spørgsmål om retssikkerhed. Hvis folk risikerer at blive syge, så lukker vi stedet. Nu er sagen overgivet til politiet, og så er den ude af vore hænder, fortæller han.
Fødevarestyrelsen vil hellere bruge pegefingeren end pegepinden.
- Når man har fået en sur smiley, så følger vi op med flere besøg. Vi lægger vores kræfter der, hvor folk ikke kan finde ud af det. Ideen er, at vi skal hjælpe dem til at kunne fremvise glade smileyer, siger Kim Laugesen fra Fødevarestyrelsen.
Ifølge Hans Henrik Hjortshøj, der driver stedet, er alle forhold i orden. Han hæfter sig især ved en anmærkning, der er kommet på kroens hjemmeside, som han mener skyldes en teknisk fejl.
Her fremgår det af rapporten, at kroens link til tidligere kontrolrapporter ikke ligger et synligt sted, hvor linket findes nederst på sidens kontaktmenu. Derudover linkede hjemmesiden heller ikke til de fire seneste kontrolrapporter, men i stedet til en rapport fra 18. marts sidste år.
Kroens hjemmeside er efterfølgende opdateret med de fire nyeste rapporter.