Dyb splittelse i Venstre forud for kampvalg

Medlemmer af partiet Venstre vil vælte den siddende borgmester. Martin Iversen udfordrer sin partifælle Henrik Frandsen. Foto: TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er lagt op til et usædvanligt drama, når Tønders borgmester torsdag aften udfordres på en åben mark ved Agerskov af et medlem, der går efter at blive partiets spidskandidat frem mod næste kommunalvalg.

Det er flere års splittelse i partiet Venstre i Tønder Kommune, der er årsag til en på adskillige måder usædvanlig begivenhed på en mark ved Agerskov torsdag aften.

Medlemmer af Venstre er inviteret til ”drive-in” valgmøde. Her skal de – siddende i deres biler i sikker corona-afstand – afgøre, om de vil beholde den siddende borgmester, Henrik Frandsen som partiets spidskandidat. Eller om de vil satse på, at Venstre i Tønder skal ledes igennem kommunalvalget i 2021 af en ny spidskandidat, der samtidig stiller op til kommunalvalget for første gang.

Hvem der vinder afstemningen, er der ingen – hverken i partiet eller blandt iagttagere – der tør spå om.

Et parti i nedsmeltning

Det er ikke uhørt, men dog usædvanligt, at en siddende borgmester udfordres til posten af én af sine egne partifæller.

Alligevel byder borgmester Henrik Frandsen (V) kampvalget velkomment.

- At der er to kandidater at vælge imellem, giver vores medlemmer mulighed for at sige, om de vil i den ene eller den anden retning, så det har jeg det rigtig fint med, siger Henrik Frandsen til TV SYD forud for aftenens valg.

Han erkender dog, at valget ikke kun er en politisk festdag – det er også udtryk for et parti i dyb splittelse.

- Ja! Jeg må sige, at Venstre er meget splittet. Venstre er under nedsmeltning i Tønder Kommune, og hvis vi ikke får sat en retning for partiet efter den 18. juni, så er jeg meget nervøs for, hvordan det skal gå frem mod næste kommunalvalg, siger Henrik Frandsen til TV SYD.

Kandidat uden byrådserfaring

Udfordreren til borgmesteren er erhvervsmanden Martin Iversen, som er ejer af og koncerndirektør for selskabet Enjoy Resorts, der driver wellnesscenter på Rømø og Marina Fiskenæs i Gråsten.

Martin Iversen er i byrådssammenhæng et politisk ubeskrevet blad, men som formand for Rømø-Tønder Turistforening ligger han på konfrontationskurs med sin partifælle og borgmester i spørgsmålet om Tønder Kommunes tilslutning til et turismesamarbejde med Esbjerg og Fanø kommuner.

Borgmesteren ønsker at gå med i et samarbejde om et destinationsselskab med de to kommuner, mens Martin Iversen ønsker at bevare Rømø-Tønder Turistforenings selvstændighed.

Martin Iversen er erhvervsmand, og han ejer og er koncerndirektør for selskabet Enjoy Resorts. Foto: Pia Thordsen, TV SYD

Beskyldninger

Destinationssamarbejdet er blot ét af kritikpunkterne mod borgmesteren fra de dele af Venstre i Tønder Kommune, som ønsker en ny linje.

Henrik Frandsen kritiseres for ikke at orientere byrådet i tilstrækkelig grad, han kritiseres for vennetjenester i forbindelse med et salg af Hjemsted Oldtidspark og for, at udgifterne til nybygning af Skærbæk Skole bliver 15-20 millioner kroner dyrere end oprindeligt budgetteret.

Borgmesteren bor i Skærbæk, som også er hans opstillingskreds.

Ifølge totalrådgiveren Friis & Moltke skyldes nogle af budgetoverskridelserne corona-krisen og vinterens regnvejr.

Men det er ikke forklaringer, der tilfredsstiller de kritikere, som mener, at borgmesteren favoriserer sine egne:

- Der mangler kommunikation bagud i vores bagland fra borgmesteren, og der har været nogle uheldige sager, hvor jeg mener, man kunne have gjort det bedre. Hver eneste gang man bruger en krone for meget, er der andre, der skal undvære, siger Martin Iversen til TV SYD.

Han kalder sagen om Skærbæk Skole for ”benzin på bålet” i striden i partiet.

Vil "ryste posen"

Martin Iversen mener, det er på tide at ”ryste posen” og få en anden politik.

- Jeg ønsker at gå i en mere liberal retning, siger han til TV SYD.

På spørgsmålet om hvad det betyder at ryste posen, svarer Martin Iversen, at der skal ryddes op:

- Ryste posen betyder, at der ikke er noget, der er helligt. Vi skal ind og se på nogle afdelinger i vores forvaltning, og på om der er noget i vores skolevæsen, vi kan gøre anderledes, siger Martin Iversen til TV SYD.

Den siddende borgmester i Tønder Kommune Henrik Frandsen (V) byder kampvalget velkomment. Foto: Pia Thordsen, TV SYD

Der er styr på butikken

Borgmester Henrik Frandsen afviser, at der ikke skulle være styr på økonomien og udgifterne i Tønder Kommune.

- Jeg synes faktisk, vi har rigtig mange succeser i Tønder Kommune. Der er meget, der lykkes. Vi har styr på økonomien, vi har styr på velfærden, vi har solide driftsoverskud hvert år, hvilket betyder, at vi kan have et meget højt anlægsbudget. Vores kassebeholdning slår alle rekorder. Den er på 262 mio. kroner, så der er rigtigt godt styr på butikken, siger Henrik Frandsen til TV SYD.

- Dem, der støtter modkandidaten, har undervejs været med til at skabe en stemning af, at der er problemer i Tønder Kommune, og at Tønder Kommune ikke kører særligt godt, hvilket er direkte i strid med fakta, så det er en italesat problemstilling, siger Henrik Frandsen.

Hård tone

Debatten har været til tider særdeles hård mellem partiets fløje på sociale medier og i læserbreve.

Her er det ikke kun borgmesteren, der beskyldes for at favorisere sine egne. Også modkandidaten, Martin Iversen, beskyldes for at have brugt sin position som formand for turistforeningen til at styrke sin egen forretning. Beskyldninger, han afviser.

Henrik Frandsen beklager tonen i debatten:

- Jeg vil sige det pænt: Der er blevet brudt rigtig mange grænser i Tønder Kommune, for det man kan kalde anstændig adfærd. Vi har oplevet et debatniveau i den her byrådsperiode, som jeg aldrig nogensinde havde troet, vi skulle opleve i Tønder Kommune, siger Henrik Frandsen.

Det vælter ind med nye medlemmer

Striden i Venstre har fået medlemstallet i partiet i Tønder kommune til at eksplodere. Cirka 330 nye medlemmer har meldt sig ind op til valget. Det svarer til en stigning i medlemstallet på 50 procent, så Venstre nu kan mønstre flere end 1.000 medlemmer i Tønder Kommune.

Det glæder formanden for Venstre i Tønder, Kim Tygesen, som også byder kampvalget velkomment:

- Alle er altid velkomne til at stille op ved et spidskandidatvalg i Venstre, siger han til TV SYD.

- Det har altid været sådan i Venstre, at når bølgerne går højt forud for et valg, er vi altid kommet styrket ud bagefter, siger Kim Tygesen forud for aftenens kampvalg.

Låg på?

Om striden i Venstre er bilagt efter aftenens valg er et åbent spørgsmål.

Både Henrik Frandsen og Martin Iversen garanterer over for TV SYD, at de stiller op ved næste byrådsvalg – uanset resultatet af kampvalget i aften, og at de hver især vil fortsætte med at kæmpe for den linje, de mener, er den rigtige for partiet

- Hvis der ikke sker et skifte nu, så fortsætter splittelsen jo, for umiddelbart har vi jo ikke kunnet se, at vi kunne samles, og tingene er blevet bedre. Men uanset hvem der vinder, er vi nødt til at se, om vi kan få slået en knude, der gør, at vi kan gå enige ind i fremtiden med en ny vision, siger Martin Iversen.

Målscorer var hundrede procent sikker på, at føringsmål ville blive annulleret

Tobias Lauritsen scorede et af sine sjældne mål, da han satte festen i gang i Nørreskoven. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Udgivet

Vejle Boldklub vandt søndag for første gang i sæsonen efter en 2-0-sejr mod Lyngby. Vejlenserne skulle dog væbne sig med tålmodighed, før føringen kom.

De var tæt på at få første sejr mod AaB, men denne gang holdt Vejles spillere hovedet koldt hele kampen, da det søndag eftermiddag blev til sæsonens første sejr.

- Det føles rigtig godt. Det er dejligt med en sejr, og det betyder meget for klubben og fansene, at vi kommer lidt tættere på, og det begynder at dufte af fodbold igen i Nørreskoven, siger Oliver Provstgaard.

Vejle fik efter 16 minutter et straffespark, men det formåede angriberen Anders K. Jacobsen ikke at omsætte til en scoring. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

I pausen kunne det godt ligne endnu en 'lige ved og næsten' for Vejle, der trods straffespark og flere store chancer ikke fik målnettet til at blafre i første halvleg.

Hjemmeholdet gik til pause med 0-0, og det var ifølge kampens spiller Tobias Lauritsen ikke de store smil, der var i vejlensernes omklædningsrum efter de første 45 minutter.

- Stemningen var lidt nedtrykt, og vi tænkte 'hvordan kan vi så score, hvis ikke vi kunne score på de tre store chancer'. Jeg føler dog, at vi formåede at komme ud til anden halvleg og få vendt det på en god måde, siger Tobias Lauritsen.

Troede føringsmål ville blive annulleret

Vejle fik også vendt det på den bedst mulige måde - nemlig ved at score. En hælaflevering fra søndagens fødselar Anders K. Jacobsen gav netop Tobias Lauritsen muligheden for at sætte den ind. Det gjorde midtbanespilleren, som ellers var overbevist om, at målet ikke ville tælle.

- Jeg var hundrede procent sikker på, at jeg var i offside. Jeg så ikke de andre forsvarere, men jeg tænkte, at jeg stod en, to eller tre meter i offside. Men jeg kender jo AK (Anders K. Jacobsen, red.), og han er jo garant for at lave lidt lækkerier på 9'er-positionen, så jeg skulle jo bare sætte bolden ind, siger målscoreren.

Musa Juwara fik lov at lukke kampen med sit mål til 2-0. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Musa Juwara scorede senere i kampen et flot mål til 2-0, som også blev kampens resultat.

Cheftræner lykkelig over første sejr

Vejle er stadig på sidstepladsen efter søndagens sejr, men har nu fem point op til Lyngby på 11. pladsen og i skrivende stund syv point til overlevelse.

Mihai Teja har fået fire point i fire point, efter han kom til klubben i slutningen af september. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det var også første gang, at VB vandt med Mihai Teja i spidsen. Det var derfor en tilfreds rumænsk cheftræner efter slutfløjt.

- Jeg er meget glad, og jeg er glad på spillernes vegne, som jeg godt vil hylde. De spillede en god kamp og kæmpede. Man kunne se, at de ville vinde de tre point. Det er meget vigtigt for os med den første sejr, som også gør noget godt for mentaliteten, siger Mihai Teja.

Næste opgave for Vejle er mod AaB i Aalborg på søndag.

18-årig mand anholdt efter fund af syrebomber ved skole

Ved en skole i Sønderborg er der fundet fem såkaldte syrebomber, oplyser politiet søndag formiddag. Foto: Presse-fotos.dk
Af Ritzau
Udgivet

En mand på 18 år er blevet anholdt efter fund af seks syrebomber ved en skole i Sønderborg.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Rønnow til TV 2 søndag eftermiddag.

I en pressemeddelelse oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi desuden, at den 18-årige har erkendt, at han står bag både produktion og kast af syrebomberne.

Syrebomberne blev fundet søndag morgen.

Først meldte en borger om en enkelt bombe lidt før klokken syv. Derefter opdagede betjente yderligere fire.

Et område ved Sønderskov-Skolen og Grundtvigs Allé blev spærret af, og forsvarets specialister fra ammunitionsrydningstjenesten blev tilkaldt.

Kort efter klokken 13 kunne politiet meddele, at indsatsen var overstået. Syrebomberne var uskadeliggjort.

Snak med jeres unge

I kølvandet på sagen opfordrer vicepolitiinspektør Søren Rønnow nu forældre til at snakke med deres unge mennesker.

- Fundet af syrebomber ved Sønderskov-Skolen er en god anledning til at tage en snak med sine børn om, hvor farlige syrebomber er. Det er alvorligt både at fremstille syrebomber og at udsætte både sig selv og andre for den store fare, som er forbundet med syrebomberne, siger Søren Rønnow.

I de seneste par år har der af og til været meldinger om hjemmelavede syrebomber. Blandt andet på Fyn og i Esbjerg.

Ved flere lejligheder har politiet advaret om risikoen for eksempelvis øjenskader.

I pressemeddelelsen oplyser politiet desuden, at de vil være til stede med Den Mobile Politistation på Sønderskov-Skolen mandag fra klokken 13-16. Alle der måtte have behov kan henvende med spørgsmål eller oplysninger om hændelsen.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.