23-årig fyret af Forsvaret på grund af familierelation

Foto: Foto: TV 2
Af Anders Lomholt
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
I samarbejde med TV 2 Nyheder

Harald Svendsen var godt i gang med en flyvende karriere i Forsvaret, lige indtil han blev fældet af efterretningstjenesten og en onkel i Rusland.

Harald Svendsen er 23 år og bor stadig på sit drengeværelse på den nedlagte skole i landsbyen Rangstrup i Sønderjylland.

Her er han vokset op til lyden af brølende kampfly, der lettede fra Flyvestation Skrydstrup og fløj hen over byens tage.

Siden han var lille, har han fantaseret om selv at være en af dem, der sad i cockpittet og krydsede Jylland på få minutter.

- Det har været min største drøm lige så længe, jeg kan huske, siger Harald Svendsen.

Og faktisk var det så småt på vej til at lykkes.

Harald Svendsen med den uniform, der indtil for nyligt var hans daglige arbejdstøj. Foto: Anders Lomholt / TV 2

Efter værnepligten blev han i 2022 ansat som "mission planner" i Flyvevåbnet og fik ansvar for at planlægge og koordinere flyvninger med F-16-kampfly.

Sidste sommer var han klar til at tage et afgørende skridt op ad karrierestigen. Han blev indstillet til at arbejde med de nye F-35-fly, der kræver Forsvarets højeste sikkerhedsgodkendelse "Yderst hemmeligt".

Men her knækkede filmen. Og nu ligger hans militæruniform foldet sammen i en papkasse.

- Den får jeg nok ikke lejlighed til at bruge igen, som det ser ud lige nu, siger han.

Med ét blev Harald Svendsens drøm stoppet af det, han selv ser som en ubetydelig familierelation.

Harald Svendsen bor sammen med sin far på den nedlagte skole i Rangstrup godt 10 kilometer fra Flyvestation Skrydstrup. Foto: Privatfoto / TV 2

En potentiel spion?

Som ansat i F-35-programmet får man adgang til nogle af den vestlige verdens mest avancerede kampfly, som derfor er omgærdet med stor diskretion.

Intet må slippe ud, når det gælder flyenes tekniske indretning, ammunition, sensorer og radarer.

Væggene på Harald Svendsens værelse er fyldt med emblemer fra hans mange missioner for Flyvevåbnet. Foto: Anders Lomholt / TV 2

Siden begyndelsen af sin ansættelse i Forsvaret har Harald Svendsen haft adgang til hemmelige informationer om F-16 flyene og var derfor udstyret med den næsthøjeste sikkerhedsgodkendelse "Hemmeligt".

Han har også fået en god udtalelse fra sin chef i Flyvevåbnet, der beskriver ham som en, der altid har "udført sine opgaver med omhu og professionalisme".

Ifølge en udtalelse fra en officer på Flyvestation Skrydstrup var Harald Svendsen en værdsat del af Fighter Wing. Foto: TV 2

Harald Svendsen regnede med, at den nye sikkerhedsgodkendelse var en formalitet, som ikke ville give problemer. Og han glædede sig til at skifte til F-35.

- Det er jo der, fremtiden er inden for kampfly. Så for mig var det et vigtigt skridt i min karriere, siger Harald Svendsen. Dengang var det hans plan at søge videre som jagerpilot i løbet af i år.

Men alt ændrede sig, da Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) begyndte at grave i hans familiære forhold.

Jeg havde aldrig troet, at det var muligt at blive anklaget for at være potentiel spion for Danmark

Harald Svendsen

Her stødte de på en bekymrende forbindelse, som Harald Svendsen selv havde fortalt dem om. Det gjorde han også, dengang han i 2022 blev ansat i Forsvaret.

Men nu fik det pludselig store konsekvenser for hans fremtid i Flyvevåbnet. Og i dag er den 23-årige sønderjyde chokeret over det, han har været igennem.

- Jeg havde aldrig troet, at det var muligt at blive anklaget for at være potentiel spion for Danmark. Eller i hvert fald et muligt offer for den russiske efterretningstjeneste. Jeg har jo aldrig gjort noget forkert, siger Harald Svendsen, der også har et andet dansk fornavn.

Det ønsker han dog ikke at stå frem med af frygt for at blive genkendt og udsat for chikane.

Harald Svendsen håbede på, at hans position som "mission planner" kunne blive vejen til en karriere som jagerpilot. Foto: Amalie Karlshøj Radoor / TV 2

Den russiske forbindelse

FE's bekymring blev tydelig, da Harald Svendsen i forbindelse med sin nye sikkerhedsvurdering blev indkaldt til samtale i september 2023 i København.

Han undrede sig over, at der ikke alene mødte en enkelt sagsbehandler op. Endnu en medarbejder sad i lokalet og lyttede med. Og efter hans opfattelse gik de hårdt til ham.

- De spurgte ind til alle mulige intime detaljer i mit personlige liv. Men jeg har ikke noget at skjule, så jeg fortalte dem alt, siger Harald Svendsen.

Han beskrev ikke alene sin opvækst på den nedlagte skole i Sønderjylland. Han fortalte også om sin specielle hobby, hvor han sammen med sin far er i gang med at ombygge nederste etage i barndomshjemmet til et museum med mekaniske dukker og gamle spillemaskiner.

Harald Svendsen viser en af de gamle spillemaskiner, som engang har stået i Tivoli i København. Foto: Morten Storch / TV 2

Så fortalte han om sin familie. Deriblandt om sin mor, der er født i Rusland men kom til Danmark i 1993, er dansk statsborger og har arbejdet mange år i Forsvaret.

Han nævnte også sin morbror, der bor i Moskva, var værnepligtig i sovjethæren fra 1988 til 1990 og derefter ikke har haft med militæret at gøre. I stedet har han været leder af en karateklub og ernæret sig som instruktør.

Harald Svendsens morbror tilbragte sin værnepligt i den tidligere sovjethær. Foto: Privatfoto / TV 2

Harald Svendsen havde derudover ikke meget at fortælle om sin onkel.

- Jeg kender ham stort set ikke. Vi sender beskeder til hinanden på Messenger ved fødselsdage og højtider, men ellers har vi ingen kontakt, siger han.

Jeg gik helt ned med flaget

Harald Svendsen

Harald Svendsen taler ikke selv russisk og har kun været i Rusland en enkelt gang som 17-årig, hvor han også mødte morbroren.

- Jeg ville gerne derover, mens min mormor stadig var i live. Jeg talte ikke meget med min onkel, og i det hele taget har Rusland ikke rigtig fyldt noget i mit liv, siger Harald Svendsen.

Men for FE var netop den familierelation helt afgørende.

Harald Svendsen udleverede billeder til FE af sin Messenger-korrespondance med sin morbror i Moskva. Foto: TV 2

Rystet over afgørelse

I kølvandet på invasionen af Ukraine i februar 2022 har Forsvarets Efterretningstjeneste gentagne gange skruet op for risikovurderingen af Rusland. Det betyder, at FE i dag betragter Rusland som et højrisikoland, hvorfra der er stor risiko for spionage.

Derfor har man i dag en mere restriktiv kurs overfor danskere med forbindelser til Rusland, og det fik Harald Svendsen at føle, da han i februar i år fik svar på anmodningen om en højere sikkerhedsgodkendelse.

Det var et afslag.

- Jeg var rystet. Og helt forvirret over, hvad det betød for min fremtid. Jeg spurgte min chef, men han vidste det heller ikke.

Harald Svendsen fik afslag på sin sikkerhedsgodkendelse, hvorefter han klagede over sagen. Foto: TV 2

Da Harald Svendsen efterfølgende mødte ind på flyvestationen i Skrydstrup, blev han i begyndelsen sat til praktisk arbejde med at rydde op i nogle kontorlokaler. Efter et par dage blev han suspenderet og sendt hjem med løn.

- Jeg gik helt ned med flaget og anede ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg spekulerede på, om jeg havde gjort et eller andet forkert, som jeg ikke var klar over. Det endte med, at jeg i en periode gik ned med stress, siger Harald Svendsen.

Harald Svendsen fik for nyligt udleveret en såkaldt "fin uniform" til særlige lejligheder i Flyvevåbnet. Den nåede han aldrig at bruge. Foto: Anders Lomholt / TV 2

Han var nu suspenderet, men håbede fortsat, at det hele var en misforståelse, og at han snart kunne genoptage sin karriere i Flyvevåbnet. Derfor klagede han over afgørelsen. Først til FE og senere til Forsvarsministeriet.

Men Harald Svendsen var ikke den eneste, der blev ramt af den russiske forbindelse.

Mor fyret fra tjeneste

Sideløbende gik Forsvarets Efterretningstjeneste i gang med at undersøge hans mor, Tatyana Svendsen. Hun er narkosesygeplejerske og mødte sin danske mand, Erik Svendsen, på en ferie i Letland i begyndelsen af 1990'erne.

De blev gift, og i 1993 flyttede hun til Danmark, hvor hun fik tre børn og syv år efter også dansk statsborgerskab.

Tatyana Svendsen sammen med sin søn Harald på en ferie til Frankrig i 2002. Foto: Privatfoto / TV 2

I 2010 blev hun ansat som sygeplejerske i Forsvaret og har otte gange været udsendt på internationale missioner.

- Jeg føler mig dansk og er stolt af min tid i Forsvaret. Jeg har behandlet sårede danske soldater, jeg har fået en masse venner i Forsvaret, og jeg satsede på at blive der til min pension, siger hun.

Men også den plan blev skudt ned.

For ti år siden blev Tatyana Svendsen skilt fra sin danske mand og flyttede til København. Hun fortsatte i Forsvaret og var senest udsendt til Letland i 2022, hvor hun også var tolk for de danske soldater.

Tatyana Svendsen var ansat i Forsvaret i 14 år, men arbejder i dag som sygeplejerske i et vikarbureau. Foto: Privatfoto / TV 2

Hun havde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse, men i januar i år fik hun pludselig at vide, at den skulle revurderes.

- På det tidspunkt havde min søn ikke fået svar endnu, og efter mine mange år i Forsvaret regnede jeg med, at det selvfølgelig nok skulle gå igennem, siger Tatyana Svendsen.

I marts kom afgørelsen. Tatyana Svendsen mistede sin sikkerhedsgodkendelse, og måneden efter blev hun fyret.

Igen var det onklen, der var problemet. Tatyana Svendsens bror.

- Jeg er både skuffet og vred. Jeg har jo ikke noget tæt forhold til min bror, siger Tatyana Svendsen og fortsætter:

- Jeg har givet Forsvaret så mange år af mit liv, og så smider de mig bare ud på den måde, siger Tatyana Svendsen, der tidligere har fortalt om sit afslag på sikkerhedsgodkendelse til blandt andet Berlingske.

Tatyana Svendsen kan ikke længere omgås sine gamle kolleger fra Forsvaret. Foto: Privatfoto / TV 2

Afslaget betød også, at hun ikke længere kunne have kontakt til sine venner i Forsvaret. Og en overgang var hun nervøs for, om hun heller ikke mere kunne ses med sin søn.

På det tidspunkt var Harald Svendsen i gang med sin klagesag. Frem til juni i år håbede han stadig på en fremtid som jagerpilot.

Men da han fik svar, var det værre end frygtet.

Bunken af korrespondance vokser, og nu vil Harald Svendsen sagsøge Forsvaret for uberettiget fyring. Foto: Morten Storch / TV 2

Sårbar for afpresning

Harald Svendsen åbnede sit brev fra FE med lige dele nervøsitet og forhåbning.

- Det var hele min fremtid og karriere, der var på spil. Alle mine drømme, siger han.

Da han så overskriften, var han klar over, at det var slut.

"Afslag på og inddragelse af sikkerhedsgodkendelse", stod der.

Det betød ikke alene, at han "ikke kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsniveauet Yderst Hemmeligt". Den betød også, at hans lavere sikkerhedsgodkendelse blev inddraget.

- Så var jeg helt færdig. Nu kan jeg jo ikke engang komme ind på en kaserne eller en flybase uden at blive ledsaget af en vagt, siger Harald Svendsen, der tilføjer, at der også vil være civile job, han ikke kan få.

For Harald Svendsen var afgørelsen fra FE den værst tænkelige. Foto: TV 2

I en gennemgang af sagen fastslog FE ganske vist, at de ikke betvivler hans "faglige kvalifikationer eller hans gode intentioner i forhold til Danmark og det danske forsvar".

Afslaget skyldtes alene Harald Svendsens tilknytning til Rusland. Dels til hans mor, og i særdeleshed til hans morbror i Rusland.

Det er selvfølgelig tragisk for den enkelte, som ikke har nogen onde hensigter

Mikkel Storm Jensen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet

Selvom det er 34 år siden, at morbroren var værnepligtig i den sovjetiske hær, gør det Harald Svendsen sårbar i forhold til afpresning, lyder det i afgørelsen fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Ifølge FE er det ikke muligt at skaffe tilstrækkeligt med oplysninger om familien i Rusland.

- FE finder således, at oplysningerne om dine forbindelser til Rusland, herunder navnlig relationen til din morbror, der tidligere har været aktiv i den russiske hær, gør dig til et særligt oplagt mål for afpresning eller anden påvirkning fra fremmede tjenester.

Billede fra morbrorens tid som værnepligtig. Han har ikke kendskab til de problemer, den periode i hans liv har forårsaget for familien i Danmark. Foto: Privatfoto / TV 2

Harald Svendsen sidder i sin sofa på drengeværelset. Omgivet af bamser og legetøjsbiler fra sin barndom – og alt det, der er kommet til i løbet af tiden i Forsvaret.

Han viser sit armbånds-ur med Flyvevåbnets våbenskjold og sin paradeuniform, som han modtog lige før sagen blev endeligt afgjort. Han prøver han sin skråhue, som stadig er nypresset.

Udenfor stråler sensommersolen. Og for Harald Svendsen er der på alle måder langt fra barndomshjemmet i Rangstrup til forestillingen om, at hans russiske morbror får besøg af så brutale agenter, at det lægger pres på hans danske familie.

Selvom FE tidligere har sikkerhedsgodkendt Harald Svendsen, ser man anderledes på sagen nu, hvor konflikten mellem Rusland og Vesten er forværret. Foto: TV 2

Kan du slet ikke forstå, at der er en frygt for, at du gennem din familie i Rusland kan blive udsat for afpresning?

- Nej, det kan jeg faktisk ikke. Jeg har jo ikke noget med min onkel at gøre. Og jeg har ikke gjort noget forkert. Min loyalitet ligger i Danmark, siger Harald Svendsen og tilføjer:

- Risikoen for at tale over sig og afsløre noget fortroligt gælder vel i mindst lige så høj grad mine kolleger, der måske går i byen en aften og får lidt for meget at drikke, siger Harald Svendsen.

Men FE's restriktive kurs handler om storpolitik og rækker langt ud over hensynet til en 23-årig sønderjydes fremtidsplaner.

Harald Svendsen har besøgt sin morbror en enkelt gang, da han som 17-årig var med sin mor og søskende i Rusland. Foto: Privatfoto / TV 2

Ingen kan modstå russernes metoder

Der findes ikke tilgængelige tal for, hvor mange der mister deres sikkerhedsgodkendelse på grund af familiemedlemmer i udlandet. FE vil ikke oplyse det og vil heller ikke kommentere afgørelsen i forhold til Harald Svendsen og hans mor.

- Vi har ikke mulighed for at gå ind i konkrete personsager, men det er klart, at den sikkerhedspolitiske situation på grund af Ruslands krig i Ukraine betyder, at vi er endnu mere opmærksomme på forbindelser til Rusland, lyder det i et skriftligt svar til TV 2 fra Hans Mølleskov, der er chef for den militære sikkerhedstjeneste i FE.

Harald Svendsen er stadig glad for sit ur med flyvernes våbenskjold, selvom det nu ligger urørt på værelset. Foto: Morten Storch / TV 2

Harald Svendsen har forgæves forsøgt at klage til Forsvarsministeriet gennem sit fagforbund Centralforeningen for Stampersonel. Her lyder det, at stadig flere medlemmer får frataget sikkerhedsgodkendelser.

Det kan også handle om personer med relation til arabiske lande, Iran eller Kina.

Militæranalytiker Mikkel Storm Jensen fra Forsvarsakademiet har selv en fortid i FE og forstår godt, hvis nogen synes, FE's afgørelser virker uretfærdige.

Men han siger også, at det er en nødvendig kurs, når det gælder militære hemmeligheder i en stadig mere usikker verden.

Ifølge militæranalytiker Mikkel Storm Jensen er Ruslands Efterretningstjeneste i de seneste år blevet mere skrupelløs i jagten på efterretninger fra Vesten. Foto: Morten Storch / TV 2

- Det er selvfølgelig tragisk for den enkelte, som ikke har nogen onde hensigter. Men især i forhold til Rusland oplever vi en stadig mere hensynsløs sikkerhedstjeneste, og derfor er FE nødt til at være ekstra forsigtige, siger han.

Ifølge FE's afslag betyder Harald Svendsens forbindelser til Rusland, at han er sårbar i forhold til fremmede efterretningstjenester, som har "både evne og vilje til at udnytte væsentlige personlige sårbarheder med metoder, som ingen forventes at kunne modstå".

Ifølge et klagesvar fra Forsvarsministeriet er der tvivl om Harald Svendsens pålidelighed på grund af hans familiære bånd i Rusland. Foto: TV 2

I sidste uge fik Harald Svendsen sin fyreseddel fra Forsvaret. Eller som det hedder: "Afgørelse om afsked på grund af manglende sikkerhedsgodkendelse".

Nu satser han på – sammen med sin mor – at søge om erstatning fra Forsvaret. Selvom han føler sig sikker på, at det ikke vil ændre ved den følelse af bitterhed, der sidder i ham.

- Jeg synes, at det har været et vanvittigt forløb. Og jeg vil gerne advare andre, der måske har en onkel et eller andet sted i verden om at passe på, før de søger et job i Forsvaret. FE's vurderinger kan pludselig ændre sig over natten, siger han.

Udenfor drøner kampfly stadig hen over Rangstrup. En lyd som har fået en ny betydning for Harald Svendsen.

- Det er lyden af en drøm, der aldrig blev til noget. Nu tænker jeg bare på, hvem af mine gamle kolleger, der er den heldige og har fået chancen for at sidde deroppe i cockpittet.

Politikere gjorde ikke deres arbejde færdigt - nu må naboer leve med de grimme konsekvenser

Foto: Pia Thordsen
Udgivet

Da planer om en togbane fra Vejle til Billund Lufthavn blev droppet i 2021 efterlod politikerne en lov, som betyder, at naboer nu må finde sig i, at tre lokale ejendomme falder sammen for øjnene af dem.

- De var jo pæne og nydelige. Den ene var lige blevet sat i stand og havde fået nyt tag.

Martin Fogh Skovlyst er nabo til to af tre ejendomme, som i løbet af få år er forvandlet fra ”slot til skrot”.

Ejendomme, som Banedanmark forlods-eksproprierede, mens planerne om at bygge en togbane mellem Vejle og Billund Lufthavn stadig levede.

Dengang brugte Martin Fogh Skovlyst syv år på at kæmpe mod togbanen som formand for Facebook-siden ”Drop Billundbanen.”

Nu må han konstatere, at kampen for at få ruinerne fjernet er den næste, han må tage.

Svar fra Banedanmark: Vi er fanget i et limbo

Det er ikke en kamp, han er alene om.

Vejle Vesteregns lokalråd og Vejle Kommune har både i 2021, 2022, 2023 og 2024 rykket Banedanmark for svar på, hvad der skal ske med de tre ejendomme, som står og forfalder.

Flere gange har Banedanmark stillet i udsigt, at husene skulle rives ned. Men først når der er hjemmel, og det kræver, at politikerne aflyser det anlægsprojekt, der stadig er gældende.

I 2021 fik lokalrådet at vide, at Banedanmark forventede at rive ejendommene ned i 2022.

Det skete ikke, og da lokalrådet skrev til Banedanmark igen i efteråret 2022, lød svaret, at ejendommene var indstillet til nedrivning, og at styrelsen forventede, det ville ske i 2023.

Da 2023 var ved at rinde ud, uden der skete noget, kontaktede lokalrådet igen Banedanmark, som denne gang svarede, de ville vende tilbage ”inden jul”.

”Idet Banedanmark officielt ikke har fået at vide, at Billundbanen som projekt er nedlagt, har vi heller ikke hjemmel til at afhænde de tilhørende ejendomme. Vi er desværre fanget i et limbo, hvor vi ikke har hjemmel til hverken nedrivning eller salg.”

Banestyrelsens svar til Vejle Kommune i september 2024.

Der kom bare aldrig noget svar, og i efteråret 2024 skrev Vejle Kommune derfor til styrelsen.

Svaret fra Banedanmark lød:

”Idet Banedanmark officielt ikke har fået at vide, at Billundbanen som projekt er nedlagt, har vi heller ikke hjemmel til at afhænde de tilhørende ejendomme. Vi er desværre fanget i et limbo, hvor vi ikke har hjemmel til hverken nedrivning eller salg.”

Det her fortæller mig, at der mangler en politisk stillingtagen.

Gerda Haastrup Jørgensen (V), formand, Teknisk Udvalg, Vejle Kommune

Glemt af politikerne

De mange henholdende svar og manglen på handling er årsag til, at kommunen og lokalrådet nu har bedt et lokalt folketingsmedlem om at gå ind i sagen.

Mandag besøgte folketingsmedlem, Christoffer Melson (V), to af de huse, Banedanmark har ejet i årevis uden at gøre noget ved dem. Foto: Pia Thordsen

- Det her fortæller mig, at der mangler en politisk stillingtagen. Det kan godt være, at der i manges hoveder, da kommer ikke nogen bane til Billund. Men men så er det bare nødvendigt at gøre opmærksom på, at så mangler der en lille bitte beslutning eller en en stykke papir på, at det er sådan det er. Så de i Banedanmark kan for få sagen lukket, siger Gerda Haastrup Jørgensen (Venstre), formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune.

Mandag mødte medlem af folketingets transportudvalg, Christoffer Melson (Venstre) op ved to af de forlods-eksproprierede ejendomme.

Hvad vil det sige, at en ejendom kan forlods-eksproprieres?

I visse tilfælde kan Banedanmark give tilladelse til fremrykket ekspropriation (tidligere kendt som "forlods overtagelse") af ejendomme, som kan berøres særligt indgribende af et kommende projekt.

Dette gælder i tilfælde, hvor der er særlige personlige grunde hos ejeren, og hvis ejendommen skønnes at blive særligt indgribende berørt af projektet.

Som eksempel på særligt indgribende berørt, kan nævnes banen kører direkte hen over ejendommes hovedhus, eller at størstedel af matriklen med hovedhus bliver inddraget af baneprojekt.

Som eksempel på særlige personlige grunde kan nævnes skilsmisse, flytning til ældre/plejebolig, dødsfald, økonomiske ved tab af f.eks. job eller lign. Fremrykket ekspropriation gælder også for virksomheder, hvis der f.eks. foreligger særlige økonomiske forhold typisk med risiko for et væsentligt indtægtstab, hvis ejendommen ikke bliver overtaget på et tidligt tidspunkt.

Ejeren skal dokumentere sine særlige personlige grunde ved eksempelvis at fremsende separations/skilsmisseerklæring, lægeerklæring, dødsattest m.m og virksomheder skal kunne redegørelse for økonomisk tab.

Det er desuden et krav, at ejendommen ikke kan sælges på normale vilkår. Ejeren skal dokumentere dette ved at anmode en ejendomsmægler om en erklæring, hvori det bekræftes, at ejendommen ikke kan sælges på grund af det kommende jernbaneprojekt.

Kilde: Banedanmark

Og det er et overvældende syn, der mødte ham og de fremmødte naboer.

- Husene var i orden da de blev købt. Og så gik det ret hurtigt med, at de begyndte at se sådan her ud, konstaterer Martin Fogh Skovlyst, og fortsætter:

- Det ene hus var lige blevet sat i stand og havde fået nyt tag, så så husene var i orden da de blev købt.

Det ene hus har ny tegltag. Under det hænger resten af huset i laser. Foto: Pia Thordsen

Omsluttet af vildtvoksende efeu 

På det ene hus troner et næsten absurd blankt – og tydeligvis nyt – sort tegltag, mens huset nedenunder ligner en hærget ruin:

Smadrede vinduer. Et gennembanket toilet. Lofter, vægge og inventar hænger i laser.

Man skulle ikke tro, det kun er fem-seks år siden, der boede mennesker i huset.

Jeg synes ikke, det er i orden, at en offentlig myndighed bare kan trække nogle streger i samfundet og så lade tingene ligge og forfalde, og uden at der sker noget som helst.

Jens Uth, formand, Vejle Vesteregns lokalråd

Bedre ser det ikke ud i det lyserøde nabohus. Her har vildtvoksende efeu omsluttet murværk og tag fra sokkel til kvist.

Kun de lavtgående fly, der hvinende og brummende sejler hen over husene, minder om, at befinder os i 2024 og ikke i en kulisse fra Tolkiens Ringenes Herre.

Naturen har taget over på Gødsbølvej 63. Foto: Pia Thordsen

Ærgerlig over hvad skattepengene bruges til

Det er ikke et syn, der huer formanden for Vejle Vesteregns lokalråd:

- Det giver området et kedeligt indtryk, for dem der kommer hertil, og så bliver vi lynhurtigt kaldt ”Udkantsdanmark” og alt mulig andet i verdenspressen, siger Jens Uth.

- Jeg synes simpelthen det er træls, fortsætter han.

- Jeg synes ikke, det er i orden, at en offentlig myndighed bare kan trække nogle streger i samfundet og så lade tingene ligge og forfalde, og uden at der sker noget som helst, siger han.

Banedanmark købte Gødsbølvej 61 i 2019. Siden da har det stået tomt. Foto: Pia Thordsen

Det er Martin Fogh Skovlyst enig i:

- Når man betaler skat, er det ærgerligt at se de penge gå til opkøb af sådan noget her, og så står det og forfalder. Samtidig med at stat og kommune laver nedrivningspuljer for at få den slags ryddet væk fra landskabet, så køber de selv noget og lader det stå sådan her. Det kan man kun undre sig over, siger Martin Fogh Skovlyst.

Frygter forladte huse presser priser ned

Med mailen til Vejle kommune om, at Banedanmark ikke officielt ”har fået at vide, at Billundbanen er nedlagt som projekt”, og at styrelsen mangler ”hjemmel” til at gøre noget ved ejendommene, føler de lokale sig ikke overbevist om, at gamle planer ikke lige pludselig kan hives op af skuffen igen.

Og i princippet har han ret.

For selvom Billundbanen blev droppet af politikerne bag togfonds-forliget i 2021, så undlod de ved samme lejlighed at sikre, at selve anlægsprojektet blev fjernet.

Det kan påvirke hele prissætningen i området, at der ligger en linjeføring, som betyder, at der kan komme en togbane. Det er uanstændigt.

Karl Skovgaard, Næstformand, Vejle Vesteregns lokalråd

- Siden 2021 har der ikke været et politisk flertal for en jernbane til Billund. Så derfor tror vi da, den er død. Men vi ved det rent faktisk ikke, siger Jens Uth med henvisning til, at der stadig eksisterer et anlægsprojekt.

Næstformand i Vejle Vesteregns lokalråd, Karl Skovgaard mener ikke kun, sagen handler om de tre ejendomme:

- Husene er ét problem, siger han.

- Men det kan påvirke hele prissætningen i området, at der ligger en linjeføring, som betyder, at der kan komme en togbane. Det er uanstændigt, siger Karl Skovgaard.

Et renoveringsprojekt, der aldrig blev gjort færdigt. Foto: Pia Thordsen

Det er manglende respekt for folk

Folketingsmedlem Christoffer Melson er enig:

- Det der med at lade sådan noget ligge, det synes jeg er manglende respekt for borgere, der bor i området.

Han tror dog, der er tale om en ”formalistisk” fejl:

- At man ikke har fået sendt en henvendelse over til Banedanmark om, at de skulle finde en løsning i forhold til de ejendomme, de har købt op i det her område, siger Christoffer Melson.

- Jeg tænker, at den her sag er faldet ned mellem nogle stole, og jeg syntes vi skal have det løst hurtigst muligt, siger han.

Gerda Haastrup Jørgensen, som er formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune er enig:

Jeg forstår godt, at ejendommene ikke pynter i landskabet, og det er vi opmærksomme på. Vi er i gang med at afklare, hvordan vi kan få fjernet de tre ejendomme, som er indstillet til nedrivning.

Martin Gardezi Aggergaard, områdechef i Banedanmark

- Jeg tror simpelthen, det er blevet glemt. Der er jo ingen interesse for Billundbanen længere, og så tror jeg bare den er lagt ned i alles hoveder, men der mangler lige en beslutning for at man kan komme videre, siger hun.

Hos Banedanmark kan man stadig ikke give et bud på, hvornår der sker noget med bygningerne.

I et skriftligt svar siger Martin Gardezi Aggergaard, områdechef i Banedanmark:

"Jeg forstår godt, at ejendommene ikke pynter i landskabet, og det er vi opmærksomme på. Vi er i gang med at afklare, hvordan vi kan få fjernet de tre ejendomme, som er indstillet til nedrivning. "

Grønhøjgårdvej 1, Gadbjerg. Værdisat i den offentlige vurdering til 3,9 millioner kroner inklusive jord. Foto: Pia Thordsen

For at sætte fart under processen vil folketingsmedlem Christoffer Melson nu tage sagen med til trafikministerten:

- Jeg tror, at det her handler om, at vi får sat noget fokus på sagen, så den kommer lidt op i bunken igen. Det kan godt være, sagen virker lille i de store sammenhænge inden Transportministeriet, men det betyder altså rigtig meget for det her område, at man får ryddet op i det her, siger Chr

Nabo til tidligere rocker-klubhus kan nu mærke roen sænke sig over kvarteret

Foto: Helena Bendixen
Udgivet

Rockergruppen Comanches MC må ikke længere opholde sig på adressen Brolæggervej 12 i Sædding i Esbjerg.

Dermed er det midlertidige samlingsstedsforbud for rockergruppen nu blevet gjort permanent.

En af naboerne til det nu tidligere tilholdssted for Comanches MC er virksomheden SRI Sign Solution, der har haft lokaler på Brolæggervej i 20 år.

Jeg kan også mærke, at frekvensen af politibiler er faldet en hel del

Flemming Nørskov, nu tidligere nabo til Comaches MC

For nogle år siden flyttede rockergrupperingen ind i nabolokalerne.

- Det var lidt uventet, må vi sige, og det skabte noget utryghed i området, fortæller Flemming Nørskov, der ejer SRI Sign Solution.

Hybridkvarter

Han fortæller, at han udover en enkelt hændelse i begyndelsen, hvor en person kravlede ind gennem et vindue og efterfølgende gik ud af døren, ikke har mærket meget til det.

Flemming Nørskov, administrerende direktør for SRI Sign Solution. Foto: Helena Bendixen, TV SYD

Brolæggervej er med Flemming Nørskovs ord et "hybridkvarter", hvor det er et mix mellem virksomheder og private boliger.

- Jeg synes, det er rart nok, at der bliver skabt ro omkring det, og at de fastboende herude kan få en mere almindelig hverdag. Det giver en ro, og vi kan godt mærke, at kvarteret falder mere på plads igen.

Hvordan kan du mærke det?

- Jeg kan mærke roen sænke sig, og jeg kan også mærke, at frekvensen af politibiler er faldet en hel del. De kørte jo kvarteret tyndt tidligere.

Når der skal findes nye lejere af lokalerne på Brolæggervej 12, så har Flemming Nørskov i hvert fald en klar forhåbning.

- Vi håber, at der kommer en virksomhed, der passer ind, siger han.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden, analysere statistik samt og vise dig funktioner til sociale medier. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid tilbagetrække eller ændre dit samtykke, ved at klikke på ”Opdater dit cookietilsagn her” i bunden af siden. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere om brugen af cookies.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
Chartbeat
_cbt Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
csrftoken instagram.com
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
JSESSIONID LinkedIn
jwplayer.bandwidthEstimate tvsyd.dk
jwplayerLocalId tvsyd.dk
lang LinkedIn
lang LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
LAST_RESULT_ENTRY_KEY youtube.com
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
app_banner_enabled tvsyd.dk
breaking tvsyd.dk
breaking_banner_dismissed tvsyd.dk
CookieConsent tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
tv2reg_cookie_consent tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
XSRF-TOKEN tvsyd.dk

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Ikke tildelte cookies

Disse cookies er endnu ikke blevet kategoriseret. Vi arbejder på at identificere deres formål og sikre, at de respekterer dine privatlivsindstillinger.

Navn Udbyder
pusherTransportTLS no-domain
sentryReplaySession no-domain
tv_syd_session tvsyd.dk

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
remote_sid youtube.com
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
TESTCOOKIESENABLED youtube.com
VISITOR_INFO1_LIVE youtube.com
VISITOR_PRIVACY_METADATA youtube.com
YSC youtube.com