Festivalgæster i mudderkaos
Lørdag er hjemrejsedag for mange gæster på Tønder Festival, men biler og campingvogne sidder fast i dybe mudderpøle.
Lørdag er sidste dag på Tønder Festival. Allerede nu oplever gæsterne et trafikalt kaos, når de forsøger at forlade campingpladsen i bil.
- Vi står jo hepper på hinanden, fordi man er så lykkelig hver gang, der er nogen, der kommer op. Så på den måde er fællesskabet jo i top. Men det er med hjertet oppe i halsen, for man kan jo ende med at ligge på tværs af det hele, siger festivalgæst Eva Rømer fra Hvidovre.
Indtil videre har festivalens campingpladsansvarlig Aage Lauridsen end ikke haft held til at nå ud i området grundet de store mængder mudder. Tønder Festival har dog forsøgt at løse problemet med en masse flis, men det har indtil videre været uden held.
Han er bekymret for, at han ikke har nok flis til både at holde festivalpladsen og bilister fri fra store mudderpøle.
Han mener at have haft 100 tons flis, da festivalen startede, men nu er der ikke meget tilbage, fortæller Aage Lauridsen.
Hvad tænker du, når du ser alt det her mudder og biler, der sidder fast?
- Jamen, jeg havde nær sagt, at det næsten var, hvad jeg forventede, svarer han.
Hvorfor har I så ikke gjort noget noget før?
- Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Når vi lægger flis ud, så bliver det ganske kort tid efter én stor sump. Og der er altså lagt mange store skovlfulde flis ud med gummiged på de veje, svarer Aage Lauridsen.
Vejhjælp har været til stede siden klokken 08 lørdag morgen for at trække biler, campingvogne, autocampere og kassebiler fri fra mudderet.
- Det er rigtig mudret. Og jo flere biler, der kører, jo værre bliver det. Der kom meget regn i går, og hvis der kommer meget regn igen i aften og i morgen, kan det blive rigtig slemt, siger Jørn Ebbesen, der er leder hos Dansk Autohjælp Kliplev.
Han fortæller, at han fredag aften trak køretøjer fri indtil klokken 02 om natten, og at han heller ikke regner med at få tidligt fri lørdag.
- Nogle områder på campingpladsen er næsten helt ufremkommelige for almindelige personbiler. Så vi bliver i hvert fald ikke arbejdsløse i dag og i morgen og nok heller ikke på mandag, siger han.
Tønder Festival oplyser, at gæster med problemer skal henvende sig i infoteltet.