Kirkerne skal gå forrest i klimakampen, mener ekspert
Teolog og klimaekspert mener, at kirken skal gå forrest i den grønne omstilling.
Kirken er bagud i klimakampen. Folkekirken er Danmarks tredjestørste jordejer, og langt det meste af jorden er bortforpagtet til konventionelt landbrug.
Men det giver omvendt Folkekirken en enestående chance for at gå forrest i klimakampen og dermed blive mere folkelig. Det mener Mickey Gjerris, som er lektor i bioetik og uddannet teolog.
- Med al den jord er det muligt at få bundet en masse CO2, og der er et stort potentiale for kirken i det her. Kirken har faldende opbakning, men hvis kirken går forrest for at løse vor tids største krise, så kan kirken blive mere relevant for folk og deres hverdag. Og kirken kan tale imod den kultur, som dikterer, at vækst og øget forbrug er det vigtigste. Kirken kan pege på nogle andre værdier, siger Mickey Gjerris.
Kommuner sprøjter mindre
Folkekirken har oprustet klimakampen med alt fra insekthoteller til skovrejsning. Men de tørre tal viser blandt andet, at blot 14 procent af den kirkelige landbrugsjord er økologisk, mens økologi udgør cirka 35 procent af dem kommunale jord og 45 procent af den statslige.
Maugstrup Sogn i Haderslev Stift ejer 50 hektar skov med gavntræer og shelter, og menighedsrådsmedlem Solveig Kappel er stolt af skoven.
- Vi får en god indtægt til menighedsrådets arbejde. Samtidig giver vi alle adgang til at nyde skoven og tager hensyn til biodiversitet og klima. Jeg er stolt af vores skov, siger Solveig Kappel.
Alle har et ansvar
Hun mener ikke, kirken har et særligt ansvar for at passe på skaberværket.
- Det er sådan et kort, der bliver trukket nogle gange, og det er måske lidt uretfærdigt, fordi vi er alle sammen forpligtet på Guds skaberværk. Det er kirken, det er alle institutioner, det er kommunen, og det er du som privatperson. Jeg tænker ikke, at vi som kirke er mere forpligtet end andre, siger Solveig Kappel.
Samme holdning har Torben Hjul Andersen, som er provst i Haderslev Provsti.
Jorden og alt, hvad der er der på Jorden, tilhører Gud. Derfor er ethvert menneske forpligtet
Torben Hjul Andersen, provst, Haderslev Provsti
- Hvis man siger, at kirken har en særlig forpligtelse, så lyder det som om, at nogen har mindre forpligtelse. Men Jorden og alt, hvad der er der på Jorden, tilhører Gud. Derfor er ethvert menneske forpligtet, siger Torben Hjul Andersen.
Magt = ansvar
Samme holdning møder TV SYD ved opringninger til andre menighedsrådsmedlemmer og medarbejdere i Folkekirken. Mickey Gjerris er dybt uenig.
- Det kan ikke nytte noget at sige, at noget er alles ansvar, for det bliver let til, at ingen tager ansvar. Menighedsråd har et stort ansvar, og de bør gå forrest for at vise, at vi alle sammen har et ansvar. Man har ansvar efter, hvor meget magt man har, og kirken har meget magt. Kirken kan bidrage med en forkyndelse af, at det er meget vigtigt, at vi selv bidrager, siger Mickey Gjerris.
Man har ansvar efter, hvor meget magt man har, og kirken har meget magt.
Mickey Gjerris, bioetiker og teolog
Tjenere af håbet
Torben Hjul Andersen vil gerne bidrage med både handling og forkyndelse.
- Vi tror på Jesu' genopstandelse fra de døde, vi er en kirke af håb. Så vi skal forkynde, at vi skal gå ud og tage fat. Skoven i Maugstrup blev netop plantet i 30'erne, hvor der næsten ikke var skov tilbage i Sønderjylland. Nogen har taget fat, og det er vi forpligtet på at forkynde, fordi vi er tjenere af håbet, siger Torben Hjul Andersen.