Sydslesviger kan blive formand for Grænseforeningen
Grænseforeningen har siden december været på udkig efter en ny formand.
Nu har foreningen fundet en egnet kandidat i 37-årige Mirco Reimer-Elster. Det skriver Flensborg Avis.
Han er vokset op i Sydslesvig, men bor og arbejder til dagligt i København, hvor han er USA- og Tysklandsanalytiker på TV2.
Og netop den cocktail har haft stor betydning for foreningens valg af kandidat, siger 1. næstformand i Grænseforeningen, Else Tornbo til avisen.
- Vi har lagt vægt på, at vi gerne vil have en formand, som er bindeled og brobygger i forhold til Sydslesvig. En, der er forankret i grænselandet. Og det får vi i hvert fald fuldt ud med Mirco, siger hun.
Mirco Reimer-Elster
37 år, bopæl i København
Bachelor i historie, kandidat i amerikanske studier og ph.d. i historie
Født og opvokset i Sydslesvig, skolegang på Hiort Lorenzen Skolen i Slesvig, student fra Duborg-Skolen i Flensborg
Forfatter til »Skønhed og skræk – to generationer på rejse i Tyskland« med Ulla Terkelsen
Gift og far til fire
Mirco Reimer-Elster er knap 30 år yngre end Grænseforeningen nuværende formand, Peter Skov-Jakobsen, der i december meddelte, at han ønsker at stoppe efter sin anden valgperiode.
Til Flensborg Avis siger Else Tornbo, at man netop ønsker at fremtidssikre foreningen ved at pege på en ung kandidat. En der kan "bringe Grænseforeningen ind i fremtiden, mens den stadig er en folkelig forening".
Selv er den 37-årige sydslesviger også beæret over tilbuddet.
- Tak er kun et fattigt ord. Derfor er jeg også enormt beæret over den tillid, som bestyrelsen har vist mig ved at indstille mig som formandskandidat. Såfremt jeg bliver betroet med formandskabet, vil jeg gøre mit for, at Grænseforeningens lokalforeninger føler sig set, hørt, og repræsenteret. Det kan siges kort og godt: lokalforeningerne først, siger Mirco Reimer-Elster i en pressemeddelelse udsendt af Grænseforeningen.
Valget af formand sker på det kommende sendemandsmøde, der afholdes lørdag den 27. april.