I weekenden skal han gøre opmærksom på overset Europamesterskab
Sideløbende med fodboldherrernes EM i fodbold ruller bolden også på de slesvigske græsplæner. Det danske mindretal er nemlig værter for turneringen Europeada, der er mindretallenes svar på et EM i fodbold.
Du skal ikke bevæge dig langt over den dansk-tyske grænse, hvis du vil overvære EM-fodbold på tætteste hold. Faktisk behøver du ikke krydse overgangen til Tyskland.
Mens Kasper Hjulmands udvalgte spiller på nabolandets Bundesligastadioner ved sommerens EM-slutrunde, skal det sydslesvigske kvinde- og herrelandshold på hjemmebane forsvare nationens farver under mindretallenes Europamesterskab, Europeada.
Ruwen Möller har repræsenteret det danske mindretal som spiller i 2008, 2012 og 2016. I år er han projektleder for turneringen. I hverdagen tænker han ikke over, at han repræsenterer et mindretal. Alligevel har oplevelserne med mindretalsholdet sat sig dybt i hjertet.
- Det har betydet meget at have været blandt de udvalgte. Jeg har spillet kampe i blandt andet Schweiz og Østrig, og der har det været fedt at repræsentere sit mindretal, når man skulle stille op til holdfoto og synge nationalmelodien, siger han.
Forud for turneringen, der afholdes for femte gang, er der blevet solgt mere end 2000 landsholdstrøjer, hvilket er rekord ifølge Sydslesvigsk Forening. Trøjer som, projektlederen forventer, vil pryde gaderne, når det danske mindretals årsmøder finder sted i weekenden.
- Jeg forventer noget synlighed på Europeada. Lørdag og søndag er jeg selv ude at promovere i Flensborg, og så er der også solgt en del landsholdstrøjer, som jeg forventer at se i løbet af weekenden, siger han.
Europeada blev første gang afholdt i 2008 og spilles samtidig med herrernes EM i fodbold.
Opmærksomhed på mindretallene
Udover en rekordhøj interesse for de sydslesvigske bluser, er tilmeldingen til årets stævne også på sit højeste. 26 herrehold og ni kvindehold fra store dele af Europa stiller op på 14 forskellige spillesteder nord og syd for den dansk-tyske grænse.
Antallet af hold vidner for Ruwen Möller om, at turneringen har sin berettigelse. Ifølge den tidligere sportsjournalist fra Flensborg Avis skal man ikke langt ned i Tyskland eller langt op i Danmark for at finde folk, som ikke har hørt om et dansk mindretal i Tyskland.
- Der er behov for at gøre opmærksom på mindretallene. Vi har det meget godt her, men der er andre mindretal, som lider under økonomiske, politiske eller kulturelle problemer. Her tror jeg, at et fodboldstævne er en god måde at udbrede kendskabet for mindretallene, siger projektlederen.
Er der ikke en fare for, at opmærksomheden drukner, når det er samtidig med EM?
- Selvfølgelig er der det, men vi ser det mere som en styrke, da fokus i forvejen er på fodbold. Vi har også arbejdet på, at det fast skulle foregå samme sted, som EM foregik, men det har ikke altid kunne lade sig gøre, siger Ruwen Möller.
Professionelle spillere har ingen adgang til holdkortene. Ruwen Möller beskriver niveauet til at være 'et højt amatørniveau', hvor de bedste hold ville gøre en god figur i Jyllandsserien eller den femte bedste tyske række.
I Danmark skal flere kampe spilles i Tønder, Sønderborg, Haderslev og Aabenraa.
De første kampe ved Europeada fløjtes i gang den 30. juni, mens finalen spilles den 6. juli.