De har ventet i 10 år på UNESCO’s blå stempel
Der er lagt hjerteblod i at få gjort Dannevirke og Hedeby til verdensarv. Det hele afgøres formentlig på lørdag.
Det forhistoriske forsvarsværk Dannevirke og vikingebyen Hedeby er nu indstillet til UNESCO’s verdensarvsliste. Afgørelsen ventes at komme på lørdag på et UNESCO-møde i Bahrain, og ansøgerne kan næsten ikke vente.
Vi har arbejdet på ansøgningen i over 10 år.
Nis Hardt, museumsleder på Dannevirke Museum.
- Jeg er nervøs og spændt. Vi har arbejdet på ansøgningen i over 10 år, men nu er vi tæt på mållinjen. Stedet har en fantastisk historie, og jeg synes, vores initiativ fortjener at blive anerkendt, siger Nis Hardt, som er museumsleder på Dannevirke Museum.
Fra jernalderen
Det danske forsvarsværk kan dateres helt tilbage til år 450 og frem til det skæbnesvangre år 1864. De tidligste dele blev bygget for cirka 1500 år siden for at holde frankiske, saksiske og slaviske grupper fra at trænge op i Jylland.
Det kan smitte positivt af på det danske mindretal og på, hvorfor vi er her.
Jens A. Christiansen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening, om verdensarven.
Og det er vigtigt at gøre opmærksom på, mener Jens A. Christiansen, som er generalsekretær i Sydslesvigsk Forening.
- Hvis Dannevirke og Hedeby kommer på listen, så giver det et langt større fokus på grænselandet. Det kan smitte positivt af på det danske mindretal og på, hvorfor vi er her, siger Jens A. Christiansen, som er generalsekretær for Sydslesvigsk Forening.
Mindretallets identitet
Det handler om selvforståelse og for det danske mindretal.
- Det betyder noget for vores identitet. Her begyndte danerne at leve og udvikle deres fællesskab og samfund, og her har vi haft forsvarsanlæg til at beskytte danernes land mod syd. 1864 og andre nøglepunkter i Danmarkshistorien er forbundet med dette sted. Derfor bør der være fokus på, hvad der skete her, siger Jens A. Christiansen.