Travlhed for brandfolk: 13 markbrande på fire timer
Omkring Horsens har der på en time været fem brande, og i Syd- og Sønderjylland har brandvæsnet været kaldt ud til hele otte brande - alt sammen markbrande.
Tirsdag eftermiddag har brandfolkene i vores område haft rigtig travlt.
Fra kl. 14.15 og cirka en time frem har Sydøstjyllands Brandvæsen fået alarmer om hele fem brande i det samme område ved Brædstrup nordvest for Horsens.
- Høsten er i gang, og sammen med den knastørre natur kan selv den mindste gnist skabe de her markbrande, siger Henrik Dam, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.
Han oplyser, at det er tilfældigt, at alle fem brande er opstået i området omkring Brædstrup.
Ingen er kommet til skade
Også brandberedskabet i Sønderjylland har haft noget at se til tirsdag eftermiddag. Det er blandt andet rykket ud til Tønder og Visby.
- Der har været otte brande siden klokken 15. Alle har været markbrande, men er heldigvis bekæmpet, og hverken bygninger eller maskiner har været i fare, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til TV SYD.
Heller ikke ved Brædstrup har mennesker, maskiner eller huse været i fare på grund af branden, oplyser vagtchefen.
Ca 0,5 ha. mark med afgrøder er gået op i røg ved Tyvse. Tønder og Visby slukkede branden sammen med lokale landmænd med traktor og havre. Igen et flot stykke arbejde. Bredebro blev tilkaldt med vandtankvogn, de kom dog ikke aktion. Vi er klar til næste tur.
— BRSJ (@brsjdk) July 24, 2018