Vi skal vide mere om pindsvin - alle kan hjælpe til fremtidig forskning
Pindsvinet er i tilbagegang i flere dele af Europa. I Danmark findes der ikke brugbare tal til at konkludere det piggede dyrs tilstand. Derfor beder forsker om danskernes hjælp lørdag.
Man skal ikke bevæge sig langt ud fra hoveddøren for at få muligheden for at se et pindsvin.
Det lille dyr søger nemlig ly i danskernes baghaver og er ifølge pindsvineforsker ved Oxford University og gæsteforsker ved Aalborg Universitet, Sophie Lund Rasmussen, det vilde dyr, man som almindelig borger kan opleve på tætteste hold.
Den unikke dyreoplevelse ved hjemmet kan dog blive en mangelvare i fremtiden. Ifølge forskeren er bestanden på vej ned. Det kan hun dog ikke sige med sikkerhed endnu.
- Det går så foruroligende hurtigt, men vi aner faktisk ikke, hvordan den danske pindsvinebestand er, fortæller Sophie Lund Rasmussen, der er eneste fuldtidsforsker på området herhjemme.
Manglende konklusioner skyldes manglende data, som viser antallet af pindsvin i landet. Derfor beder WWF Verdensnaturfonden om danskernes hjælp med at indrapportere, hvor og hvor mange levende og døde pindsvin de opdager lørdag, når der er national optælling.
I flere europæiske lande er fremtidsudsigterne for det piggede dyr dårlige. Det er i tilbagegang, og pindsvinet har fået status som truet på flere af den internationale naturorganisation IUCN's nationale rødlister.
Fakta om pindsvin
Der findes 17 forskellige pindsvinearter i verden. I Danmark og Europa lever Det Europæiske Pindsvin med det videnskabelige navn, Erinaceus europaeus.
Det har mellem 5.000 og 8.000 pigge på ryggen, der er op til tre centimeter lange. Piggene beskytter mod rovdyr, hvor det er i stand til at rulle sig sammen som en stikkende bold.
Et voksent pindsvin er mellem 20 og 30 centimeter langt.
Et pindsvin ser dårligt, hvor det i højere grad benytter sin lugtesans og hørelse til at leve.
Pindsvin bliver i gennemsnit to år gamle.
Kilde: WWF
Sophia Lund Rasmussen håber, at lørdagens tal kan gøre hende og kolleger klogere på, hvilke indsatser der skal til for at skabe de bedste levevilkår for pindsvinene.
- Det gør det også nemmere at søge penge til funding og forskning, hvis vi kan påvise, at pindsvinene er på skideren. Når jeg henvender mig til fonde nu, så siger de, at pindsvinene ikke engang er udrydningstruede, fortæller hun og tilføjer, at det også er vigtig information, hvis man ikke ser nogen.
Frem til lørdag har det allerede været muligt at indrapportere oplevelser med pindsvin.
Tina Schmidt er en af de 1300 borgere, som torsdag tyvstartede pindsvineoptællingen. Her registrerede hun et levende og to døde pindsvin i nærområdet.
Hver dag stiller hun killingefoder og vand ud udenfor sit hus i Egtved. Noget hun frygter stopper, hvis den danske bestand er truet som i andre lande.
- Det ville være meget ærgerligt, men det er jo et bevis på, hvor svært de har det, siger hun.
Hendes hjælp er dog ikke særligt for pindsvinet.
- Det er bare sådan, jeg er helt generelt. Hvis hunde er rendt væk fra deres ejere i nærområdet, så hjælper jeg med at indfange dem. Vi har også frøer og padder, der ryger ned i huller i haven, som jeg giver en hjælpende hånd, siger Tina Schmidt.
Naturligt habitat ødelagt
Pindsvin findes, udover i baghaven, nu til dags i udvidede rekreative områder, parker og græsplæner.
Dens naturlige levested er ifølge forskeren ødelagt af et intensiveret landbrug, hvilket er grunden til, at pindsvinene er søgt mod menneskerne.
- De boede før i tiden i levende hegn mellem markerne, men nu er markerne lagt sammen, så de levende hegn er forsvundet, siger hun.
På landsbrugsmarkerne kan pindsvinene blive udsat for gift, der svækker deres mulighed for at finde føde. Derudover er store landsbrugsmaskiner ifølge forskeren også med til at skade dem.
Derfor håber hun, at folk i villakvartererne vil hjælpe pindsvinet med små justeringer i baghaven.
Gør din have pindsvinevenlig
Undlad brug af pesticider, gift og andre skadelige kemikalier
Tjek buske, hække og kompostbunke, inden du begynder havearbejdet
Skab et vildt hjørne med haveaffald, der giver pindsvinet mulighed for at bygge rede
Lav et hul i hegnet, så pindsvinene kan gå mellem haverne
Dæk huller til i jorden, så de ikke falder ned
Server kattemad og vand (ikke mælk), der kan supplere dens naturlige føde
Kilde: WWF
I Tina Schmidts have er der et indhegnet område, så pindsvinene ikke bliver forstyrret af hunde, de har på besøg.
Hun synes, det er vigtigt at hjælpe med optællingen, da det vil gavne naturen, som vi mennesker også skylder den.
- Vi er nødt til at støtte op om naturen. Vi har en biodiversitet, der skal fungere, hvilket vi snakker meget om, men det er jo os, der ødelægger den, siger hun.
Ikke et kæledyr
Selvom pindsvin ikke er ligeså bange for mennesker som andre dyr, så understreger Sophia Lund Rasmussen, at det er et vildt dyr.
Vilde dyr kan bære på bakterier, der gør mennesker syge. Derfor skal man ikke røre dem, selvom de kan se søde ud, og man justerer haven på deres præmisser.
Naturen lider i det store billede ikke et knæk, hvis pindsvinene forsvinder, men det vil være trist, hvis virkeligheden kommer dertil.
- Alle arter kan sådan set godt undværes i naturen, hvis ikke der er for mange, der forsvinder på en gang. Spørgsmålet er bare, om vi har lyst til det. Jeg synes da i hvert fald, at verdenen ville være et fattigere sted, hvis mine børnebørn ikke kunne møde et pindsvin i naturen.
Er du med til optællingen, kan du registrere dine observationer på danmarkspindsvin.dk.