Troels Lund Poulsen forventede intet efter dårligt valg - nu skal han være helt ny minister
Han er ny økonomiminister. For Venstres Troels Lund Poulsen betyder det, at han nu kan kalde sig minister for sjette gang.
Han er en ud af to nyudnævnte ministre fra Syd- og Sønderjylland.
Modsat Moderaternes Mette Kierkgaard, der har været folketingsmedlem i seks uger og nu skal bestride sin første ministerpost, så har den 46-årige vejlenser masser af år som minister på bagen.
Senest var han beskæftigelsesminister fra 2016 til 2019. Tidligere har han været minister for erhverv og vækst, undervisning, skat og miljø.
Men selvom han har været i manegen som minister af flere omgange, så er han stadig glad for at blive udnævnt igen.
- Jeg har jo prøvet før at være minister, men det er jo noget særligt hver gang. Så man bliver lige glad og stolt, hver gang man får lov til det, siger Troels Lund Poulsen.
Spurgte man den rutinerede politiker, om han skulle være minister, da valgresultatet kom i starten af november, ville svaret være anderledes.
- Venstre havde et ret dårligt valg i forbindelse med folketingsvalget. Der havde jeg ikke set det komme, at jeg skulle stå her seks uger efter, siger økonomiministeren.
Minister for et nyt ministerie
Økonomiministeriet er et nyt ministerium. Derfor var der heller ikke nogen festlig overdragelsesceremoni for Troels Lund Poulsen. Han er dog indstillet på, hvad det er, som venter ham.
- I bund og grund handler det om at få regeringspolitik gennemført, at være med til forhandlinger med finansministeren, og så kommer jeg også til at have et fokus på den europæiske økonomi, hvor jeg kommer til at repræsentere Danmark, lyder det fra ham ude foran Amalienborg torsdag.
Udover flere ministerperioder så har Troels Lund Poulsen siddet i Folketinget i 21 år.