Sydjyde bliver ny formand for Det Etiske Råd
Leif Vestergaard Pedersen fra Jelling bliver ny formand for Det Etiske Råd. Det er Sundhedsminister Magnus Heunicke, der onsdag har givet ham posten.
Syd- og Sønderjylland kan endnu engang prale af at have fået en højtstående profil.
Det drejer sig om Leif Vestergaard Pedersen, der oprindeligt er fra Jelling og nu er blevet formand for Det Etiske Råd.
Det sker, efter at Folketingets Udvalg for Det Etiske Råd har indstillet Leif Vestergaard Pedersen som ny formand. Sundhedsminister Magnus Heunicke har efterfølgende udnævnt ham til posten.
Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
- Jeg er først og fremmest meget taknemmelig over den tillid, Folketingets Udvalg for Det Etiske Råd har vist mig. Og så er jeg utrolig glad for at have fået posten, siger Leif Vestergaard Pedersen til TV SYD.
Han har været medlem af rådet siden 2019 og har tidligere været direktør i Kræftens Bekæmpelse og Region Midtjylland.
Om Det Etiske Råd
Det Etiske Råd er et uafhængigt og selvstændigt råd.
De har til opgave at rådgive og skabe debat om nye bio- og genteknologier, der berører menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer.
Rådet tager også stilling til etiske spørgsmål, der har at gøre med vores sundhedsvæsen.
Rådet består af 17 medlemmer, der bliver udpeget for en periode på tre år. Man kan dog højest være med i i alt seks år.
Leif Vestergaard Pedersen afløser klinikchef på Klinisk Genetik afdeling på Rigshospitalet, Anne-Marie Axø Gerdes, som formand.
Rådet får også tre nye medlemmer.
Det drejer sig om psykologiprofessor på Aalborg Universitet Svend Brinkmann og læge, ph.d. og sundhedspolitisk kommentator Ida Donkin, der begge er udpeget af sundhedsminister Magnus Heunicke.
Derudover beskikkes Anette Hygum, som er specialeansvarlig overlæge for det palliative team på Onkologisk Afdeling på Sygehus Lillebælt. Hun er udpeget af Udvalget vedrørende Det Etiske Råd.
Leif Vestergaard Pedersen vil tage sin tidligere erfaring med til bordet som ny formand.
- Jeg vil gerne bygge videre på det arbejde, vi allerede har gjort. Jeg kommer i et samarbejde med nogle dygtige kollegaer, og dem vil jeg skabe et godt sammenspil med, siger han til TV SYD.