Rekordvarm weekend men det kolde vejr venter
For femte dag i træk kommer vi over 25 grader - nyd det, for efter weekenden kommer efterårsvejret.
Hele landet kan forvente endnu en varm og solrig sensommerdag, dog med flere højtliggende skyer på himlen. De seneste to dage har budt på klart vejr fra morgenstunden, men natten har bragt skyer ind over landet.
Heldigvis er det højtliggende skyer, der ikke forstyrrer meget, men de gør himlen mere mælkehvid. Temperaturen stiger, og måske kan man nogle steder nå op over 25 grader før middag.
Eftermiddag hvor alt smager af sommer
I eftermiddagstimerne vil store dele af landet få temperaturer mellem 24 og 28 grader.
Nær kyster med pålandsvind vil det være en anelse køligere, men vinden bider mindre end torsdag og fredag. Østenvinden er aftaget en lille smule og bliver generelt let til jævn.
Mange vil nok tage til strande og havnebade for at blive kølet lidt af. Vandet er skønt – og lige som luften – usædvanlig varm for årstiden. Mange steder måler badevandstemperaturen 21 grader.
Mørk, men varm sommeraften
Solen går allerede ned klokken 19.35 på Bornholm, og lidt efter klokken 20 kan man heller ikke se solen i Vestjylland.
Vi mister cirka fem minutters dagslængde hver dag i øjeblikket, så lysmæssigt er det bestemt ikke en sommeraften. Men en smuk sensommeraften bliver det.
Efter solnedgang vil temperaturen fortsat være mellem 20 og 23 grader. Det er yderst sjældent med så lune aftener i september.
Dagens detalje
Temperaturen er alle steder i landet nået ned under 20 grader for første gang siden i tirsdags. Nætterne til onsdag, torsdag og fredag var alle tropenætter med over 20 grader mindst et sted i landet.
Det er højest usædvanligt for september med tre tropenætter i træk. Det er aldrig registreret tidligere. Faktisk har de foregående 150 år kun budt på tre tropenætter i alt i september.
Nexø på Bornholm var dog meget tæt på en tropenat. Minimumtemperaturen nåede lige akkurat ned under 20 grader, da man lidt før klokken 8 målte 19,9 grader.