Sådan kommer du med til Prins Christians fødselsdagsfest
Den 15. oktober fylder Prins Christian 18 år. Det vil han gerne fejre med en stor flok jævnaldrende på Christiansborg Slot. To unge fra hver af landets 98 kommuner må komme med til fest. Også Grønland og Færøerne er med.
Der er 18-års fødselsdage, og så er der 18-års fødselsdag. Men den her bliver svær at slå. Den foregår på et rigtigt slot, der er en rigtig prins med, og så er der 200 jævnaldrende fra hele rigsfællesskabet.
Hver kommune må sende to unge. Det er en betingelse, at de er fyldt 18 år på dagen. Derudover skal de møde op i standsmæssig påklædning, og de skal selv organisere og betale transporten til nogle opsamlingssteder rundt i landet, hvorefter Kongehuset overtager transporten.
Herunder er en oversigt over, hvordan de 14 kommuner i TV SYDs sendeområde finder de to heldige 18-årige, som kommer med til fest.
Listen er ufuldstændig, da alle kommuner ikke har afgjort, hvordan de finder frem til deres repræsentanter. Listen bliver opdateret, som kommunerne finder ud af det.
Aabenraa
Procedure: Aabenraa Kommune har uddelegeret opgaven til Campus Kontaktudvalget, hvor der sidder repræsentanter for alle uddannelsesinstitutioner. Den 23. august blev der sendt en invitation ud til samme.
Ansøgningsfrist: 1.september.
Horsens
Procedure: I Horsens har kommunen bedt Ungerådet om at finde de to.
Ansøgningsfrist: Ungerådet er endnu ikke kommet frem til, hvordan proceduren kommer til at foregå.
Billund
Procedure: I Billund skal man sende en ansøgning, hvor alle født mellem 16. oktober 2004 og 15. oktober 2015 kan søge. Det sker over følgende link, mens målgruppen også får en meddelelse i deres digitale postkasse.
Ansøgningsfrist: 15. september.
Varde
Procedure: I Varde skal man indsende en ansøgning, og så vil kommunens ansatte trække lod mellem ansøgerne. Find skemaet her.
Ansøgningsfrist: 27. august.
Kolding
Procedure: I Kolding kan alle, der er 18 år på dagen for gallataflet, sende en ansøgning. Kommunen trækker lod blandt ansøgerne. Det kan du gøre i dette skema, og vinderne vil få direkte besked samt flere oplysninger om aftenens program, transport, påklædning og så videre.
Ansøgningsfrist: Ansøgningsfristen falder onsdag den 13. september kl. 24.00 - vinderne findes i slutningen af uge 37.
Tønder
Procedure: I Tønder skal man udfylde en formular, man sender ind til kommunen. Derefter trækkes der lob mellem de indsendte ansøgninger. Find yderligere oplysninger samt skema her.
Ansøgningsfrist: 7. september.
Sønderborg
Procedure: I Sønderborg skal man udfylde et skema og svare på nogle enkle spørgsmål på kommunens hjemmeside. Du finder skemaet, hvis du scroller ned på siden her. Så vil Sønderborg Ungdomsråd afgøre, hvem der skal med.
Ansøgningsfrist: 31. august.
Hedensted
Procedure: I Hedensted skal de håbefulde fødselsdagsgæster skrive en motiveret ansøgning. Kommunen har sendt breve ud til alle i målgruppen på e-boks.
Ansøgningsfrist: 8. september.
Vejen
Procedure: Man ansøger i Vejen Kommune ved at sende en ansøgning til rhn@vejen.dk. En komité med borgmester Frank Schmidt-Hansen (K) som formand. Krav til ansøgningen kan du læse her.
Ansøgningsfrist: Ansøgningen skal være indsendt senest den 10. september 2023 kl. 12.00.
Esbjerg
Procedure: Du skal tilmelde dig via dette link, hvorefter du får svar fra Esbjerg Kommune.
Ansøgningsfrist: 4. september.
Vejle
Procedure: Også i Vejle skal man udfylde en formular på kommunens hjemmeside. Find den her. Kommunen vil så trække lod mellem ansøgerne.
Ansøgningsfrist: 4. september.
Fanø
Procedure: På Fanø skal man sende en mail til bgsems@fanoe.dk, og kommunen vil så trække lod blandt ansøgerne.
Ansøgningsfrist: 1. september.
Haderslev
Procedure: Haderslev Kommune har sendt et brev ud i e-boks til alle 727 mulige festdeltagere. De skal skrive en motiveret ansøgning, og så vil en dommerkomite afgøre, hvem der skal repræsentere domkirkebyen.
Ansøgningsfrist: 5. september klokken 8.00.
Fredericia
Procedure: For at ansøge, skal man svare på: Hvorfor er det vigtigt at have gode rollemodeller – og hvad gør dig til en god rollemodel? Selve ansøgningen kan være både en video, tekst eller andet. Ansøgningen skal sendes til: Kommunen@fredericia.dk og indeholde: Navn, postadresse, e-mail og mobilnummer, samt en kort beskrivelse (et par linjer) om, hvad den unge laver til daglig.
Ansøgningsfrist: 8.september.