25-årig er en del af noget, de færreste ønsker - og han elsker det

På de hvide vægge i Kristoffers lejlighed hænger der ingenting. 

På gulvene står der kun lige de møbler, der er brug for - og plads til. Og så lige et par poser proteinpulver og en robotstøvsuger. 

Der er dog én ting, der hænger som et skinnende lyst eksempel på det, som Kristoffer Kristensen har formået at holde fast i. 

Livsglæden efter at have mistet fundamentet for det, der tegnede hans identitet som springgymnast. 

Nu sidder han i en stol, som ingen i en alder af 25 år drømmer om at sidde i. Men i stedet for at lade det stoppe livet har Kristoffer vendt sit livs ulykke.

- Jeg er selv overrasket over, at jeg har opnået noget, der var større, end hvis jeg ikke var kommet til skade, fortæller han.

Ét livsændrende spring

Det var egentlig en atypisk følelse for den daværende efterskoleelev.

Det der med at føle en selvtillid, der kunne tage en hvor som helst. 

For i timerne sagde han ikke så meget, fordi han var bekymret for, hvad de andre ville tænke.

Men når Kristoffer gik ned mod springsalen på Ågård Efterskole, steg selvtilliden med hvert eneste skridt, han tog. 

- Den fedeste følelse var at være i springsalen. Der var ikke noget, der kunne stoppe mig, når jeg først kom derned, siger han.

Dengang var det helt utænkeligt, at livet ikke skulle handle om springgymnastik og en fremtid på Verdensholdet - noget af det ypperste inden for spring i Danmark. 

Men sådan skulle det ikke være. 

Som så mange gange før var Kristoffer sammen med sin lillebror og nogle venner taget afsted for at springe i et legeland. 

Men anderledes denne gang var, at det var sidste gang, Kristoffer ville komme til at mærke følelsen af at suse igennem luften, mens hans roterer og lander med fødderne solidt plantet i springgraven. 

Det var også sidste gang, han kunne mærke, hvordan det føles at tage et skridt.

- Vi springer et kvarters tid, og jeg skal lave en triple-out, som jeg har lavet utallige gange før. Men i det øjeblik jeg sætter af på trampolinen, går jeg helt i sort, fortæller han.

Derfra ved Kristoffer ikke, hvad der sker, før han vågner igen. 

- Jeg har fået fortalt, at jeg på en måde krøller mig sammen i luften som en kugle og lander med hovedet først ned i madrassen, siger han. 

Det første han ser, da han vågner, er loftet inde i legelandet.

Det første han mærker er ingenting. Udover hans ene arm, som han kan bevæge en lille smule.

- Der kan jeg godt fornemme, at den er helt gal. Men i første omgang, tænker jeg faktisk, at det nok bare er noget, jeg lige skal genoptræne, siger han.

Ét spring ad gangen

Blot nogle måneder forinden sidder Kristoffer på Ågård Efterskole og lytter på et oplæg fra en, der selv er kommet galt afsted i gymnastikken, og nu lever sit liv i en kørestol.

Det er det første, han tænker på, da han vågner efter sit blackout. 

Og på en måde er dét oplæg med til at forberede ham på den lange kamp, der venter forude. 

For Kristoffer betyder det, at han har set, at man sagtens kan få et velfungerende og godt liv i en kørestol, selvom det kan virke helt utænkeligt som ung springgymnast.

- Jeg tror, at det med at se mennesker, der både er lidt bedre end en selv, men også nogen, der har det lidt værre, gør, at man bedre kan se fremad, fortæller han. 

På Aarhus Universitetshospital får Kristoffer sat nakken på plads og indsat nogle stivere for at holde den lige.

Men det er først tre måneder senere, da spiralchokket har lagt sig, at han får den endelige besked om, at han er lam fra brystet, og at han nok ikke kommer til at gå igen.

- Man er magtesløs. Fuldstændig. Man kan bare se, at han ligger der, og du kan ikke gøre noget, siger Kristoffers mor, Tina Kristensen, der først ser sin søn, da han ligger på hospitalet i Aarhus. 

Forestillingen om at få sit liv ændret på den måde, kan sætte en skræk i de fleste, men for Kristoffer var det blot en ny virkelighed, han måtte forholde sig til.

Spørger man Kristoffer, har der kun været få dage, hvor han har været rigtig træt af tingene.

Men du må da have haft en ekstrem hård tid efterfølgende, når du er gået fra at være aktiv springgymnast til at sidde i kørestol resten af dit liv?

- Selvfølgelig var det surt, at nu var jeg blevet så god til gymnastik, og at der blev sat en stopper for det. Men jeg sagde til mig selv, at det nytter ikke noget at sidde og være sur, siger han.

I dag vasker han op, kører handicapbil og bor i sin egen lejlighed i Horsens. 

Han klarer faktisk stort set sig selv. Men det er ikke noget, man bare lige kommer til.

Daglige træningspas hjemme i lejligheden og en vilje til at gøre det hele selv har drevet Kristoffer Kristensen frem.

For selvom han har lagt de tusindvis af spring bag sig, holder han fast i, at gentagelse på gentagelse er vejen frem i genoptræningen af sit liv.

- Første gang du tager bukser på, kan du ikke finde ud af det. En dag var min hjælp forsinket, og så prøvede jeg selv. Det kunne jeg ikke, men så prøver man igen og igen og igen. Nu kan jeg gøre det selv, siger han.

Det største

Efter ulykken har det taget flere år at finde den selvtillid, han bar med sig i springsalen. 

Men sidste år genfandt han den i Vejle, hvor han nu spiller kørestolsrugby og kan kalde sig for paraatlet. 

- Det er en genial sport, hvor man kan få brugt en masse energi og komme ud med aggressioner, fortæller han.

Hos Bredballe White Bucks spiller han med andre, der ligesom ham er endt i en kørestol, fordi de er kommet til skade eller er kronisk syge.

- Man kan spejle sig i de andre, og man føler, at vi på en måde er lige i forhold til at være ude blandt andre mennesker, siger Kristoffer Kristensen.

Inde i den hvide lejlighed er det kun lyset fra vinduerne, der skinner mere end den bronzemedalje, der tilfældigt hænger ned over en lampe. 

En bronzemedalje fra EM i kørestolsrugby.

- Det var en vild oplevelse. Lige pludselig repræsenterer jeg Danmark indenfor noget, står i Danmarks-tøj og skal synge nationalsang. 

Hvis du kunne gøre det hele om og vælge mellem Verdensholdet i gymnastik eller EM i kørestolsrugby, hvad ville du så vælge, tror du?

- Så ville jeg nok vælge EM i kørestolsrugby. Verdensholdet ville være en éngangsoplevelse, mens du ikke ved, hvor lang tid du er på landsholdet, forklarer han. 

Men medaljen er ikke kun et symbol på selve bedriften til europamesterskabet i Cardiff, men også et symbol på den kamp, som Kristoffer har vundet.

- Det gør jo, at man lever videre. Selvom man sidder i en kørestol, er der en masse oplevelser, der venter. Det er en helt vildt god følelse, siger han.

I weekenden den 26.-27. august spiller Kristoffer Kristensen og Bredballe Bucks White med til Danmarksmesterskaberne i Kørestolsrugby, der afholdes i thansen Arena i Fredericia.