Sådan gør du, hvis du kommer ud til en uretfærdig p-afgift
Der bliver udstedt mange p-afgifter, når syd- og sønderjyderne parkerer. Og mens der i nogle tilfælde er tale om overtrædelser, er en del gule sedler lagt i forruden på et snævert grundlag, mener FDM.
Simon Ronge Holm Madsen fra Esbjerg fik i juni en parkeringsbøde for at holde uden for båsen i sin baggård - en bås som umiddelbart ikke eksisterer.
Tine Hvam Sørensen parkerede sin bil ved Jysk i Horsens i november og kom ud til en p-afgift, fordi snuden holdt et par centimeter uden for båsen.
Carina Lundberg fik en p-afgift ved Broen i Esbjerg i juli sidste år med den begrundelse, at der var angivet tre forskellige tidspunkter for parkering - på trods af at der i bilen er en elektronisk p-skive.
Det er blot tre eksempler på afgifter fra det seneste år i Syd- og Sønderjylland, der har fået panderynkerne frem hos bilisterne.
- Vi får rigtig mange henvendelser fra folk, der undrer sig over deres p-afgift, siger advokat hos FDM's juridiske afdeling Michael Ern Nielsen.
Seks hyppige klagepunkter
Parkeringsklagenævnet har samlet de hyppigste klagepunkter over private kontrolafgifter. Her er nogle af dem:
Skiltefortolkning
Håndskrevet seddel som p-skive
Flere kontrolafgifter for samme parkering
P-billet placeret med bagsiden op
Flere p-skiver i bilen
Anvendelse af EasyPark eller lignende
For når man står med den tilsyneladende uretfærdige bøde, kan det være både besværligt og tidskrævende at gøre noget ved det selv.
Egne beviser
Hos FDM er der oprettet en afdeling, der alene tager sig af henvendelser fra bilister, der mener at have fået en p-afgift, der ikke er retfærdig.
- Der er mange, der fortæller, at de får et automatisk afslag på deres klage, når de klager til parkeringsselskaberne, fortæller Michael Ern Nielsen og siger, at FDM derfor altid anbefaler at klage to gange, så man kommer ud over at få autosvar igen.
Man skal overveje, hvor langt og dyrt man vil kæmpe for sin retfærdighed
Michael Ern Nielsen, advokat, FDM
Kommer man ud til en parkeringsafgift i forruden, er det vigtigt, at man tager masser af billeder. Både af bøden, årsagen til afgiften og bilen fra flere vinkler.
- Når man har klaget og ikke har hørt noget, kan man ringe til os eller gå videre til parkeringsklagenævnet, siger Michael Ern Nielsen.
Kan blive dyrere
Hos FDM er der ikke opgørelser, der kan sige om flere eller færre ringer ind med spørgsmål til p-afgifter.
- Det har altid været moderne at være sur over parkeringsbøder, men der er i hvert fald stadig mange, der ringer ind. Nogen har ret, nogen har ikke ret.
Når man henvender sig, bliver man rådgivet i, hvad den smarteste løsning er. Og her er der en vigtig ting for advokaten at understrege:
- Man skal overveje, hvor langt og dyrt man vil kæmpe for sin retfærdighed. For hvis man taber sagen, bliver det dyrere end afgiften med renter, rykkere og så videre, forklarer han.
Alligevel mener han ikke, man skal tøve med at gøre noget ved en uretfærdig bøde.
Generelle parkeringsregler
Der er en række steder, hvor det er forbudt at standse eller parkere sin bil, selvom der ikke skiltes med det:
På fodgængerfelt eller mindre end fem meter foran feltet
I vejkryds eller mindre end 10 m fra den nærmeste tværgående kørebane eller cykelstis nærmeste kant
Mindre end 5 m fra en tværgående cykelsti der ikke ligger sammen med en kørebane
Ud for udkørsel fra cykelsti eller inden for en afstand af 5 meter før udkørslen,når cykelstien løber langs kørebanen
I eller mindre end 5 m før et opmarchområde. Et opmarchområde findes henimod et vejkryds, hvis der er mere end én spærrelinje og mere end én vognbane. Retningen på vognbanerne er underordnet
Ud for en spærrelinje hvis afstand imellem køretøj og spærrelinje er mindre end 3 m
På gangsti, cykelsti, midterrabat, skillerabat, helleanlæg, spærreflader og fortov
Udenfor byzoneområder kan køretøjer med tilladt totalvægt op til 3.500 kg standses eller parkeres delvist på fortovet eller skillerabat
På bro over motorvej, i viadukt eller tunnel
På eller i nærheden af bakketop
I krybespor
På hele den gul-afmærkede strækning ved et busstoppested og 12 m før og efter stoppestedsskiltet hvis ikke der er gul kantstensafmærkning
På plads der er reserveret til taxa, MC, elbiler, delebiler etc.
På handicapparkeringspladser. Denne forseelse udløser en afgift på 1.020 kr.
Hvor længe skal observationstiden være?
Der er forskellige regler for observationstid afhængig af, om du har parkeret din bil et offentligt sted med standsningsforbud, eller om det er et område med parkeringsforbud.
Er der tale om et standsningsforbud på offentlig område, er der ingen krav om, hvor længe bilen skal observeres, før der udstedes en parkeringsafgift.
Ved parkeringsforbud på offentlig område skal der mindst observeres i tre minutter.
Hvordan skal der skiltes om p-zone?
Parkeringszoner på offentlige områder skal skiltes både ved indkørsel til zonen og som udgangspunkt inden for zonen. Inden for zonen skal der skiltes med såkaldte infotavler, så parkeringsreglerne er synlige i hele parkeringszonen. En undtagelse kan være, hvis der er tale om en mindre parkeringszone med samme type veje.
Skiltet er en såkaldt zoneoplysningstavle, hvor der står "P info". Alle restriktioner i parkeringszonen skal fremgå af tavlen eller en undertavle. Skiltene skal være placeret, så man kan få øje på et p-skilt, når man står i en parkeringszone eller går om et nærliggende hjørne. Betalingsautomater vil kunne erstatte zoneoplysningstavler, men med samme krav om synlighed.
Hvordan placerer og indstiller du p-skive korrekt?
Parkerer man et sted, hvor en p-skive skal indstilles, kan man få en parkeringsafgift, hvis man glemmer det - uanset om man har parkeret kortere eller længere, end hvad der er tilladt. Med mindre andet fremgår skal p-skiven indstilles på udløbet af det kvarter, hvor du begynder parkeringen, og i øvrigt efter de samme principper som ved parkering på offentligt område.