Regnen er kommet, men er det nok til at redde høsten?
Mandag faldt der efter en lang tør periode endelig større mængder regn i Syd- og Sønderjylland.
Mørke skyer trak sig mandag formiddag sammen i horisonten, og for en gangs skyld var det et godt tegn. Et rigtigt godt tegn. Det var nemlig et tegn på regn.
Og den kom. Kraftigst i den centrale del af Jylland på højde med Vejle og ind i landet. Vejle fik 20,4 millimeter og Billund 20,2 millimeter ved middagstid, og det er det højeste, DMI har målt i Syd- og Sønderjylland ved middagstid mandag.
Er det nu nok?
I ugevis har landmænd, haveejere og alle elskere af grønne vange sukket efter regn. Og i dag kom den.
Men er det nok til at redde høsten? Nej, ikke alene.
Det forklarer Klaus Beck, planterådgiver med speciale i vanding i SAGRO, en sammenslutning af landboforeninger i Midt- og Vestjylland:
- Vinterrug, vinterhvede og vinterbyg skal bruge 70 til 80 millimeter i den næste måneds tid inden høsten. Vårbyg og havre har brug for 90 til 120 millimeter i de næste fem til seks uger, mens græs, majs og kartofler fortsat har langt igen og stadig har brug for masser af regn eller vanding de næste 2-3 måneder, fortæller Klaus Beck.
Og det er heller ikke ligegyldigt, hvordan regnen falder, for 30 millimeter er ikke bare 30 millimeter.
- Vi vil hellere have seks dage med fem millimeter hver dag end én dag med 30 millimeter. Jorden kan ikke opsuge regnen så hurtigt efter lang tids tørke, og i kuperet terræn løber vandet væk, fortæller Klaus Beck.
Landmænd med vandingsanlæg forsøger at kompensere for den manglende regn ved at vande. Det er i princippet lige så godt og så alligevel.
- Der kan være hjørner og kroge, der ikke får så meget vand, og så fordamper det hurtigere, hvis solen fortsat bare skinner, medens der bliver vandet, fortæller SAGROs vandingsekspert.
Man regner med, at kun 60-70 procent af vandet ved kunstvanding når rødderne.
Forskel på Øst og Vest
Samtidig er der en væsentlig forskel på øst og vest. Øst for en linje, der stort set svarer til jernbanen til Flensborgs forløb, er jorden leret, mens den vest for jernbanen er sandet. Og lerjord kan holde på meget mere vand end sandjord.
- Når jorden er fyldt op med vand, så kan sandjord holde på væden i syv dage, før planterne bliver tørkestressede, mens der på lerjord kan gå 14 dage eller mere. Derfor går der længere tid, før den lerede jord får brug for regn, fortæller Klaus Beck.
Den meget voldsomme og sporadiske måde, som regnen falder på, kan også være et problem.
- Det ser ud til, at regnen i den kommende tid vil falde meget lokalt. Nogle steder får en del, mens andre ikke får noget. Og hvis der kommer voldsomt haglvejr, kan det ødelægge afgrøderne, siger vandingseksperten fra SAGRO.