Særlige vagtplaner i hjemmeplejen er blevet en succes og øger trivslen
I hjemmeplejen i Uldum har de skiftet rulleplanerne ud med pusleplaner. Derfor har hjemmeplejen selv indflydelse på, hvornår de skal arbejde, og det kalder de en succes.
Der bliver kastet ledige vagter op i luften og over bordet, når puslemødet i Uldum går i gang.
Her mødes hjemmeplejen for at blive enige om vagtplanen for otte uger af gangen, og det er en stor forskel fra deres tidligere rulleplaner, som blev lagt for dem.
- Jeg synes, det er fantastisk, at man kan planlægge sit arbejdsliv ud fra, hvad man skal i sit privatliv, siger Marianne Harthimmer, social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant.
De udfylder på forhånd en liste med, hvornår de gerne vil arbejde, og til møderne får de puslet de sidste huller i vagtplanen på plads.
Tid til konfirmationer og fødselsdage
Alle ansatte i hjemmeplejen i Uldum i Hedensted Kommune møder op til puslemøderne. Der er ikke mangel på store grin og smil, selvom der skal gives afkald på nogle fridage hist og her.
- Folk er rigtig gode til at flytte sig. Vi bytter fair til puslemøderne, men det er vigtigt, at man har nogle gode kollegaer, siger Marianne Harthimmer.
Hun havde selv brug for at få fri til sin datters konfirmation i foråret, hvor hun kunne være helt sikker. Hun har nu også mulighed for at gå til aktiviteter i fritiden og vide, at det kan lade sig gøre.
- Det giver noget mere luft og noget mere frihed, siger Marianne Harthimmer.
Der er sat en halv time af til puslemødet, men ofte varer det kortere tid.
Flere smil og mindre bytteri
Karin Gregersen er leder i hjemmeplejen Vest i Hedensted Kommune, og hun mærker den effekt, det har haft på arbejdsmiljøet.
- Det har været en kæmpe succes. Der er en stor tilfredsstillelse i, at man kan få fri, når man ønsker det, siger hun.
Hun oplever ikke, at det er svært at få udfyldt hullerne, da medarbejderne gerne flytter rundt. Derudover er der kommet færre interne bytterier og derfor mindre arbejde med vagtplanerne.
- Man ved, man bliver inviteret til en fødselsdag, og så kan man planlægge, at det er den weekend, man ikke skal arbejde, siger Karin Gregersen.
Indflydelse giver pote
Janne Gleerup er forsker i arbejdsliv hos Roskilde Universitet og ser de effekter, medarbejdernes indflydelse på vagtplanerne kan have.
- Der er meget, der tyder på, at det har en stor effekt at få større indflydelse på tilrettelæggelsen af sin arbejdstid, fordi man får mulighed for at tilrettelægge sin tilværelse, så man i højere grad kan få enderne til at mødes i en travl hverdag, siger hun.
Derfor kan muligheden for at tage del i vagtplanlægningen også gøre en arbejdsplads mere attraktiv.
- I øjeblikket er der rekrutterings- og fastholdelsesproblemer i den sektor. Spørgsmålet er, hvordan man ændrer det. Her kan man imødekomme medarbejderne ved hjælp af nogle omstruktureringer, som ikke er simple, men mulige, siger Janne Gleerup.
Hun oplever, at der er opstået en større nysgerrighed for at ændre på balancen mellem arbejdsliv og familieliv, men den imødekommenhed kan også have andre resultater.
- Vi kan se, at jo mere indflydelse man har på sit arbejdsliv, des større engagement oplever man også at tage i det. Det handler om at være anerkendt som menneske, siger hun.
Den rigtige plan
Hverken ledelse eller ansatte i hjemmeplejen i Uldum er i tvivl om, hvor længe de vil lave pusleplaner i fremtiden.
- Det vil vi blive ved med, siger leder i hjemmeplejen i Uldum, Karin Gregersen.
Selvom der var en hvis skepsis, da pusleplanerne blev indført, vil de ikke bytte det ud.
- Jeg kunne ikke tænke mig at komme tilbage til at køre med rulleplaner. Jeg kan slet ikke se mig arbejde på andre måder end det her, siger Marianne Harthimmer.
Lige nu er de i gang med at dele deres viden og erfaringer med flere kommuner, som er inspireret af pusleplanerne.