Regeringen vil give unge lov til at betjene softicemaskiner
Regeringen ventes i næste uge at fremlægge et udspil om fritidsjob, der skal luge ud i reglerne, så unge kan varetage flere arbejdsopgaver.
Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og statsminister Mette Frederiksen (S) i et fællesinterview til Jyllands-Posten.
- I vores iver for at beskytte unge mennesker er det blevet meget, meget, meget besværligt overhovedet at have et fritidsjob, siger Troels Lund Poulsen til avisen.
Jyllands-Posten nævner i flæng en række af de regler, der gælder for ungarbejdere på det danske arbejdsmarked.
For eksempel må en ungarbejder gerne rydde op i en børnehave, men må ikke sætte frugt frem til børnene.
Og hvis man ikke har afsluttet 9. klasse, må man ikke betjene en softice-maskine. Avisen skriver, at det netop er en af de ting, der skal ændres ifølge regeringens udspil.