Det er for nemt at snyde med populær app, mener kritikere

Udgivet

Sikkerheden er for dårlig i kommunalt støttet samkørsels-app, mener kritikere. Firmaet bag afviser problemet.

Når du alligevel skal ud og køre en tur, hvorfor så ikke tage et par ekstra passagerer med og tjene lidt penge?

Det er i grove træk idéen med samkørselsappen NaboGo.

Flere kommuner er gået med på idéen og støtter disse køreture med skattekroner, så man som passager kan køre gratis op til 10 kilometer per tur. Formålet er at få private bilister til at fylde deres biler, når de alligevel kører til og fra eksempelvis uddannelsesinstitutioner.

Det skal afhjælpe de huller, der er i den kollektive trafik, hvor bus og tog ikke altid går så ofte.

Det er dog ikke helt uden udfordringer.

Kritikere mener, at sikkerheden i appen er for dårlig, og at det er for nemt at snyde sig til småpenge gennem appen, som er støttet med tilskud af flere kommuner. Herunder Sønderborg, Fredericia, Vejle og Horsens.

Skal ikke vise kørekort eller id

Man skal nemlig ikke bruge andet end et telefonnummer for at kunne oprette sig som chauffør i appen.

På den måde kan man køre ture med støtte fra kommunen uden at fremvise kørekort eller andet id, uden at nummerpladen registreres og uden at der indhentes børneattest på chaufføren.

Og det er problematisk, mener Michael Nielsen, der er administrerende direktør hos Dansk PersonTransport, som repræsenterer bus- og taxivognmænd.

For udover, at den manglende sikkerhed er uacceptabel overfor passagererne, udgør den også en unfair konkurrence overfor det etablerede erhverv, der skal leve op til en række krav.

- Hvis man ikke har en børneattest eller kørekort, så får man en bøde. Chaufføren får en bøde, og vognmanden får en bøde. Man kan faktisk risikere at få hele omsætningen konfiskereret, som har været i den periode, hvor man har kørt uden dokumenterne. Og så bliver både chauffør og vognmand fyret. Så det er ret hårde konsekvenser, hvis man ikke har orden i papirerne, siger Michael Nielsen.

- Sådan er det ikke for den person, der kører samkørsel. Og det er ikke en god idé at gå efter den absolut laveste servicegrad, mener han.

Hos NaboGo er den yderste konsekvens, at man kan blive bortvist fra appen, hvis firmaet mistænker snyd.

Firmaet arbejder dog på at få indført validering med MitID og senere hen integrere det digitale kørekort.

- Men det er for tidligt lige nu. Vi har haft 600.000 kørsler, og vi har ikke en eneste bruger, som har været utryg eller på anden vis usikker i forhold til den aftale, de har lavet på vores platform, siger Anders Muusmann, der er direktør i NaboGo.

- Men hvordan kan man så føle sig sikker på, at føreren har kørekort, når man sætter sig ind i en bil?

- Ja altså, 100 procent sikker kan man ikke være. Men vores brugere bor, arbejder eller går i skole i samme område, så de er bekendte allerede og kommer til at kende hinanden, hvis de kører med hinanden flere gange, siger Anders Muusmann.

Anders Muusmann er en af stifterne bag NaboGo.

Heller ikke i Sønderborg Kommune, der er en af de nyere samarbejdspartnere, er man utrygge ved sikkerheden i at bruge appen.

- Man skal også huske, at det jo er mennesker, der vil tilbyde deres kørsel, fordi at de netop har tomme sæder, hvor vi gerne vil have folk til at køre med. Der er en gensidig tillid i det her, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget for Slesvigsk Parti.

Men kritikken af NaboGo stopper ikke der.

For Det Konservative Folkeparti i Sønderborg mener, at det også er for nemt at snyde sig til småbeløb og dermed skattekroner gennem appen. Dels ved at få penge for fiktive ture, der aldrig bliver kørt, men også for at køre private ture med familie og venner.

Eksempelvis at få penge for at køre sine egne børn til svømning eller tage en tur på restaurant med familien.

- Vi lavede en test, hvor vi skrev ind, at vi kørte til et håndboldstævne i Sønderborg, hvor vi slet ikke kørte turen. Den blev godkendt alligevel. Så det virker lidt for lemfældigt, mener Ken Pedersen Julius, formand for de konservative i Sønderborg.

Flere steder er det kommunen, der betaler for de første 10 kilometer af en tur til chaufføren, og så betaler passageren selv for resten af turen, hvis den er længere.

Det kan man tjene med NaboGo

Chauffører modtager følgende beløb per kørt kilometer:

  • Op til 10 km: 1 krone per kilometer per passager

  • Fra 11-50 km: 75 øre per kilometer per passager

  • Over 50 km: 50 øre per kilometer per passager

De kommuner, der giver tilskud til appen, dækker de første 10 kilometer. Er turen længere end 10 kilometer, skal passageren selv betale resten.

NaboGo oplyser, at et lift i gennemsnit er på 21 kilometer.

Kilde: NaboGo

Firma: Ikke et stort problem

I Vejle Kommune er det siden 2023 blevet til mere end 61.000 samkørsler, som kommunen har udbetalt knap en halv million kroner til.

Kommunen er dog ikke nervøse for, at der bliver snydt med udbetalinger, eller at chaufførerne er upålidelige.

- Det kan godt være, at der er to kammerater, der før har fulgtes ad i en bil, og som nu får penge for det. Men hvis det så kan opfordre nogle flere til at køre sammen, så vi ikke har har så mange biler kørende, så synes jeg stadigvæk, det er en god ide, siger Gerda Haastrup Jørgensen (V), formand for teknisk udvalg i Vejle Kommune.

Tip os

Har du erfaringer med NaboGo-appen, som du gerne vil dele? Så hører TV SYD gerne fra dig.

Kontakt os på cegu@tvsyd.dk.

NaboGo oplyser til TV SYD, at de heller ikke anser snyd for at være et stort problem.

- Der er en begrænsning på, hvor mange penge, du kan få som bruger i tilskud, og derfor er det ret små beløb, du kan snyde for, og det er ret besværligt, siger Anders Muusmann, direktør i NaboGo.

NaboGo vurderer selv, at det er under fem procent af turene, der ‘ikke er hensigtsmæssige’.

- Det syntes vi er et okay niveau på nuværende tidspunkt, men vi kommer til at arbejde på, at det tal bliver endnu bedre, siger Anders Muusmann.

Han oplyser, at NaboGo tjekker turene efter både automatisk og manuelt, og at de også har indført GPS-tracking på turene for at komme svindlen til livs. Blandt andet har NaboGo udelukket McDonald’s som et sted, hvor man kan få tilskud til at køre til og fra.

Vil ikke være en erstatning

Hos Dansk PersonTransport frygter de, at kommunalt støttet samkørsel bliver en trussel for bus- og flextrafik i kommunerne.

- Jeg tror, det er en undskyldning for at finde nogle måder, hvor man kan spare penge. Vi tror, det vil føre til, at kommuner vil spare på den traditionelle kollektive trafik og med en eller anden forklædning sige, at samkørsel er kollektiv trafik, siger Michael Nielsen, direktør i Dansk PersonTransport.

Men hos NaboGo afviser de at ville udkonkurrere den kollektive transport.

- Vi er et supplement til kollektiv transport. Vi vil ikke være en erstatning, vi vil være et supplement. Vi vil gøre det samlede tilbud stærkere, og det er der mange, der kan se fornuften i, siger Anders Muusmann, direktør hos NaboGo.

Michael Nielsen er direktør hos Dansk PersonTransport.

Dom i groomingsag: 25-årig mand skal spærres inde på ubestemt tid

Foto: Grafik: Lasse Lund Hansen, TV SYD
Udgivet

Et enigt nævneingeting i Esbjerg har i dag idømt 25-årige Simon Kofoed Larsen forvaring.

Thi kendes for Ret.

Simon Kofoed Larsen idømmes forvaring.

Sådan lød det tirsdag klokken 13.00, da retsformand Michael Wennicke læste dommen op.

Derudover skal Simon Kofoed Larsen betale omkring 630.000 i tortgodtgørelse til 23 af pigerne

To af de forurettede piger var til stede i retssalen sammen med deres forældre. Derudover var der få andre tilhørere og fire pressefolk.

Simon Kofoed Larsen, der var iklædt hvid skjorte og sorte jeans, kom i retssalen nogle minutter før klokken 13. Han kastede et kort blik ud mod tilhørerne, inden han gik ud for at tale med sin forsvarer.

- Sådan så han slet ikke ud dengang, blev der hvisket fra en mor.

Herefter satte han sig i midten af rummet.

Da sagen er en nævningesag, er afgørelsen delt op i to dele. En skyldkendelse og så endelig dom.

I fredags kendte Retten i Esbjerg Simon Kofoed Larsen skyldig i 62 af de 65 forhold, han var tiltalt for. Blandt andet mener retten, at han er skyldig i fire fuldbyrdede voldtægter og tre voldtægtsforsøg af piger mellem 12 og 15 år.

Derudover blev han kendt skyldig i mindst 100 samlejer med børn under 15 år, fordi de skete, inden lovgivningen den 1. marts 2022 blev ændret, så det automatisk blev til voldtægt at have samleje med en mindreårig, hvis man selv er over 22 år.

Hvis du er udsat for grooming:

Til børn og unge:

  • Fortæl det til en voksen, du stoler på. Det er svært at komme ud af alene.

  • Søg råd hos for eksempel Red Barnets SletDet Rådgivning.

  • Vid at det ikke er din skyld, uanset hvad du har skrevet eller sendt af materiale.

Til forældrene:

  • Vær skarp på at få sagt til dit barn, at det kan komme til dig, hvis det oplever noget ubehageligt på nettet.

  • Fortæl at du ikke bliver vred over, hvis barnet har skrevet med en fremmed på nettet. Du vil bare gerne hjælpe.

  • Gennemgå privatlivsindstillingerne på barnets telefon og indstil eventuelt, at fremmede ikke kan kontakte barnet via sociale medier.

  • Vær opmærksom på, at det kan være en barriere for barnet at sige noget højt, fordi det er bange for, at forældrene overreagerer, bliver sure og tager barnets telefon og sociale medier.

  • Søg råd hos Red Barnets SletDet Rådgivning.

Det er også muligt for børn at søge hjælp hos Børns Vilkår via Børnetelefonen på telefonnummer 116111.

Kilde: Per Frederiksen, psykolog, Red Barnet

Michael Wennicke udtalte fredag, at retten har lagt vægt på pigernes forklaringer, som han og de øvrige to dommere samt seks nævninge finder sikre og troværdige.

Omvendt mener de, at Simon Kofoed Larsens forklaring har været utroværdig.

Det er dog ikke meget, han har sagt undervejs i sagen. Når han er blevet spurgt til pigerne og forholdene, har han mest svaret 'det ved jeg ikke', 'det kan jeg ikke huske' eller 'ingen kommentarer'.

Retten har i sin afgørelse også lagt vægt på aldersforskellen mellem pigerne og Simon Kofoed Larsen, som i nogle tilfælde har været ti år. Retten lagde også til grund, at Simon Kofoed Larsen har løjet sig yngre overfor pigerne.

Anklager Mathilde Teilvang procederede for forvaring, mens forsvarer Brian Werner Lassen mente, at seks et halvt til syv års fængsel var passende.

Dommen blev tirsdag afsagt i retssal 41 i Esbjerg. Foto: Silas Brandt Liliecrona, TV SYD

Forvaring er en tidsubestemt foranstaltning, som kun sjældent bliver anvendt, og det sker kun i sager om alvorlig kriminalitet som drab, røveri og voldtægt.

Retslægerådet har vurderet, at den 25-årige er så farlig, at forvaring var påkrævet. Samtidig har rådet i sin udtalelse konkluderet, at Simon Kofoed Larsen er umoden, selvusikker, skrøbelig med manglende indlevelsesevner, og at han bagatelliserer problemer.

Retten har på den baggrund samt på grund af kriminalitetens alvor og omfang besluttet at idømme Simon Kofoed Larsen forvaring.

Han har undervejs nægtet sig skyldig i de grove anklager, men erkendt besiddelse af seksuelle billeder og videoer.

Udover forvaring og godtgørelse til pigerne har Simon Kofoed Larsen fået forbud mod blandt andet at lade børn under 18 år tage ophold på sin bopæl, ligesom han heller ikke må få besøg af børn under 18 år, uden at de er ledsaget af en voksen.

Mens stemningen i retten fredag var præget af tårer fra pårørende til både pigerne og Simon Kofoed Larsen, var stemningen mere afslappet tirsdag.

I en pause sad Simon Kofoed Larsen og småsludrede med sin forsvarer, smilte og gav sig til at bygge et tårn af papkrus, hvilket hans forsvarer dog standsede ham i.

Simon Kofoed Larsen har anket dommen til landsretten.

Efter voldsom teaterulykke vender bedstemor og børnebørn tilbage

Udgivet

Søndagens voldsomme ulykke har gjort et stort indtryk på Bodil Walmod-Larsen og børnebørnene.

I dag tager Bodil Walmod-Larsen og børnebørnene revanche.

Søndag eftermiddag var de til Varde Sommerspil, hvor en kæmpe gren faldt ned over publikumsområdet midt under forestillingen. Den fem tons tunge gren udgjorde en alvorlig fare for publikum, men ingen kom heldigvis til skade.

Siden da har der været lukket for publikum ved friluftsscenen, men i aften kan de igen komme ind og se forestillingen ’Baronessen fra Benzintanken’.

- Det er vigtigt for os at komme afsted og se forestillingen færdig. Det er ligesom hvis man har set en trafikulykke, så skal man også sørge for at komme ud og køre igen. Også selvom det er angstprovokerende, siger Bodil.

Bodil Walmod-Larsen er i sommerhus i Arrild med sine fire børnebørn i alderen 7-14 år. Til daglig er hun sygeplejerske og arbejder på vagtcentralen ved 112 i Region Hovedstaden, derfor er hun også vant til at begå sig i krisesituationer.

- Vi har snakket meget de sidste par dage. Særligt de ældste børn har været bekymret for, hvis der nu skulle ske mig noget, for så ville de være langt væk hjemmefra og fra deres forældre. De små har mere været bange for, hvis der skulle falde en gren mere ned, siger Bodil.

De yngste i børneflokken blev også kede af det, da ulykken skete, men sammen som familie har de brugt oplevelsen til at få snakket om, hvordan ulykker sker, og hvorfor det er naturligt, at man bliver ked af det.

Derfor har Bodil og børnebørnene heller ikke takket ja til tilbuddet om krisehjælp. Det har kun otte blandt de 1.700 gæster.

- Men det er et godt tilbud, hvis man ikke har nogle at snakke med om det, der er sket. Så derfor synes jeg, at det er en meget god ide, at man tilbyder det til os alle, siger Bodil.

Dagen i dag står på svømmehallen, steg flæsk og persillesovs og så en tur til Varde Sommerspil.

Derfor fylder frygten for, at der falder endnu en gren ned heller ikke. For nuværende er Bodils børnebørn mere optagede af at få slutningen på historien med.

- Så nu ser vi lige de første 60 minutter af forestillingen igen, siger Bodil.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com